Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Georgien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etniske georgiere og kristen-ortodokse af trosretning fra Tbilisi, Georgien. Den mandlige ansøger har været medlem af partiet Den Nationale Bevægelse i Georgien fra 2006 og var aktiv i partiet frem til valget i oktober 2012. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Georgien frygter, at han og familien vil blive overfaldet eller dræbt på foranledning af personer fra partiet Den Georgiske Drøm, der siden valget i 2012 har indtaget høje stillinger i det nuværende styre. Den kvindelige ansøger har i det væsentlige henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Den mandlige ansøger har forklaret, at et familiemedlem, der har tætte relationer til den daværende præsident Saakashvili, i 2006 opfordrede den mandlige ansøger til at tilslutte sig og virke for det på tidspunktet regerende parti Nationalbevægelsen. Den mandlige ansøger fulgte opfordringen og virkede for dette parti frem til valget i 2012. Den mandlige ansøger udførte opgaver for partiet i sit lokalområde og har forklaret, at han ikke var et fremtrædende eller profileret partimedlem. Partiet fandt imidlertid ud af, at den mandlige ansøger var respekteret i sit lokalområde, og at den mandlige ansøger var god til at skaffe vælgere, hvilket skete ved, at den mandlige ansøger fungerede som mellemmand mellem lokalbefolkningen og partiet, således at partiet fremstod som handlekraftigt og i stand til at efterkomme lokalbefolkningens ønsker om asfaltering, udskiftning af vandrør o.l. Den mandlige ansøgers familie stammer fra det område i Georgien, hvorfra også Bidzina Ivanishvili stammer, og hele den mandlige ansøgers familie, bortset fra den ovenfor omtalte nevø tilsluttede sig frem mod valget i 2012 Ivanishvilis parti Den Georgiske Drøm, og familien lagde pres på den mandlige ansøger, for at få denne til at skifte parti, hvilket den mandlige ansøger afviste. To af den mandlige ansøgers venner skiftede ligeledes side, og de to lagde et stigende pres på den mandlige ansøger for, at han skulle gøre det samme. Efter at nogle videooptagelser af overgreb på fanger i georgiske fængsler var blevet offentliggjort, spidsede situationen til, idet især den ene af disse venner hånede den mandlige ansøger og tilkendegav, at den mandlige ansøgers parti og dermed ansøgeren bar ansvaret for de overgreb, der var blevet afsløret. Efter valget fik disse to venner høje stillinger i regeringen, herunder blev den ene chef i politiet. Der opstod en voldsom konflikt mellem vennen, som blev chef i politiet og den mandlige ansøger, og det er mest af alt denne person, som ansøgerne nu frygter. Den mandlige ansøger har først over for Flygtningenævnet oplyst navnet på denne person. Efter valget ophørte den mandlige ansøger med at virke for Nationalbevægelsen. Tidligere ministre og højtstående medlemmer af partiet var udsat for forfølgelse og overgreb, men i den første tid efter valget oplevede den mandlige ansøger ingen problemer. Først i efteråret 2013 blev opmærksomheden rettet mod den mandlige ansøger. Han blev fyret fra sit arbejde med den officielle begrundelse, at fyringen skyldtes nedskæringer. Hans tidligere chef har efterfølgende fortalt, at han havde handlet efter ordre oppe fra. Herefter oplevede den mandlige gentagen chikane i form af telefoniske trusler og biler med mørke ruder, der jævnligt holdt uden for bopælen. Den mandlige ansøger blev [i slutningen af efteråret] 2013 overfaldet bagfra og efterladt bevidstløs på gaden. Han blev efterfølgende behandlet for hjernerystelse på et hospital. Den kvindelige ansøger har forklaret, at dette tog meget hårdt på den mandlige ansøger. