Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar og et medfølgende barn fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tigrinyaer fra Eritrea. Den mandlige ansøger er kristen af trosretning, og den kvindelige ansøgere er muslim af trosretning. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Italien henvist til, at de ved en tilbagevenden til Italien frygter at skulle bo på gaden. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv i forhold til Italien henvist til, at de i omkring et år boede i et asylcenter. Efter at de blev meddelt asyl, blev de tvunget til at forlade lejren og henvist til at bo på gaden. De modtog ingen penge fra myndighederne under deres ophold, ligesom de ikke havde adgang til sundhedsforanstaltninger. De modtog alene begrænset hjælp fra en humanitær organisation. De har både i Italien og Danmark modtaget trusler fra eritreiske statsborgere samt muslimske personer, fordi ansøgerne indbyrdes ikke har samme tro. Endvidere har ansøgerne henvist til, at den kvindelige ansøger fortsat har fysiske problemer, herunder ufrivillige vandladninger, som følge af fødslen, ligesom hun er psykisk nedbrudt. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse [fra sommeren] 2015 til grund, at ansøgerne isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med de italienske myndigheders meddelelse [fra vinteren] 2014 til grund, at ansøgerne er meddelt opholdstilladelse i Italien i form af flygtningestatus. Spørgsmålet er herefter om Italien kan tjene som ansøgernes første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere udlændingelovens § 7, stk. 3). Ved denne vurdering må tillige indgå en vurdering af familiens forhold ved en udsendelse til Italien. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgerne i Italien vil være beskyttet mod refoulement, samt at ansøgernes personlige integritet og sikkerhed må antages at være tilstrækkeligt beskyttet i Italien. I vurderingen af om et land kan tjene som første asylland indgår et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgerne i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II til V samt EXCOM Conclusion No. 58 – 1989, hvorefter et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, er, at de dér bliver ”treated in accordance with regonized basic human standards”. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i sagen Samsam Mohammed Hussein and others v. the Netherlands and Italy, application no. 27725/10, i en afgørelse af 2. april 2013, præmis 37, anført følgende generelle oplysninger om Italien: ”A person recognised as refugee under the 1951 Refugee Convention will be provided with a renewable residence permit with a validity of five years. He or she is further entitled, inter alia, to a travel document for aliens (Titolo di viaggio per stranieri), to work, to family reunion and to benefit from the general schemes for social assistance, health care, social housing and education under Italian domestic law.” I overensstemmelse hermed har Flygtningenævnet i en række sager fundet, at Italien kan fungere som første asylland, og nævnet finder heller ikke efter de seneste baggrundsoplysninger om flygtninges forhold i Italien, at der er grundlag for at antage, at de generelle socioøkonomiske vilkår - skønt problematiske - er på et så uacceptabelt niveau, at Italien ikke kan tjene som første asylland. Det af ansøgerne oplyste om de konkrete forhold, de havde i Italien, kan ikke føre til et andet resultat. For at Italien kan tjene som ansøgernes første asylland er det en betingelse, at det må antages, at ansøgerne vil kunne indrejse og på ny tage lovligt ophold i Italien. Da begge ansøgere har opholdstilladelse med flygtningestatus, og sådanne efter de foreliggende oplysninger er gældende i fem år, har begge ansøgere gældende opholdstilladelser i Italien. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz (Appl. 29217/12), der vedrørte Dublinforordningen, og FN’s Menneskerettighedskomités udtalelse af 4. september 2015 (No. 2360/2014), der vedrørte en situation, hvor en opholdstilladelse var udløbet og skulle fornys, har ikke direkte betydning for den foreliggende sag. Det skal særligt bemærkes, at ansøgerne efter deres egne forklaringer alene har været udsat for trusler i begrænset omfang under deres ophold i flygtningelejren i Italien, og at der aldrig på noget tidspunkt har været gjort forsøg på at føre truslerne ud i livet. Ansøgerne har ikke på noget tidspunkt anmeldt truslerne til de italienske myndigheder. På denne baggrund kan oplysningerne om ansøgernes ”blandede” ægteskab ikke føre til nogen ændret vurdering. Dernæst har ansøgerne kun opholdt sig i en kortere periode uden for flygtningelejren inden indrejsen i Danmark. Ansøgerne har ikke på noget tidspunkt søgt om arbejde. Det bemærkes, at ansøgerne var i stand til at skaffe sig finansiering til betaling for rejsen til Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Erit/2016/2
