Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tigrinya og katolik af trosretning fra […], Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive fængslet og slået ihjel, da han er flygtet, fordi han blev indkaldt til nationaltjeneste. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i maj 2006 blev indkaldt til nationaltjeneste. Ansøgeren besluttede sig straks for, at han ville udrejse, hvorfor han stoppede med at gå i skole, og begyndte at arbejde på faderens landbrug. Myndighederne henvendte sig efterfølgende to gange på ansøgerens bopæl, hvor han ikke var hjemme. Ansøgeren udrejste fra Eritrea til Etiopien i september 2006. Ansøgeren rejste til Italien i slutningen af august 2006, hvor han opholdt sig i seks år. I denne periode fik ansøgeren en asylretlig opholdstilladelse, og tre år senere fik han en ny opholdstilladelse, som udløb i august 2014. Under ansøgerens ophold i Italien har han ikke haft egen bopæl, men har været nødsaget til at bo hos venner. I perioder var han nødsaget til at sove på gaden. Han har ikke haft fast arbejde, men har haft forskellige jobs som opvasker og medhjælper for kokken på forskellige restauranter. Han har endvidere arbejdet med rengøring på diskoteker med videre. Da han ikke har haft et fast arbejde, har han ikke haft mulighed for at få egen bolig. Ansøgeren opsøgte de italienske myndigheder, men han modtog ingen økonomisk støtte eller anden hjælp, hvorfor det ikke var muligt for ham at leve et værdigt liv som flygtning i Italien. Ansøgeren udrejste fra Italien til Danmark i begyndelsen af juni 2014. Flygtningenævnet lægger Udlændingestyrelsens afgørelse om, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, til grund. Spørgsmålet er herefter, om Italien kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere § 7, stk. 3). Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i Italien vil være beskyttet mod refoulement.For at Italien skal kunne tjene som ansøgerens første asylland, er det en betingelse, at ansøgeren må antages at kunne indrejse og på ny tage lovligt ophold i Italien. Det italienske indenrigsministeriums Dublin-enhed har den 5. november 2014 som svar på en dansk anmodning i henhold til Dublinforordningen oplyst, at ansøgeren er meddelt subsidiær beskyttelse i Italien, og at hans opholdstilladelse udløb [i] august 2014. Det italienske indenrigsministerium har endvidere oplyst, at henvendelse om eventuel overførsel af ansøgeren til Italien skal ske til det italienske politi. Udlændingestyrelsen har undladt ved forespørgsel til det italienske politi søgt oplyst, hvorvidt Italien på ny vil modtage ansøgeren og forlænge dennes udløbne opholdstilladelse. Henset til de generelle oplysninger om de italienske myndigheders reaktion på en ansøgning om fornyelse af en udløbet opholdstilladelse fra en anerkendt flygtning, som har forladt Italien, jf. Samsam Mohammed Hussein-dommen, finder Flygtningenævnet dog at kunne lægge til grund, at ansøgeren ved tilbagevenden til Italien vil kunne opnå fornyelse af sin udløbne opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder således ikke grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på at indhente tilsagn fra de italienske myndigheder om fornyelse af ansøgerens udløbne opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens personlige sikkerhed, såvel ved indrejse som ved ophold i Italien, må anses for at være tilstrækkeligt beskyttet, hvilket er underbygget ved ansøgerens forklaring i Flygtningenævnet. Ansøgerens personlige integritet skal endvidere være beskyttet. Det kan ikke i alle henseender kræves, at ansøgeren socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllandets egne statsborgere. Ved vurderingen af, om Italien kan tjene som første asylland indgår endvidere et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgeren skal nyde visse helt basale rettigheder. I denne forbindelse henvises til de civile og socioøkonomiske rettigheder, der fremgår af Flygtningekonventionens kapitel II til V samt til EXCOM Conclusion No. 58-1989, hvorefter et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, blandt andet er, at de der bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Dette indebærer blandt andet, at asyllandet skal respektere Flygtningekonventionens artikel 3 om ikke-diskrimination, artikel 4 om religionsfrihed, artikel 17 om adgang til lønnet beskæftigelse i samme omfang som de gunstigst stillede udlændinge, artikel 22, stk. 1, om adgang til grundskoleundervisning efter samme standard som asyllandets egne statsborgere, artikel 23 om samme behandling som asyllandets egne statsborgere med hensyn til understøttelse samt artikel 28 om udstedelse af rejsedokumenter. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i Samsam Mohammed Hussein-sagen i præmis 38 anført følgende generelle oplysninger om Italien ”A person recognized as refugee under the 1951 Refugee Convention will be provided with a renewable residence permit with a validity of three years. He or she is further entitled, inter alia, to a travel document for aliens (Titolo di viaggio per stranieri), to work, to family reunion and to benefit from the general schemes for social assistance, health care, social housing and education under Italian domestic law”. I overensstemmelse hermed har Flygtningenævnet i en række sager fundet, at Italien kan fungere som første asylland, og nævnet finder heller ikke efter de seneste baggrundsoplysninger om flygtninges forhold i Italien, at der er grundlag for at antage, at de generelle socioøkonomiske forhold – skønt problematiske – er på et så uacceptabelt niveau, at Italien ikke kan tjene som første asylland. Det af ansøgeren oplyste om sine forhold under sit ophold i Italien findes ikke at kunne føre til et andet resultat. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han i perioder har kunnet opnå ansættelser på restauranter og ved rengøring, og at han af de italienske myndigheder er blevet udstyret med et dokument, som han har kunnet benytte i forbindelse med jobsøgning. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det i perioden 2009-2011 har beroet på ansøgerens eget valg, at han ikke var jobsøgende, men valgte at være fuldtids sportsudøver. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren, efter sin egen forklaring, har undladt at søge egen bolig, idet han ikke mente, at han havde mulighed for at få en sådan, når han ikke havde fast arbejde. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at Italien kan tjene som første asylland for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere § 7, stk. 3). Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Erit/2015/8.