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om sit medlemskab af Nationalbevægelsen og om karakteren af de aktiviteter, den mandlige ansøger udførte for dette parti i perioden fra 2006 til 2012. Nævnet finder endvidere ikke grundlag for at afvise ansøgerens forklaring om, at han op mod valget i 2012 blev forsøgt overtalt til at skifte parti og tilslutte sig Den Georgiske Drøm, og at dette pres blandt andet blev udøvet af en eller to af den mandlige ansøgers venner, der selv havde valgt at skifte side. Flygtningenævnet finder endvidere ikke grundlag for at afvise den mandlige ansøgers forklaring om, at han [i slutningen af efteråret] 2013 på gaden i Tbilisi blev slået ned bagfra med blandt andet hjernerystelse til følge, eller at den mandlige ansøger har modtaget truende telefonopkald og er blevet observeret på sin bopæl. Ansøgerne formoder, at det var den mandlige ansøgers tidligere ven, der nu indtager en høj stilling i indenrigsministeriet og som har kommandoen over den såkaldte Zonder-Brigade, der stod bag overfaldet og chikanen. Ansøgerne bygger dette på vedkommendes indædte vrede mod den mandlige ansøger. Den mandlige ansøger har endvidere henvist til indholdet af telefonopkaldene og til, at politiet er de eneste, der har lov til at køre i biler med mørke ruder i Georgien. Flygtningenævnets flertal lægger til grund, at den mandlige ansøger ikke på nogen måde har været et profileret medlem af Nationalbevægelsen, og at han udelukkende virkede på lokalt niveau. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret, at han ikke siden valget har virket for partiet. Nævnets flertal finder på denne baggrund ikke, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at den mandlige ansøgers tidligere ven, andre medlemmer af Den Georgiske Drøm eller myndighedspersoner har haft grund til at udsætte den mandlige ansøger for overgreb. Den mandlige ansøgers opfattelse af, at det var ansøgerens navngivne tidligere ven, der stod bag overfaldet på åben gade, telefonchikanen og tilstedeværelsen af bilerne med de mørke ruder begrunder sig alene i den mandlige ansøgers formodninger. Overfaldet fandt sted [i slutningen af efteråret] 2013, og ansøgerne udrejste først i [slutningen af foråret] 2014. Ansøgerne opholdt sig i denne periode i hjemmet, og den kvindelige ansøger, for hvis sikkerhed den mandlige ansøger har forklaret at frygte, passede helt frem til udrejsen sit arbejde på ansøgernes tidligere fælles arbejdsplads. Ansøgerne er på sædvanlig vis blevet opfordret til at fremlægge alle relevante dokumenter, men først efter den første asylsamtale har den mandlige ansøger fremsendt erklæringer indhentet fra det hospital, hvor den mandlige ansøger var indlagt i [slutningen af efteråret] 2013, en bekræftelse på medlemskabet af Nationalbevægelsen og materiale fra politiet, der viser, at politiet har modtaget en anmeldelse af overfaldet [i slutningen af efteråret] 2013. Samtlige dokumenter er dateret i foråret 2014 og fremstår som oversat til engelsk i Georgien, idet de er forsynet med notarialbekræftelser for så vidt angår oversættelsen dateret i samme periode, og den mandlige ansøger har forklaret, at de medbragte disse dokumenter, da de udrejste. Den mandlige ansøger har ikke kunnet redegøre for, hvorfor disse dokumenter ikke under den første asylsamtale blev overgivet til de danske udlændingemyndigheder. Begge ansøgere har forklaret, at de var i besiddelse af gyldige georgiske pas, men har ikke kunnet redegøre relevant for, hvorfor de ikke valgte at medtage passene i forbindelse med udrejsen. Begge ansøgere udrejse legalt af Georgien under anvendelse af deres ID-kort, og har således ikke fundet anledning til at sløre deres identitet i forbindelse med udrejsen. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at ansøgerne har været forfulgt før udrejsen, eller at ansøgerne ved en tilbagevenden til Georgien risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de vil være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Geor/2015/4
