Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsbor-ger fra Ghana. Indrejst ukendt dato i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk ashanti og kristen protestant af trosretning fra […], Ghana. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Ghana fryg-ter, at han vil anholdt af politiet og modtage en dødsstraf, idet han er homoseksuel og har deltaget i en sammenkomst med en gruppe homoseksuelle, hvor en mand blev dræbt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er homoseksuel, og at han blev bekendt med sin seksuelle orientering, da han var omkring 17 år gammel, og han mødte sin daværende kæreste,[…]. Ansøgeren har ikke haft andre homoseksuelle forhold til mænd i Ghana end den omtalte kæreste, og deres forhold varede frem til ansøgeren udrejste af Ghana. Ansøgerens daværende kæreste introducerede ansøge-ren for en forening for homoseksuelle mænd. Foreningen havde intet navn, og medlemmerne mød-tes i det skjulte på søndage på […] Hotel i [byen]. Ansøgeren har forklaret, at under forsamlingerne socialiserede foreningens medlemmer, og de hjalp hinanden med forskellige gøremål. Ansøgeren og hans kæreste udlevede ikke deres homoseksualitet offentligt i Ghana men mødtes primært på ansø-gerens kærestes bopæl og i foreningen, da homoseksualitet er forbudt i Ghana. Ansøgeren har videre til støtte herfor oplyst, at på en ukendt dato i 2014 blev foreningen udsat for et angreb fra ukendte gerningsmænd. Under angrebet blev en mand, som ansøgeren ikke kendte personligt, stukket ned og afgik ved døden. Ansøgeren formoder, at de ukendte gerningsmænd var muslimer, og at den afdøde mand var muslim, da ansøgeren har hørt fra andre medlemmer af foreningen, at han var muslim af trosretning. Det er endvidere ansøgerens egen formodning, at det var afdødes storebrødre, som arrangerede angrebet på foreningen, da afdødes homoseksualitet gik imod familiens religiøse overbevisning. Ansøgeren flygtede fra hotellet under angrebet og tog efterfølgende ophold hos [en ven], hvor ansøgeren tidligere har boet. Omkring en måned efter angrebet udrejste ansøgeren fra Ghana sammen med [vennen], som hjalp ansøgeren med at arrangere rejsen til Danmark. Det påhviler ansøgeren som asylansøger at sandsynliggøre sin identitet og det asylmotiv han påberåber sig. Ansøgeren har vedgået, at oplysningerne om navn og personalia, familieforhold og rejseformål i hans pas og visumansøgning ikke er korrekte. Dernæst har ansøgeren i øvrigt forklaret upræcist om sin herkomst og familieforhold i Ghana, samt forklaret upræcist om sine opholdssteder i Ghana. Endvidere har ansøgeren forklaret upræcist om den påberåbte episode i foreningen i Ghana, herunder om ofret og gerningsmændene. Ansøgerens antagelse om baggrunden for overfaldet beror alene på formodninger. Ansøgeren er ikke i hjemlandet personligt blevet opsøgt af myndighederne eller af privatpersoner på grund af sin seksuelle observans. Der er derfor ikke holdepunkt for at antage, at han skulle være eftersøgt af myndighederne. Ansøgerens antagelse herom er alene baseret på løse formodninger. Hertil kommer at ansøgeren ifølge sin egen forklaring uden problemer opholdt sig i hjemlandet i cirka en måned efter episoden i foreningen. Endelig må det tillægges vægt, at ansøgerens pas er angivet udstedt i [begyndelsen af efteråret] 2013, ligesom der er ansøgt om visum før den påberåbte episode i foreningen i foråret 2014. Endelig ansøgte ansøgeren først om asyl efter to til tre måneders ophold i Danmark i forbindelse med en anholdelse. Da ansøgeren efter det foreliggende ikke har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Det kan således ikke lægges til grund, at ansøgeren skulle være efterstræbt af myndighederne eller privatpersoner på grund af sin seksuelle observans. Ansøgeren fremstår helt i øvrigt uprofileret. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden risikere forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Det kan heller ikke lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Ghan/2015/2
