Nævnet stadfæstede i oktober 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Burma. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske kachin og kristne fra […], Burma. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Burma frygter at miste livet, grundet myndighedernes undertrykkelse og forfølgelse af Kachinfolket. Til støtte herfor har den mandlige ansøger forklaret, at han fra 2002 til 2005 er blevet anholdt af de burmesiske myndigheder tre gange. Før dette blev han tvunget til at udføre fysisk arbejde for militæret i Burma. Han har forklaret, at han i perioder af to til tre måneder ad gangen, siden han var 8 til 9 år gammel og frem til hans første anholdelse i 2002, blev tvunget til at udføre tvangsarbejde grundet sin etnicitet. I 2002 blev han anholdt og fængslet i omkring en uge, fordi han blev mistænkt for at være spion for Kachin Independent Army (KIA). Han blev anholdt anden gang i slutningen af 2002 og fængslet i 15-16 dage, hvor han endnu en gang blev mistænkt for at være spion for KIA. Ultimo 2003 blev ansøgeren for tredje gang tilbageholdt af de burmesiske myndigheder og fængslet i 3 til 4 dage - endnu en gang fordi han blev mistænkt for at være spion. Ansøgeren gemte sig herefter i skoven i længere tid ad gangen og undgik således flere anholdelser. Den mandlige ansøger udrejste fra Burma til Kina ultimo 2005, hvor han ikke kunne få opholdstilladelse, hvorfor han efter omkring 3 til 4 måneder rejste tilbage til Burma. Efter 3 til 4 dages ophold i Burma tog han til Malaysia, hvor han opholdt sig i fem år, indtil han og familien fik opholdstilladelse i Rumænien i 2010. Den mandlige ansøger har oplyst, at hans ægtefælle efter hans udrejse af Burma blev opsøgt af repræsentanter fra militæret, der ledte efter ham. Den kvindelige ansøger udrejste fra Burma til Malaysia i [efteråret] 2008. Den kvindelige ansøger har vedrørende Burma i det hele henvist til sin ægtefælles forhold. Ansøgerne blev [i sommeren] 2010 meddelt opholdstilladelse som konventionsflygtninge i Rumænien. Ansøgerne udrejste første gang af Rumænien i 2011, hvor de tog til Norge og søgte asyl og efterfølgende blev sendt tilbage til Rumænien. I 2012 indrejste ansøgerne i Danmark og søgte asyl og blev [i sommeren] 2013 igen sendt tilbage til Rumænien. I [sommeren] 2014 tog den mandlige ansøger til Sverige, hvor han arbejdede ulovligt i en periode. Vedrørende Rumænien har ansøgerne forklaret, at de i Rumænien ikke fik det, som de var blevet lovet af UNHCR, vedrørende støtte, bolig og uddannelse. Ved en tilbagevenden til Rumænien frygter ansøgerne at blive boligløse, arbejdsløse og at stå uden penge og en fremtid. Den mandlige ansøger blev visiteret, når han skulle ud og ind af asylcentret, hvorfor det føltes som et fængsel. De fik ingen penge af de rumænske myndigheder, og de fik ikke mad nok, hvilket de uden held klagede til centerlederen over. De skulle selv betale for eventuelle ikke-akutte lægebehandlinger og sundhedsforsikringer, men dette havde de ikke råd til. Ansøgerne er blevet deprimerede over situationen, og deres ene søn har astma. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgerne isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om Rumænien kan tjene som ansøgernes første asylland, jf. udlændingelovens dagældende § 7, stk. 3. Ansøgerne er kvoteflygtninge, og de har opnået opholdstilladelser som konventionsflygtninge i Rumænien og har fået udstedt konventionspas. Opholdstilladelserne er udløbet [i sommeren] 2016. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgerne har mulighed for at indrejse og tage lovligt ophold i Rumænien, og at de vil være beskyttet mod refoulement, idet det må antages, at ansøgerne vil have mulighed for at få opholdstilladelserne fornyet. Der henvises blandt andet til, at Rumænien er medlem af EU og er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, og at Rumænien har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulementprincippet i Flygtningekonventionens artikel 33. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder United States Department of States’ rapport ”2015 Country Reports on Human Rights Practices – Romania” af 13. april 2016, fremgår det blandt andet, at personer med flygtninge- og beskyttelsesstatus har samme rettigheder som rumænske statsborgere bortset fra retten til at stemme. Retten omfatter alle niveauer af uddannelse, livslang læring, indlogering og beskæftigelse samt offentlig lægehjælp og sygesikring. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at ansøgernes personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang i Rumænien, og at ansøgernes tilbagevenden til Rumænien ikke vil medføre risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som defineret i Den Europæiske Unions Charter artikel 4, og som omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3 samt den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerne vil blive udsat for overgreb ved en tilbagevenden til Rumænien og henviser til, at de tidligere har forklaret, at de ikke har oplevet konflikter med de rumænske myndigheder eller grupperinger. Ansøgernes forklaring under nævnsmødet om, at de ville få problemer, hvis de ikke underskrev nogle dokumenter, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet bemærker i øvrigt, at ansøgernes forklaringer om deres forhold i Rumænien ikke kan medføre en ændret vurdering, idet der i øvrigt henvises til, at en af ansøgernes børn, der lider af astma, har modtaget fornøden lægehjælp, og at den kvindelige ansøger har født et af børnene på et sygehus. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerne som kvoteflygtninge med konventionsstatus må antages at kunne klage til UNHCR eventuelt via den lokale repræsentation over sådanne forhold og omstændigheder, som de finder utilfredsstillende i Rumænien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Burm/2016/10/JOL
