etiopien20177

Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk somalier og sunni-muslim fra Jijiga. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive fængslet eller henrettet af de etiopiske myndigheder, idet de mistænker hende for at være en del af ONLF. Ansøger frygter videre at blive tvangsgift med en mand fra Liyu-police eller slået ihjel af ham, hvis hun nægter ægteskabet. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at Etiopien i [vinteren] 2014 fejrede højtiden Hidar, hvorfor kommunen krævede alle husfacader i byen malet. Ansøgerens mor rekvirerede en somalisk maler til at male huset, som - uden familien havde bedt om det - anvendte de tre farver, som indgår i ONLF’s flag på ansøgerens hus. Da politiet opdagede dette, anholdt de først ansøgerens bedstefars enke, da de troede, at hun som den ældste var ansvarlig for malerarbejdet. Da politiet fandt ud af, at det var ansøgerens mors hus, anholdt de moren. Moren forklarede politiet om malerarbejdet, hvorfor politiet løslod moren og sagde, der var sket en misforståelse, og at de ville lede efter maleren. Politiet fandt maleren, som blev fængslet i mange måneder. Fem til seks måneder senere – [i foråret] 2015 – opsøgte tre personer fra politiet ansøgerens bopæl og beskyldte hende for at have bedt maleren om at anvende farverne fra ONLF’s flag på huset. Politiet tog ansøgeren med, gav hende bind for øjnene og kørte hende til efterretningstjenestens fængsel. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren slået, og ansøgeren blev sammen med andre fanger hver eller hver anden nat taget ud til et vandområde, hvor politiet holdt hendes hoved under vand og bad hende tilstå, at hun var medlem af ONLF, men ansøgeren nægtede at tilstå. Efter tre måneder blev ansøgeren syg grundet fejlernæring og bragt til hospitalet i [ en by], hvor hun selv tidligere havde arbejdet som frivillig. En af ansøgerens tidligere kollegaer genkendte ansøgeren og med hendes hjælp, fik ansøgerens mor lov til at besøge ansøgeren på hospitalet. Moren søgte hjælp hos områdets ældre høvdinge, som overtalte politiet til at lade ansøger flytte ind hos sin mor, indtil hun blev rask. Fire dage efter ansøgeren var kommet hjem fra hospitalet, opsøgte betjenten […], som arbejdede i fængslet, ansøgerens bopæl, idet han ønskede at gifte sig med hende, hvilket ansøgeren nægtede. [Betjenten] fortsatte med at opsøge ansøgerens bopæl i en måned, og han truede ansøgeren med bl.a. at slå hendes to yngre søstre ihjel, hvis hun nægtede ægteskabet. Ansøgeren flygtede derefter ud af Etiopien. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om baggrunden for, at hun ønsker at søge asyl, ikke kan lægges til grund. Ansøgerens forklaring om, at hun har været fængslet og udsat for tortur er ikke troværdig, og det fremstår klart for nævnet, at der i hvert fald vedrørende denne del af ansøgerens forklaring er tale om begivenheder, som ansøgeren ikke – eller i hvert fald ikke i det hele – selv har oplevet. Nævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om forløbet op til arrestationen, selve arrestationen og forløbet i forbindelse med hendes delvise frigivelse er usandsynlig, og at hendes fremtræden for nævnet i forbindelse med sin forklaring om disse begivenheder efterlader indtryk af, at den del af forklaringen er konstrueret til brug for ansøgningen om asyl. Nævnet har ved vurderingen endvidere navnlig lagt vægt på, at ansøgeren ikke i sin i øvrigt detaljerede beskrivelse af sine forhold i asylansøgningsskemaet har nævnt noget som helst om disse voldsomme begivenheder, som således først efterfølgende er blevet hendes helt centrale asylmotiv. Ansøgerens forklaring om, at hun ikke nævnte fængslingen i asylansøgningsskemaet, da hun var forvirret og alene beskrev det sidste, der var sket med hende, stemmer ikke overens med, at hun i ansøgningsskemaet generelt omtalte familiemedlemmer, som var blevet arresteret på grund af deres klanforhold, men således uden nogen antydning af selv at have været udsat for overgreb fra myndighederne. I og med at nævnet har forkastet ansøgerens forklaring herom, finder nævnet heller ikke anledning til at overveje en eventuel torturundersøgelse. Det andet led i ansøgerens asylmotiv – frygten for at blive tvangsgift med en mand fra Liyu-police eller slået ihjel af ham, hvis hun nægter ægteskabet – hænger sammen med ansøgerens forklaring om fængslingen, idet ansøgeren har forklaret, at den person, der angiveligt ønsker at tvinge hende til ægteskab, deltog i og var leder for de politifolk, der mishandlede hende under fængslingen. Henset til det, der er anført ovenfor om troværdigheden af ansøgerens forklaring om dette begivenhedsforløb, må nævnet herefter også tilsidesætte denne del af ansøgerens forklaring. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at hun risikerer at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2017/7/col