Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelige statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren har oplyst, at hun er etnisk tigrinya og kristen ortodoks fra [ by A] i Etiopien. Hun taler amhari og i et begrænset omfang tigrinya. Begge hendes forældre er eritreiske statsborgere, så det er hun også, selvom hun aldrig har været i det land. Hun har aldrig været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved indrejse i Eritrea frygter at skulle aftjene nationaltjeneste. Ved en tilbagevenden til Etiopien frygter hun dels, at hendes tidligere samlever vil dræbe hende, dels at hun skal leve i et land, hvor hun ingen rettigheder har. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at hendes forældre i 1998 fik besked på at flytte tilbage til Eritrea. Ordren omfattede også ansøgeren, der da var 16 år. Ansøgeren rettede sig ikke efter dette og flyttede i stedet ind hos sin muslimske kæreste [A], der boede i [landsbyen A], to timers kørsel fra [landsby B]. Hun har ikke siden haft kontakt til sine forældre. I 2010/2011 forlod ansøgeren [A], fordi han i de seneste fire år mange gange havde været voldelig over for hende og havde foranlediget, at hun to gange ufrivilligt havde aborteret. Familien ville ikke have, at hun skulle have et barn, da hun var kristen og nægtede at konvertere til islam. Efter tilbagekomsten til [by A], forsøgte hun at få udstedt et etiopisk ID-kort. På kommunekontoret fik hun afslag på ansøgningen under henvisning til, at hun skulle være udrejst sammen med sine udviste forældre, og at hun dermed opholdt sig ulovligt i Etiopien. Efter at have boet og arbejdet i [by A] i omkring et år hørte hun fra en veninde til moderen, at [A] havde spurgt efter hende på det lokale marked. Det var ikke noget veninden selv havde hørt dette. Veninden havde fået at vide, at [A] havde sagt, at han ville dræbe ansøgeren. Tre-fire dage senere udrejste hun illegalt til Sudan. På rejsen mistede hun sin dåbsattest samt fotografier af sine forældre. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren også efter sin egen forklaring har boet hele sit liv i Etiopien, hvor hun i [by A] blev døbt og fik dåbsattest. Hun har amhari som sit modersmål. Et flertal i Flygtningenævnet kan i øvrigt ikke lægge ansøgerens forklaring, herunder om, at hun og hendes forældre er eritreiske statsborgere, til grund. I vurderingen heraf indgår, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren, der har boet sammen med sine forældre til hun var 16 år, ikke af forældrene har fået andet at vide om Eritrea og hjemegnen, de lokale skikke samt hendes familiemedlemmer i Eritrea, end at forældrene kom fra [by i Eritrea], at faderen havde været soldat, og at moderens broder var afgået ved døden i forbindelse med krigshandlinger. Uanset, at der må tages hensyn til, at ansøgeren er analfabet, svækker det efter flertallets opfattelse endvidere ansøgerens troværdighed, at hun vedrørende flere andre emner, har svaret usikkert og uden detaljer på de spørgsmål, der er stillet til hende. Hertil kommer, at det synes mindre sandsynligt, at ansøgerens forældre i givet fald ikke forsøgte at aflevere kontaktadresser til moderens veninde i [by A], således at ansøgeren havde en realistisk mulighed for senere at få kontakt til forældrene. Forklaringen om, at [A] angiveligt omkring et år efter, at hun havde forladt ham, skulle have spurgt efter hende på torvet i [by A] og i den forbindelse have sagt, at han ville slå hende ihjel, forekommer heller ikke sandsynligt. Flertallet har endvidere tillagt det en vis begrænset betydning, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen har forklaret divergerende om, hvor lang tid der gik fra hun mistede sit andet barn, og til hun forlod [A]. Under samtale [i starten af 2015] er hun således citeret for, at denne periode varede næsten tre år, mens hun senere har anført, at der kun gik to-tre måneder. Selvom det isoleret set ikke kan tillægges særlig betydning, bemærker flertallet tillige, at ansøgeren ifølge politirapport, har forklaret, at hun er født i Eritrea, at en ven var skyld i, at hun aborterede i sjette måned, og at hun rejste til Sudan med vennen, der boede i Addis Ababa, samt at det var hende, der havde skrevet en håndskreven tekst på en seddel, som hun havde medbragt. I Flygtningenævnet forklarede ansøgeren hertil, at hun til politiet havde sagt mange ting, der ikke passede. Det havde hun gjort for at undgå at komme i fængsel. Efter spørgsmålet om, hvordan hun kunne undgå dette ved at sige, at vennen boede i Addis Ababa, ændrede ansøgeren forklaring, således at man måtte forstå, at hun havde talt sandt over for politiet, og ikke havde sagt det hun var citeret for. Samlet set finder flertallet herefter at ansøgeren må antages at være etiopisk statsborger, og at hun derfor skal vurderes asylretligt i forhold til dette land. Allerede fordi flertallet, som nævnt ikke kan lægge til grund, at [A] skulle have søgt efter hende i [by A], har ansøgeren herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien, vil være i konkret og reel risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. Udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etiopien/2015/14
