Nævnet meddelte i juni 2004 opholdstilladelse (F-status) til en mandlig statsborger fra Burundi, født i 1976. Indrejst i 1999. I juni 2000 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark jf. udlændingelovens § 7. I september 2000 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorefter ansøgeren blev udelukket fra asyl, jf. Flygtningekonventionens art. 1, F, a og b. Ansøgeren kunne således ikke udsendes tvangsmæssigt til Burundi jf. udlændingelovens § 31, stk. 1 og § 31, stk. 2, 1. pkt. I oktober 2000 henstillede Udlændingestyrelsen til Rigsadvokatens overvejelser, om der var anledning til her i landet at indlede strafferetlig efterforskning af ansøgerens kriminelle handlinger i hjemlandet. I november 2001 oplyste Rigsadvokaten, at man fandt, at der burde indledes en strafferetlig efterforskning i sagen med henblik på at afklare, om der kunne tilvejebringes et bevismæssigt grundlag for at rejse tiltale mod ansøgeren. Udlændingestyrelsen meddelte i december 2002 ansøgeren afslag på opholdstilladelse som udsendelseshindret, jf. udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4. I maj 2003 meddelte Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager, at Statsadvokaten havde besluttet at indstille efterforskningen i sagen, idet det ikke havde været muligt at godtgøre, at begivenhederne i Burundi havde fundet sted, ligesom ansøgeren havde fastholdt, at han kun havde hørt om begivenhederne og ikke selv havde deltaget. Udlændingestyrelsen meddelte i oktober 2003, at Udlændingestyrelsen efter en nærmere vurdering af sagen på baggrund af udlændingelovens § 32b og § 49b, jf. § 31, havde besluttet, at ansøgeren kunne udsendes af Danmark, idet styrelsen ikke fandt, at udlændingelovens § 31 var til hinder for udsendelse. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren i nævnets afgørelse af september 2000 i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse blev anset for omfattet af udlændingelovens § 7 isoleret set. Ansøgeren blev anset for udelukket fra asyl efter Flygtningekonventionens art. 1, F, a og b, men kunne ikke udsendes tvangsmæssigt til Burundi, jf. udlændingelovens § 31, stk. 1, og stk. 2, 1. pkt. Nævnet fandt ikke, at ansøgerens angivelse af, at det var den medvirkende tolk til samtalen med Udlændingestyrelsen, der havde misforstået ansøgerens forklaring, kunne begrunde, at der skulle ses bort fra ansøgerens forklaring til samtalereferatet. Nævnet fandt herved, at ansøgerens forklaring for nævnet ikke havde fremstået overbevisende. Nævnet besluttede i april 2004 at imødekomme ansøgerens anmodning om genoptagelse, da den undersøgelse, der var foretaget hos de burundiske myndigheder eller myndighedspersoner og Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesagers beslutning om at indstille efterforskningen, indebar, at der forelå væsentlige nye oplysninger i sagen. Nævnet fandt ikke, at genoptagelsen indebar, at nævnet var bundet af, at ansøgeren i nævnsafgørelsen i september 2000 isoleret set blev anset for omfattet af udlændingelovens § 7 som anført. Nævnet lagde herved vægt på, at afgørelsen af september 2000 må anses for en følge af de oplysninger, som ansøgeren fremkom med til sagen. Der henvistes herved til udlændingelovens § 40 og til det anførte i afgørelsen af september 2000, herunder navnlig følgende oplysninger fra ansøgeren. Ansøgeren oplyste ifølge politirapport af 2. september 1999 således blandt andet, at han var medlem af FDD og CNDD, henholdsvis den politiske og militære gren. Han blev militært uddannet i Rwanda og kæmpede mod militærstyret i Burundi i 1993 og 1994. Ifølge asylskemaet fra oktober 1999 oplyste ansøgeren blandt andet, at han fik militærtræning i Rwanda og vendte tilbage til Burundi for at kæmpe mod tutsi-hæren, men blev genkendt. Ansøgeren oplyste i skemaet november 1993 som udrejsedato og oplyste under afsnittet om ”Værnepligtsforhold”, at han i 1993-1995 fik militærtræning i Rwanda for at vende tilbage til Burundi som oprører, og at han var oprører i perioden 1994-1996. Ifølge samtalereferatet fra april 2000 flygtede ansøgeren til Rwanda i 1993, men vendte tilbage til Burundi efter en måned. Han kæmpede som oprører i Bujumbura i 1993-1994. I januar-februar 1994 gav ansøgeren ordre til, at 10 tilfangetagne soldater blev dræbt ved at blive kastet i dybe latriner. I januar-marts 1994 var ansøgeren efter ordre med til at binde 6 