egyp20161

Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Egypten. Indrejst i 2014.

Flygtningenævnet udtalte:

”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra […], Egypten. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Egypten frygter at blive slået ihjel af familien til en pige ved navn [R], idet [R] har bildt sin familie ind, at hun og ansøgeren har haft samleje. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at [R] flere gange i løbet af 2013 ringede til ansøgeren i Cairo og erklærede sin kærlighed. Ansøgeren afviste hendes tilnærmelser, hvilket [R] ikke accepterede. En aften i slutningen af […] 2013 opsøgte [R] ansøgeren på gaden, da han var på besøg hjemme i sin landsby i […]. Ansøgeren afviste hende igen, og hun blev meget oprørt. Næste morgen fandt ansøgeren ud af, at [R] havde fortalt sin familie, at [R] og ansøgeren havde sovet sammen. Om natten opsøgte [R]s onkler ansøgerens families bopæl og sagde, at de ville slå ansøgeren ihjel, hvis han ikke giftede sig med [R]. Samme nat tog ansøgeren tilbage til Cairo. I [begyndelsen af] 2014 vendte ansøgeren tilbage til […], idet hans familie havde aftalt med [R]s familie, at ansøgeren skulle sværge sin uskyld på koranen i moskeen. Inden ansøgeren kom ind i moskeen, blev han beskudt af [R]s familie, herunder hendes onkel, [O]. Ansøgeren meldte episoden til politiet, som anholdte gerningsmændene. Ansøgeren tog igen ophold i Cairo, men efter cirka ti dage blev han overfaldet af [O]. Ansøgeren var hårdt medtaget og var indlagt indtil næste dag. Ansøgeren flyttede herefter til Alexandria, hvor han fik arbejde, og via Facebook indledte han et forhold til en kvinde i Danmark. [I efteråret] 2014 søgte ansøgeren visum til Danmark, hvilket han fik [senere i efteråret] 2014. Ansøgeren udrejste af Egypten [i efteråret] 2014. Ansøgeren blev i [sommeren] 2015 forlovet med en anden kvinde i Danmark. [R]s familie chikanerer fortsat ansøgerens familie i Egypten, og ansøgeren frygter, at hans familiemedlemmer vil blive slået ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet den ikke forekommer selvoplevet, ligesom den på en række centrale punkter har været divergerende og usandsynlig, hvorfor den forekommer konstrueret til lejligheden. Indledningsvist bemærkes, at ansøgeren har forklaret, at det var i [begyndelsen af] 2014, han blev beskudt og dernæst overfaldet af medlemmer af [R]s familie og derfor ikke længere mente, at han kunne være i sikkerhed noget sted i Egypten. På trods heraf søgte han først visum til Tyrkiet [i foråret] 2014. Fra han fik sit visum [i foråret] 2014, gik der frem til [sommeren] 2014, før han forsøgte at udrejse, og da udrejsen mislykkedes, gik der yderligere frem til [efteråret] 2014, før han udrejste til Danmark på det gæstevisum, som han i mellemtiden havde fået via sin danske kæreste. På trods af, at han ikke mente sig sikker i Alexandria, inviterede han i [foråret] 2014 sin danske kæreste på besøg i Egypten, og af hendes ansøgning om gæstevisum fremgår, at hun besøgte ansøgeren og hans familie i deres hus ude på landet, og dermed i landsbyen, hvor både ansøgerens og [R]s familie boede. Det forekommer ikke sandsynligt, at [R] skulle have ventet på ansøgeren på en offentlig plads i landsbyen indtil omkring midnat. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at landsbyens beboere er meget konservative og traditionelt tænkende, og at alle kendte hinanden. Det forekommer heller ikke sandsynligt, at [R] - med den risiko dette indebar for hende selv - for at tvinge ansøgeren til ægteskab – valgte at fortælle sin familie, at hun havde haft samleje med ham, eller at hun den følgende morgen valgte at opsøge ansøgerens bror, der boede 17 km væk for at fortælle herom, fremfor at fortælle det til hans familie i landsbyen. Det er endvidere usandsynligt, at anklagemyndigheden, selvom to personer fra [R]s familie erkendte, at de havde skudt mod ansøgeren for at dræbe ham, alligevel valgte at løslade den ene. Hertil kommer det usandsynlige i, at [R]s familie fortsat skulle nære ønske om at hævne sig på ansøgeren, når det ved en lægeundersøgelse var slået fast, at [R] stadig var jomfru, og dermed at det var hende og ikke ansøgeren, der havde løjet. Ansøgerens forklaring har endelig været præget af divergenser, herunder divergenser i forhold til de oplysninger, der fremgår af de politirapporter, han selv har fremlagt. Ansøgeren har således forklaret divergerende med hensyn til antallet af personer i bilen, der kørte ham til moskeen, hvem det var, der skulle sværge på koranen, hvor mange personer politiet anholdt i forbindelse med skudepisoden, baggrunden for at ansøgeren blev bragt til hospitalet, og om det var to eller flere gerningsmænd, der senere overfaldt ham på gaden i Cairo. Ansøgeren har ikke været i stand til at afgive en rimelig forklaring på divergenserne, heller ikke selvom han måtte lide af hukommelsesbesvær. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgerens forklaring i øvrigt har været detaljeret. Sammenfattende finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Egypten vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” egyp/2016/1/chk