Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Georgien. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske georgiere og kristne fra Tbilisi, Georgien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han i efteråret 2012 deltog i en bryllupsfest i [sin fødeby], hvor der udviklede sig et slagsmål. En mand ved navn [A], som ansøgeren sloges med, blev stukket med en kniv og faldt om, og alle troede, at ansøgeren havde stukket ham. Det havde ansøgeren dog ikke. [A] overlevede knivstikket, men kom i koma, og ansøgeren frygter blodhævn fra [As] familie. Som følge af konflikten måtte ansøgeren lukke sin bilforretning, hvilket resulterede i, at han fik en gældskonflikt med nogle personer. I 2013 blev ansøgeren stukket ned af tre personer, og han formoder, at det har relation til gældskonflikten, som vil fortsætte, til ansøgeren har betalt gælden. Den mandlige ansøger deltog endvidere i en demonstration for homoseksuelles rettigheder. Det er imidlertid uacceptabelt at støtte op om den slags i Georgien, og paraden blev angrebet med sten og stave af civile modstandere, og ansøgeren kom i klammeri med modstanderne. Grundet ansøgerens deltagelse i paraden er hans familieklan holdt op med at støtte ham, og han er blevet chikaneret. Den kvindelige ansøger har henvist til ægtefællens asylmotiv. Den mandlige ansøger har på en række punkter forklaret upræcist og divergerende om hændelsesforløbet forud for udrejsen blandt andet om, hvem ansøgeren var sammen med ved bryllupsfesten hos [B]-klanen i 2012, om hvornår urolighederne ved festen opstod, om stikket mod [A] og ansøgerens flugt fra stedet, om den mandlige ansøgers problemer med sine kreditorer og om episoden, hvor den mandlige ansøger blev stukket ned i 2013. Dernæst har ansøgerne forklaret indbyrdes divergerende om, hvor de opholdt sig efter episoden ved bryllupsfesten i 2012, og om den kvindelige ansøger blev opsøgt efter nævnte episode. Hertil kommer, at den kvindelige ansøger har forklaret divergerende om, hvor mange gange hun blev opsøgt. Ved vurderingen af ansøgernes forhold må det endvidere tillægges vægt, at ansøgerne var i stand til at opholde sig i hjemlandet frem til udrejsen i [foråret] 2015, og at ansøgerne ifølge deres egne forklaringer ikke er blevet opsøgt yderligere af [B]-klanen siden bryllupsfesten i 2012. Dernæst drev den mandlige ansøger automobilforretning frem til knivstik-episoden i sommeren 2013, ligesom han så sig i stand til at deltage i en offentlig demonstration for homoseksuelle i Tbilisi i [foråret] 2013, selvom han ifølge sin egen forklaring frygtede overgreb fra [B]-klanen og sine kreditorer. Endelig har ansøgerne heller ikke på overbevisende måde været i stand til at redegøre for, hvorfor udrejsen først fandt sted i [foråret] 2015, når der henses til det påberåbte asylmotiv. Da ansøgerne ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet deres forklaringer herom. Den kvindelige ansøger har efter det oplyste ikke noget selvstændigt asylmotiv. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgerne har været forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til Georgien risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” geor/2016/3/ADP