tilfangetagne soldater, så de kvaltes, og ansøgeren bandt selv 2 af disse. Ifølge den daværende beskikkede advokats skriftlige indlæg af august 2000 bestred ansøgeren, at han skulle have deltaget i eller givet ordre til overgreb, eller at han havde forklaret som anført i samtalereferatet og begrundede dette med tolkens oversættelse. Af advokatindlægget fremgik bl.a. videre, at ansøgeren efter familiens gård var blevet nedbrændt havde boet i en grænseby mellem Burundi og Rwanda, hvor han virkede som underviser for FDD. Ansøgeren havde været vidne til kampe, og de forklaringer, der var afgivet til samtalereferatet, var øjenvidneskildringer. Ifølge nævnsafgørelsen af september 2000 forklarede ansøgeren bl.a., at han efter en måned i Rwanda vendte tilbage til Burundi, da han troede, at situationen var forbedret. Ansøgeren opholdt sig alene på grænsen og var ikke i Bujumbura. I samtalen ved Udlændingestyrelsen havde han alene fortalt, hvordan kampene foregik. Han deltog ikke selv i kampene, idet disse foregik i Bujumbura. Om henrettelserne havde han alene fortalt, hvad hans overordnede havde fortalt om kampene. Ansøgeren tog tilbage til Burundi for at bekæmpe tutsierne verbalt. Nævnet fandt – i lighed med nævnets afgørelse af september 2000 – ikke, at de ovennævnte oplysninger skyldtes en urigtig eller misforstået tolkegengivelse og lagde herved bl.a. vægt på ansøgerens egne oplysninger ifølge asylskemaet, der er udfyldt på fransk, som ansøgeren kan tale og skrive. Ansøgeren havde heller ikke for dette nævn kunnet give en rimelig forklaring på de divergerende oplysninger. Nævnet fandt imidlertid, at der ikke efter resultatet af den undersøgelse, som er foretaget af Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager, forelå den efter Flygtningekonventionens art. 1 F krævede alvorlige grund til at antage, at ansøgeren havde begået de forbrydelser, som førte til nægtelse af asyl i nævnsafgørelsen af september 2000. Det fremgik således af undersøgelsen, at de henrettelser, som ansøgeren havde forklaret om, ikke havde kunnet verificeres. Ved vurderingen af om ansøgeren herefter havde krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, som affattet ved lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001, lagde nævnet navnlig vægt på følgende: Ansøgeren havde til samtalen med Udlændingestyrelsen i august 2003 blandt andet oplyst, at han som medlem siden 1992 af JEDEBU alene aktivt havde deltaget i form af information til unge. Han havde aldrig deltaget i kamp eller båret våben bortset fra én dags geværtræning i Rwanda. Ansøgeren havde til den beskikkede advokat forklaret, at han udrejste af Burundi kort tid efter, at han havde fået id-kort i november 1993. Ansøgeren havde i nævnsmødet bekræftet disse oplysninger og navnlig henvist til, at hele hans familie var udrejst af Burundi som følge af den efterstræbelse, familien var udsat for. Familien var en kendt og velhavende familie, der blandt andet siden ansøgerens morfaders aktiviteter havde været politisk engageret. Ansøgeren boede hos sin moder og levede af blandt andet den jordbesiddelse, moderen havde arvet fra morfaderen. Ansøgerens moders hus blev som et af de første i Bumjumbura nedbrændt af tutsierne. Det var kendt i Bumjumbura, at ansøgeren agiterede for JEDEBU. Et flertal af nævnets medlemmer fandt herefter, at det måtte tillægges betydning, at ansøgeren havde den nævnte familiemæssige baggrund, hvor morfaderen deltog i kamp og blandt andet havde dræbt en ledende tutsi, ligesom adskillige af ansøgerens moders søskende var blevet dræbt. Ansøgeren havde udøvet en politisk aktivitet. Flertallet tillagde det særlig vægt, at ansøgerens navn var nævnt over for de burundiske myndigheder i forbindelse med en konkret forespørgsel om, hvorvidt de henrettelser, som ansøgeren tidligere havde forklaret om, kunne verificeres. Under hensyn hertil kunne flertallet ikke afvise med den fornødne sikkerhed, at ansøgerens udtrykte subjektive frygt for tilbagevenden fremstod således objektivt begrundet, at ansøgeren havde krav på opholdstilladelse efter § 7, stk. 2. Det indgik i flertallets vurdering, at forespørgslen, hvorunder ansøgeren blev identificeret, havde været rettet til meget højtstående personer, og at ansøgeren derfor syntes at fremstå særlig eksponeret. Ansøgeren havde herefter krav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Burundi/2004/3.
