Nævnet stadfæstede i marts 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger angiveligt fra Burma. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren er etnisk rohingya fra Burma. Flygtningenævnet havde herved lagt afgørende vægt på UNHCR’s høringssvar af henholdsvis sommeren 2007 og sommeren 2009, herunder at UNHCR havde konkluderet, at udstedelsen var forfalsket, at nummeret på forsiden fremstod som et overskrevet udvisket nr., at faderens navn i UNHCR registret ikke stemte med det som af ansøgeren angivne, at indehaveren af den af ansøgeren fremlagte family book var registreret som repatrieret i 1993, samt de divergenser ved den fremlagte bog i forhold til sædvane, der var påpeget af UNHCR i høringssvaret fra sommeren 2009. Den af advokaten fremlagte e-mail fra UNHCR fra 2004, fremlagt som bilag til advokatens indlæg fra begyndelsen af 2009, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet fandt herefter, at der var så mange divergenser i forhold til normalproceduren vedrørende udstedelse og anvendelse af family books, at det måtte afvises, at den fremlagte family book var ægte. Flygtningenævnet havde endvidere lagt vægt på nationalitetstestens resultat, jf. gensamtalereferatet fra slutningen af 2008, og havde i den forbindelse lagt til grund, at der var besvaret mangelfuldt eller forkert på ti spørgsmål. Flygtningenævnet lagde herved særligt vægt på, at ansøgeren ikke kendte farvenavne, at han ikke kunne sige ”far” på rohingya, samt at han havde forklaret, at afstanden mellem flygtningelejren i Kutupalong og grænsen til Burma svarede til en times kørsel eller 1-1½ dags gang, men at det fremgik, at afstanden udgjorde to kilometer. Flygtningenævnet tillagde det i den forbindelse betydning, at ansøgeren efter sin forklaring første var udrejst som 22-årig. På ovenstående baggrund tillagde Flygtningenævnet desuden sprogtesten en vis vægt. Flygtningenævnet tillagde derudover et par episoder i forbindelse med asylproceduren betydning. For det første det forhold, at ansøgeren ved afhøringen hos politiet i sommeren 2007 var blevet forsøgt afhørt ved hjælp af en arakan bangla tolk, som havde oplyst, at han havde forstået ansøgeren, men som ansøgeren derimod ikke havde forstået. Derimod havde ansøgeren ikke under afhøring i efteråret 2007 forståelsesproblemer med samme tolk, og havde ikke haft en forklaring på den manglende forståelse ved første afhøring. For det andet det forhold, at ansøgeren under samtalen med Udlændingeservice i sommeren 2008 havde oplyst at tale flydende burmesisk, men at han i forbindelse med forsøg på sprogtest i efteråret 2008 på burmesisk ikke havde forstået de stillede spørgsmål. Flygtningenævnet tiltrådte på ovennævnte baggrund, at Udlændingeservice havde lagt til grund, at ansøgeren var statsborger i Bangladesh. Flygtningenævnet fandt det ikke sandsynliggjort af ansøgeren, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet Bangladesh ville være i risiko for asylbegrundede forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller ville være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Burma/2010/2.
