Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Eritrea. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tigrinya og kristen ortodoks fra […], Eritrea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter tvungen militærtjeneste, fængsel på livstid og henrettelse. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i april 2006 blev anholdt under en razzia i […] og sendt til militærlejren i […], hvor hun skulle gøre rent og lave mad til de øvrige soldater. Ansøgeren deserterede fra sin militærtjeneste og udrejste ulovligt af Eritrea. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Italien henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Italien frygter at skulle leve under meget dårlige vilkår. Ansøgeren frygter at skulle bo på gaden med sit mindreårige barn, og at de vil mangle mad og drikke samt lægehjælp. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv i forhold til Italien oplyst, at hun ikke fik stillet en bolig til rådighed i Italien, da hun ikke længere kunne bo på asylcentret, hvorfor hun måtte leve på gaden i Italien. Ansøgeren fik ikke mulighed for at arbejde eller studere, og hun blev generelt ikke hjulpet af myndighederne. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at ansøgeren på baggrund af de oplysninger, der i øvrigt er indhentet fra Italien, er meddelt opholdstilladelse i form af flygtningestatus i Italien. Spørgsmålet er herefter, om Italien kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4 (tidligere § 7, stk. 3), idet det bemærkes, at Flygtningenævnet i det væsentlige kan lægge ansøgerens forklaring om opholdet i Italien til grund. Ved vurderingen er det blandt andet afgørende, om ansøgeren er beskyttet mod refoulement, og om det er muligt for ansøgeren at kunne indrejse og tage lovligt ophold i Italien, ligesom ansøgerens personlige integritet og sikkerhed skal være beskyttet. Der indgår i beskyttelsesbegrebet et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgeren i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Der kan henvises til Flygtningekonventionens kapitel II til V samt EXCOM Conclusion no. 58 – 1989, hvorefter det blandt andet er et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvor de har nået beskyttelse, at de i det pågældende land bliver ”treated in accordance with recogniced basic human standards”. Der henvises endvidere til dommen fra 2. april 2013 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Samsam Mohammed Hussein-sagen. I dommen er det blandt andet anført følgende generelle oplysninger om Italien: ”A person recognized as refugee under the 1951 Refugee Convention will be provided with a renewable residence permit with a validity of three years. He or she is further entitled inter alia, to a travel document for aliens […], to work, to family reunion and to benefit from the general schemes for social assistance, health care, social housing and education under Italien domestic law”. Et flertal af Flygtningenævnet finder på denne baggrund sammenholdt med de i øvrigt foreliggende baggrundsoplysninger, at Italien kan tjene som ansøgerens første asylland. Flertallet lægger således til grund, at ansøgerens personlige integritet må anses for tilstrækkeligt beskyttet i Italien, og at ansøgeren og hendes barn vil være beskyttet mod at blive sendt til Eritrea. Ansøgerens personlige og helbredsmæssige forhold kan ikke føre til et andet resultat, idet det bemærkes, at ansøgeren er helbredt for tuberkulose, og at hun i Italien vil kunne modtage den fornødne lægelige behandling vedrørende hendes mavesår og depression. Flertallet har herved lagt til grund, at ansøgeren efter indrejsen til Italien blev opereret for skaderne som følge af et færdselsuheld, samt at hun har modtaget medicinsk behandling for sin tuberkulose i Italien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Erit/2015/22.
