Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra henholdsvis Eritrea og Etiopien. Indrejst i sommeren 2013.
Flygtningenævnet udtalte:
”Den mandlige ansøger er etnisk tigrinya og muslim af trosretning fra Asmara, Eritrea. Den kvindelige ansøger er muslim af trosretning fra […], Etiopien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han er eritreisk statsborger, og at han ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive fængslet, da han har unddraget sig nationaltjeneste. Den mandlige ansøger frygter endvidere, at han vil blive refouleret til Eritrea, hvis han bliver sendt til Etiopien. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er registreret som eritreisk statsborger, da hans fader er eritreisk statsborger. Moderen er etiopisk statsborger. Ansøgeren blev født i Asmara, Eritrea, i 1985 og boede der indtil 1990, hvor han flyttede med sin familie til Etiopien, da faderen havde fået arbejde i Etiopien. I 2002 blev ansøgeren og hans familie deporteret fra Etiopien til Eritrea som følge af konflikten mellem de to lande. I slutningen af 2002 eller i starten af 2003 blev ansøgeren indkaldt til nationaltjeneste, og det eritreiske politi mødte op på ansøgerens bopæl. Politiet førte ansøgeren og hans brødre ud i en lastbil, som kørte mod […]. Ansøgeren formåede at flygte fra lastbilen, inden den nåede […]. Den mandlige ansøger har som asylmotiv i forhold til Italien henvist til, at han ved en tilbagevenden til Italien frygter ikke at have et sted at bo, ikke noget arbejde, samt at datteren ikke kan få den rette lægebehandling. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han indrejste i Italien i 2012, hvorefter han søgte asyl. Ansøgeren fik en treårig opholdstilladelse. [I sommeren] 2013 udrejste ansøgeren og hans ægtefælle af Italien, da de ikke kunne skaffe tilstrækkelige midler til forsørgelse, ikke kunne finde et sted at bo og måtte bo på gaden. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun er eritreisk statsborger, og at hun ved en tilbagevenden til Eritrea frygter at blive tvunget til at aftjene militærtjeneste samt at blive dræbt i kamphandlinger. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes fader, [B], er eritreisk statsborger, hvilket ansøgeren har fået oplyst af sin plejemoder, [A]. Ansøgeren har desuden oplyst, at hun boede de første ni år af sit liv i Etiopien, og at hun aldrig har været i Eritrea. Ansøgerens moder, som var etiopisk statsborger, døde, da ansøgeren var fem år gammel, og siden hendes død og indtil ansøgerens udrejse af Etiopien har ansøgeren boet hos [A]. [A] var nabo til ansøgerens moder og kendte ansøgerens moder, hvorfor hun tog ansøgeren i pleje. [A] har aldrig oplyst ansøgeren, hvad ansøgerens moder hed, eller hvornår ansøgerens fader døde, og hvad han beskæftigede sig med forud for sin død. Ansøgeren udrejste til Sudan i 1999 sammen med nogle naboer, som var en eritreisk familie. Ansøgeren boede i Sudan, indtil hun i 2012 indrejste i Libyen. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv i forhold til Italien henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Italien frygter ikke at have et sted at bo, samt at familien ikke kan få hjælp, herunder lægehjælp. Den kvindelige ansøger har til støtte herfor oplyst, at hun indrejste i Italien i 2012, hvorefter hun søgte asyl. Ansøgeren fik opholdstilladelse. [I sommeren] 2013 udrejste ansøgeren og hendes ægtefælle af Italien, da de ikke kunne skaffe tilstrækkelige midler til forsørgelse, ikke kunne finde et sted at bo og måtte bo på gaden. Flygtningenævnet finder efter den mandlige ansøgers baggrund, at han må antages at være eritreisk statsborger. Efter den foreliggende praksis må den mandlige ansøger herefter anses for at opfylde betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet tiltræder efter den kvindelige ansøgers baggrund, at hun må antages at være etiopisk statsborger. Der er herefter ikke grundlag for at antage, at hun skulle risikere at blive sendt fra Etiopien til Eritrea. Da ansøgeren i øvrigt ikke har konkrete problemer i forhold til Etiopien, opfylder hun ikke betingelserne i udlændingelovens § 7. Spørgsmålet er herefter, om Italien kan tjene som den mandlige ansøgers første asylland, jf. udlændingelovens dagældende § 7, stk. 3. Ved denne vurdering må tillige indgå en vurdering af familiens forhold ved en udsendelse til Italien. Flygtningenævnet lægger til grund, at den mandlige ansøger i Italien vil være beskyttet mod refoulement, samt at ansøgernes personlige integritet og sikkerhed må antages at være tilstrækkeligt beskyttet i Italien. I vurderingen af om et land kan tjene som første asylland indgår et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgerne i et vist omfang skal nyde helt basale rettigheder. Ved denne vurdering henvises blandt andet til Flygtningekonventionens kapitel II til V samt EXCOM Conclusion No. 58 – 1989, hvorefter et krav for at kunne sende asylansøgere eller flygtninge tilbage til et land, hvori de har opnået beskyttelse, er, at de dér bliver ”treated in accordance with regonized basic human standards”. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i sagen Samsam Mohammed Hussein and others v. the Netherlands and Italy, application no. 27725/10, i en afgørelse af 2. april 2013, præmis 37, anført følgende generelle oplysninger om Italien: ”A person recognised as refugee under the 1951 Refugee Convention will be provided with a renewable residence permit with a validity of five years. He or she is further entitled, inter alia, to a travel document for aliens (Titolo di viaggio per stranieri), to work, to family reunion and to benefit from the general schemes for social assistance, health care, social housing and education under Italian domestic law.” I overensstemmelse hermed har Flygtningenævnet i en række sager fundet, at Italien kan fungere som første asylland, og nævnet finder heller ikke efter de seneste baggrundsoplysninger om flygtninges forhold i Italien, at der er grundlag for at antage, at de generelle socioøkonomiske vilkår - skønt problematiske - er på et så uacceptabelt niveau, at Italien ikke kan tjene som første asylland. Det af ansøgerne oplyste om de konkrete forhold, de havde i Italien, kan ikke føre til et andet resultat. For at Italien kan tjene som den mandlige ansøgers første asylland er det en betingelse, at det må antages, at ansøgerne vil kunne indrejse og på ny tage lovligt ophold i Italien. Da begge ansøgere har opholdstilladelse med flygtningestatus, og sådanne efter de foreliggende oplysninger er gældende i fem år, har begge ansøgere gældende opholdstilladelser i Italien. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. november 2014 i sagen Tarakhel mod Schweiz (Appl. 29217/12), der vedrørte Dublinforordningen, og FN’s Menneskerettighedskomités udtalelse af 4. september 2015 (No. 2360/2014), der vedrørte en situation, hvor en opholdstilladelse var udløbet og skulle fornys, har ikke direkte betydning for den foreliggende sag. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at ansøgernes barn er behandlingskrævende i sådant omfang, at barnet ikke vil kunne opnå den fornødne lægelige behandling i Italien. Flygtningenævnet finder således, at Italien kan tjene som den mandlige ansøgers første asylland. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Erit/2015/18
