Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Etiopien. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk oromo og muslim af trosretning fra […], Jimma, Etiopien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter myndighederne, idet hun blev tilbageholdt og undslap fra fængslet med hjælp fra sin broder, som betalte bestikkelse. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at fire politimænd i [efteråret] 2014 kom og rangsagede bopælen, hvor de tog nogle dokumenter. Det lykkedes ansøgerens ægtefælle at flygte ud af bagdøren. Politiet oplyste ansøgeren om, at hendes ægtefælle havde tilknytning til Oromo Liberation Front (OLF), hvorefter de tog hende til fængslet i Jimma. Hver nat blev ansøgeren bragt til et rum, hvor hun blev afhørt, udsat for tortur og seksuelle krænkelser. Ansøgeren var tilbageholdt i alt 20 dage, hvor hun ikke blev afhørt i de sidste 10 dage. Den dag, ansøgeren blev løsladt, blev hun taget ud af sin celle og kørt til et sted, hvor hendes broder tog imod hende. Broderen fortalte, at han havde bestukket politiet, og at ansøgeren skulle udrejse inden 24 timer. Broderen afleverede ansøgeren til en agent, som hjalp hende til Sudan, hvor ægtefællen var, som bekræftede, at han havde arbejdet for OLF. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den ikke fremstår troværdig, men derimod konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om de nærmere omstændigheder ved anholdelsen fremstår usammenhængende, sådan som den fremgår af referatet fra samtalen [en nærmere bestemt dato] i Udlændingestyrelsen. Ansøgeren har således ikke kunnet give en plausibel forklaring på, hvordan hendes mand kunne vide, at det var politiet, der kom den pågældende aften, og hvorfor han forlod huset via bagdøren uden, at der var nævnt noget om politiet, inden hun lukkede op, når hun ikke selv kunne se, at det var politiet, der bankede på. Hun har endvidere forklaret divergerende om højden på hegnet uden for huset, idet hun til samtalen [den nærmere bestemt dato] oplyste, at det gik hende til skuldrene, mens hun for nævnet har forklaret, at det var omkring 2 meter højt og højere end hende. Ansøgeren har videre forklaret, at hun blev indsat i et fængsel i Jimma by, hvor hun ifølge referatet af samtalen [den nærmere bestemt dato] aldrig havde været før. Ansøgeren har haft svært ved at oplyse nærmere detaljer om det fængsel, hvor hun angiveligt blev tilbageholdt i 20 dage, udover at det var en stor brun bygning med celler og kontorer, og at der i forhørslokalet var nogle borde, stole, papirer og madrasser. Hun har desuden ikke kunnet fortælle nærmere om det sted, hvor hun blev løsladt, udover at det skete udendørs i Jimma by om natten. Over for nævnet har ansøgeren uddybet, at det var i en skov, idet der var træer. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor overgrebene mod hende i fængslet fandt sted. Under samtalen den [nærmere bestemte dato] fortalte hun, at voldtægterne fandt sted i et andet rum end afhøringsrummet, mens hun for nævnet har forklaret, at alle overgrebene skete i afhøringsrummet. Ansøgeren har desuden forklaret divergerende om, hvorvidt hendes bror havde telefon eller ej, og hun har for nævnet uddybende forklaret, at hun ikke har kontaktet ham, fordi hun er bange for hans sikkerhed. Det forekommer i øvrigt påfaldende, at ansøgeren ikke har nogen kontaktoplysninger på sin ægtefælle, som hun flygtede sammen med. Ansøgerens forklaring bærer på centrale punkter præg af, at der ikke er tale om selvoplevede hændelser, herunder navnlig opholdet i fængslet. Forklaringen savner konkrete detaljer, der underbygger og sandsynliggør den – herunder f.eks. hvordan ansøgerens bror fik en aftale i stand med politiet om løsladelsen, og hvad han betalte herfor – og ansøgeren har svaret afglidende for nævnet på spørgsmål, som i almindelighed uden vanskelighed vil kunne besvares konkret og nøjagtigt. Flygtningenævnet finder det på den baggrund ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse, eller at hun risikerer dødsstraf, tortur, anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. På denne baggrund finder Flygtningenævnet heller ikke anledning til at udsætte sagen med henblik på torturundersøgelse af ansøgeren. Betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er således ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2016/50/STR
