Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren tilhører hovedklanen […]. Han er etnisk somali og sunni-muslim fra Jijiga, Ogaden, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive fængslet eller dræbt af de etiopiske myndigheder, idet han er blevet beskyldt for at være medlem af UBO/ONLF. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har opbevaret dokumenter og penge for UBO på sin bopæl, og at ansøgerens navn fremgik af en liste over UBO-medlemmer, som de etiopiske myndigheder var i besiddelse af. Ansøgeren blev anholdt af Liyu Police under en aktion på hans skole. Ansøgeren blev ført til et fængsel med omkring 30 andre elever. Ansøgeren var fængslet i omkring et år, inden han blev løsladt uden betingelser og efterfølgende udrejste af Etiopien. Efter ansøgerens udrejse er ansøgerens familie blevet opsøgt af Liyu Police ved flere lejligheder, hvor de har spurgt efter ansøgeren og opkrævet 2000 USD. Ansøgerens far er blevet fængslet som følge af konflikten. Nævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har ved den første samtale [i efteråret] 2016 forklaret, at han ved, hvad politik er, men at han ikke har været involveret i politik. Om sin tilknytning til UBO/ONLF forklarede han, at han var blevet beskyldt for at være medlem af UBO. Nogle af hans venner var med i den gruppe, der hed UBO, og som arbejder med samme formål som ONLF. Ansøgeren forklarede endvidere til samme samtale, at hans mor, efter at ansøgeren var blevet løsladt og havde forladt landet, betalte omkring 2000 dollars til Liyu Police. Ved sin asylsamtale [i vinteren] 2016 forklarede ansøgeren derimod, at han var medlem af UBO, hvilket han havde været i flere år, da han blev anholdt. Ansøgeren forklarede nærmere, at det eneste han foretog sig var at opbevare penge. Ansøgeren gentog ved denne samtale, at hans mor havde betalt 2000 dollars til Liyu Police og anførte, at hans forældre muligvis havde lånt pengene. Ved denne samtale forklarede ansøgeren, at det var en ven, der havde spurgt om han ville være med i UBO, hvilket skete mens ansøgeren gik i 7. klasse. Ved møde i Flygtningenævnet har ansøgeren oplyst, at den pågældende var hans onkel, det vil sige medlem af samme klan, og han har navngivet den pågældende. Ved mødet i Flygtningenævnet forklarede ansøgeren, at han ikke alene havde været kasserer for UBO, men at han tillige aktivt havde hvervet medlemmer, herunder ved at fortælle skolekammerater om de forbrydelser, som det somaliske folk havde været udsat for fra Etiopiens side. Om betalingen af 2000 dollars forklarede ansøgeren nu, at hans forældre ikke havde betalt nogen penge. Ansøgeren forklarede endvidere ved de første samtaler, at han blev løsladt uden at få nogen nærmere forklaring. Ved fremmødet i Flygtningenævnet forklarede han imidlertid, at han blev løsladt mod løfte om blandt andet at medvirke til, at den, der havde hvervet ham til UBO, og som ansøgeren betegner som onkel, kunne blive pågrebet. Flygtningenævnet bemærker, at disse ændringer i ansøgerens forklaringer har ført til, at han, såfremt forklaringen for Flygtningenævnet blev lagt til grund, har bevæget sig fra en ganske passiv rolle i forhold til UBO til i allerhøjeste grad at være eksponeret derved, at han aktivt forsøgte at hverve medlemmer, herunder ved at omtale forbrydelser begået mod det somaliske folk. Når henses til denne udvikling i ansøgerens oplysninger, finder Flygtningenævnet ikke, at dette kan forklares alene med henvisning til hans psykiske tilstand. Ansøgeren har ved mødet i Flygtningenævnet fremstået klar og orienteret og været i stand til at svare relevant på spørgsmålene. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at forklaringen fremstår som divergerende, udbyggende, og dermed konstrueret til lejligheden, hvorfor den i det hele må forkastes. Herefter finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren er således konkret og individuelt forfulgt, at han kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. For så vidt angår den af ansøgeren subsidiært nedlagte påstand, finder Flygtningenævnet ikke anledning til at inddrage akter, der efter det oplyste er af ældre dato, vedrørende personer, der i hvert fald til dels kun er fjernt beslægtet med ansøgeren. Ansøgerens subsidiære påstand kan herefter ikke tages til følge. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2017/9/HHU
