Nævnet stadfæstede i oktober 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Eritrea, født i 1969. Indrejst januar 2002. Ansøgeren er ligesom resten af sin familie konverteret til Jehovas Vidner. Hun huskede ikke, hvornår hendes familie konverterede til Jehovas Vidner. Det var først efter, at forholdene for Jehovas Vidner blev forværret i 1993/94, at ansøgeren blev klar over sin situation. Ansøgeren havde hørt, at man skulle være 30 år gammel, før man blev døbt og dermed trådte ind som Jehovas Vidne. Hun ved ikke, om hun er blevet døbt. Ansøgeren og hendes familie blev chikaneret af myndighederne i Eritrea på grund af deres konvertering. Familien deltog i religiøse møder, men ansøgeren husker ikke, hvor mange møder de deltog i, idet hun var lille på det tidspunkt. I 1995 blev ansøgerens far afskediget fra sit arbejde. Faderen arbejdede tidligere som en slags støtteperson for en sygeplejerske. Efter afskedigelsen blev faderen isoleret fra sine tidligere venner. Han fik at vide, at han skulle udrejse af Eritrea. Faderen kunne ikke betale huslejen. En af ansøgerens søstre, Elsa, forsvandt fra familiens bopæl. Elsa bor nu i Sverige. Kort tid efter søsterens forsvinden flygtede ansøgeren for at undgå ubehageligheder fra regimet. Ansøgeren og hendes familie fortsatte med at deltage i hemmelige møder indtil udrejsen. I 1996 udrejste ansøgeren til Etiopien. Hun har ikke siden været tilbage i Eritrea. Efter nogle års ophold i Etiopien rejste ansøgeren til Europa. Ansøgeren har ikke haft kontakt med menigheder fra Jehovas Vidner i de lande, hun har opholdt sig i efter udrejsen fra Eritrea. Flygtningenævnet lagde efter ansøgerens oplysninger til grund, at hun ikke var udsat for asylrelevant forfølgelse, da hun udrejste af Eritrea til Etiopien i 1996. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet ville blive identificeret som medlem af Jehovas Vidner. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at ansøgeren ifølge sin forklaring ikke havde gennemgået noget dåbsritual, og at hun havde afgivet divergerende oplysninger om tidspunktet for familiens konvertering til Jehovas Vidner. Nævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren under sit langvarige ophold uden for hjemlandet ikke havde opsøgt Jehovas Vidner. Nævnet fandt det endvidere påfaldende, at ansøgeren under de mange års fravær ikke havde søgt oplysning om, hvorledes det er gået familien i hjemlandet. Nævnet måtte efter de foreliggende oplysninger lægge til grund, at familien er forblevet i hjemlandet. For så vidt angår spørgsmålet om eventuel indkaldelse til militærtjeneste bemærkede nævnet, at der ikke forelå en konkretiseret risiko herfor. Det bemærkedes i øvrigt, at det af British Home Office: Country Assessment, april 2004, pkt. 5.56 fremgår, at kun kvinder mellem 18 og 27 år indkaldtes til aftjening af militærtjeneste. Flygtningenævnet fandt herefter ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Eritrea vil være i risiko for at blive udsat for en individuel og konkret forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Eritrea/2004/1
