Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren tilhører Ogaden-klanen og er muslim af trosretning fra […] Etiopien. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Etiopien henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter at blive slået ihjel af Liyu Police og myndighederne, fordi han er tilknyttet Ogaden National Liberation Front (ONLF). Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at han […] i 2006 blev opsøgt af de etiopiske myndigheder, som afhørte ham om ONLF, hvorefter han blev udsat for fysiske overgreb. Samme aften mødte han tre mænd fra ONLF, som han drak mælk sammen med. Syv dage senere gik ansøgerens fætter til myndighederne og fortalte dem om ansøgerens møde med de tre repræsentanter fra ONLF. [Seks måneder senere] opsøgte de etiopiske myndigheder ansøgeren i hans hjem, hvor han igen blev afhørt om sit kendskab til ONLF. Ansøgeren samt hans moder og søster blev herefter udsat for fysiske overgreb. Tre til fire dage senere blev ansøgeren opsøgt af en mand fra ONLF, som bad om forsyninger til deres hær, hvorefter ansøgeren udleverede et lam til manden. [Ultimo] 2006 deltog ansøgeren i et møde hos en anden nomade ved navn Farah. Mødet udmundede i, at ansøgeren og otte andre mænd tilsluttede sig ONLF. Mens ansøgeren deltog i mødet, blev huset omringet af myndighederne, der slog Farah og to andre mænd ihjel samt anholdt de resterende mødedeltagere, heriblandt ansøgeren. Dernæst var han fængslet i omkring seks år, hvor han blev udsat for fysiske overgreb, indtil et familiemedlem, der var tilknyttet Liyu Police, formåede at arrangere, at han kunne få orlov fra sin afsoning. Dette familiemedlem blev efterfølgende slået ihjel af Liyu Police. Herefter besluttede ansøgeren sig for at flygte til Addis Ababa. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Italien henvist til, at han ikke ønsker at vende tilbage, idet han frygter at blive udsat for refoulement, og fordi det er svært at få lægehjælp, ligesom det er svært at finde en bolig og et arbejde. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren på nogle punkter har forklaret divergerende, herunder hvor ofte og med hvilke mellemrum han mødte ONLF forud for anholdelsen, hans farbroders mellemnavn og rang og hans mosters ægtefælles arbejde. Nævnet finder endvidere, at hans angivelse af hans børns alder vanskeligt hænger sammen med hans forklaring. Et flertal af Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgerens grundhistorie, hvorefter han blev anholdt sammen med otte andre, mens de bar våben, kan begrunde en længere fængsling samt tortur under fængslingen. Idet hans forklaring vedrørende hans ophold i forskellige fængsler samt den udøvede tortur under fængslingen dels virker troværdig og dels understøttes af de lægelige oplysninger, finder flertallet ikke at kunne tilsidesætte hans forklaring. Flertallet har ved troværdighedsvurderingen blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst at have været udsat for tortur. Idet et flertal af Flygtningenævnet således i det væsentlige kan lægge ansøgerens forklaring til grund, findes han isoleret at opfylde betingelserne efter udlændingelovens § 7, stk. 1. På baggrund af skrivelsen [fra] 2014 fra de italienske myndigheder lægger nævnet til grund, at ansøgeren har fået meddelt opholdstilladelse i Italien med subsidiær beskyttelse. Opholdstilladelsen er gældende til [sommeren] 2019. Flygtningenævnet antager, at ansøgeren i Italien vil være beskyttet mod refoulement, samt at det vil være muligt for ansøgeren at kunne indrejse og tage lovligt ophold i Italien, ligesom ansøgerens personlige integritet og sikkerhed må antages at være tilstrækkeligt beskyttet i Italien. I vurderingen af, om et land kan tjene som første asylland, indgår et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgeren i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II til V samt EXCOM Conclusion No. 58 – 1989, hvorefter et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, er, at de dér bliver ”treated in accordance with regonized basic human standards”. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i sagen Samsam Mohammed Hussein and others v. the Netherlands and Italy, application no. 27725/10, i en afgørelse af 2. april 2013, i punkt 37, anført følgende generelle oplysninger om Italien: ”A person recognised as refugee under the 1951 Refugee Convention will be provided with a renewable residence permit with a validity of five years. He or she is further entitled, inter alia, to a travel document for aliens (Titolo di viaggio per stranieri), to work, to family reunion and to benefit from the general schemes for social assistance, health care, social housing and education under Italian domestic law. Flygtningenævnet har i en række sager fundet, at Italien kan fungere som første asylland, og nævnet finder heller ikke efter de seneste baggrundsoplysninger om anerkendte flygtninges forhold i Italien, at der er grundlag for at antage, at de generelle socioøkonomiske vilkår er på et så uacceptabelt niveau, at Italien ikke kan tjene som første asylland. Flygtningenævnet finder herefter, at Italien kan anvendes som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere udlændingelovens § 7, stk. 3).” Etiopien/2016/9/CEB
