Koens- og aeresrelateret forfoelgelse - Seksuelle forhold
Nævnet stadfæstede i oktober 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Burundi, født 1984. Indrejst i november 2003. Efter forældrenes død boede ansøgeren hos sin moster og onkel. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er hutu fra Burundi. Hun har aldrig været medlem af noget politisk parti eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren havde som sit asylmotiv henvist til, at hun, der boede hos sin moster, ofte havde været udsat for fysiske overgreb samt voldtægt fra mosterens ægtefælle. Flygtningenævnet fandt ikke, at disse forhold kunne anses for asylbegrundende for ansøgeren. Flygtningenævnet lagde blandt andet vægt på, at de nævnte overgreb ophørte flere måneder før udrejsen, efter at mosteren havde påtalt forholdet over for sin ægtefælle. Ansøgeren havde heller ikke rettet henvendelse om forholdene til myndighederne med henblik på at opnå beskyttelse. Ansøgeren havde yderligere henvist til, at hun på et urigtigt grundlag af myndighederne var blevet beskyldt for at have samarbejdet med rebellerne i forbindelse et angreb på byen i juli 2003. Uanset om ansøgerens forklaring på dette punkt lagdes til grund, fandt nævnet ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun som følge heraf var i risiko for asylbegrundende overgreb. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at den afhøring, ansøgeren var indkaldt til af politiet, varede to timer, hvorefter ansøgeren fik lov til at tage hjem. Hun var ikke udsat for nogen fysiske overgreb i forbindelse med afhøringen, som blev overværet af hendes moster. Ansøgeren blev ikke kontaktet igen af myndighederne forud for udrejsen i november 2003. Nævnet havde ikke kunnet fæste lid til ansøgerens forklaring for nævnet om, at hendes moster i en telefonsamtale for nylig havde oplyst, at ansøgeren var efterlyst af myndighederne. Nævnet lagde vægt på, at ansøgerens forklaring herom fremstod som usikker, divergerende og lidet overbevisende. Flygtningenævnet fandt herefter ikke, at ansøgeren var forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden ville være i risiko herfor, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet fandt endvidere ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden ville være i risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for beskyttelsesstatus i udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold for kvinder i Burundi kunne ikke føre til et andet resultat. Burundi/2004/7
