Nævnet stadfæstede i juni 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bosnien-Hercegovina. Indrejst i 2001. I 2003 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvorved ansøgeren, der oplyste, at han var statsborger i Serbien og Montenegro, blev meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2011 genoptog og hjemviste Flygtningenævnet sagen til fornyet førsteinstansbehandling i Udlændingestyrelsen på baggrund af oplysninger modtaget fra Rigspolitiet om, at ansøgeren er bosnisk-hercegovinsk statsborger.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er angiveligt etnisk montenegriner og muslim af trosretning fra Pljevlja i Montenegro. I slutningen af 2003 stadfæstede Flygtningenævnet en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen, hvorved der blev meddelt den serbisk-montenegrinske statsborger […] afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det blev samtidig pålagt den pågældende at udrejse straks. Nævnet bestemte samtidig, at ansøgeren – såfremt han ikke udrejste frivilligt – kunne udsendes tvangsmæssigt til Serbien og Montenegro. Ved brev af efteråret 2011 har Rigspolitiet, anmodet Flygtningenævnet om at ændre udsendelsesbeslutningen i nævnets afgørelse således, at ansøgeren – såfremt han ikke udrejser frivilligt – kan udsendes tvangsmæssigt til Bosnien-Hercegovina. Rigspolitiet vedlagde samtidig kopi af udsendelsessagens akter. Det fremgik endvidere af brevet at Den Bosniske Hercegovinske Ambassade i København i efteråret 2011 udstedte et bosnisk rejsedokument til ansøgeren på baggrund af de af Rigspolitiet fremlagte oplysninger. Ambassaden oplyste samtidig, at den pågældende er bosnisk statsborger. Flygtningenævnet besluttede på baggrund af oplysningerne i Rigspolitiets brev af efteråret 2011 at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingeservice (nu Udlændingestyrelsen) med henblik på, at Udlændingeservice tillige skulle vurdere ansøgeren asylretligt i forhold til Bosnien-Hercegovina. Ansøgeren har for så vidt angår Montenegro henvist til, at han i 1990 blev medlem af Party of Democratic Action (SDA), men ikke længere er medlem. Han blev truet som følge af sit medlemskab. Han har unddraget sig militærtjeneste og var fængslet i tre måneder. Under fængselsopholdet blev han udsat for tortur. Han har videre henvist til, at han i 1995 fik en dom for landsforræderi. Ansøgeren har for så vidt angår Bosnien-Hercegovina henvist til, at han frygter at blive fængslet, idet han ikke kan tilbagebetale et banklån. Han har videre henvist til, at han ikke kan få arbejde i Bosnien-Hercegovina, at han intet sted har at bo, at han er syg, og at han ikke har nogen til at pleje sig i Bosnien-Hercegovina, idet hans ægtefælle opholder sig i Danmark. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren bør vurderes både i forhold til Montenegro og i forhold til Bosnien-Hercegovina. Vedrørende Montenegro lægges der vægt på ansøgerens oplysninger om, at han er født og opvokset i Montenegro, hvor han har opholdt sig frem til 1992. Med hensyn til Bosnien-Hercegovina lægges der vægt på, at ansøgeren opholdt sig i Bosnien-Hercegovina fra 1992 og frem til indrejsen i Danmark i 2001, at ansøgeren var i det bosniske militær fra 1992 til 1994, at der i sagen indgår et bosnisk pas udstedt i ansøgerens navn med en gyldighedsperiode fra sommeren 1999 til sommeren 2004, og at Bosnien-Hercegovina ifølge Rigspolitiets oplysninger, i 2011 har udstedt pas til ansøgeren og erklæret, at han er bosnisk statsborger. Ansøgeren har under sagsforløbet forklaret upræcist og divergerende vedrørende militærunddragelsen i Montenegro og fængsling i tre måneder, samt om den idømte fængselsstraf på 10 et halvt års fængsel. Ansøgeren har heller ikke fremskaffet dokumentation angående fængselsstraffen. Det kan derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren har været udsat for tortur i forbindelse med den påberåbte fængsling, eller at han efterfølgende skulle være idømt fængselsstraf. Ved sin vurdering har Flygtningenævnet også lagt nogen vægt på det nu forløbne tidsrum. Hertil kommer, at det dengang føderale jugoslaviske parlament vedtog en amnestilov, som ansøgeren i givet fald må antages at være omfattet af. Medlemskab af SDA, der er et legalt parti, kan heller ikke begrunde asyl. Den chikane og de trusler, som ansøgeren har oplyst i øvrigt at have været udsat for, har ikke haft et sådant omfang og intensitet, at det kan sidestilles med asylbegrundende forfølgelse. Der kan efter det foreliggende heller ikke antages at foreligge en asylbegrundende subjektiv frygt hos ansøgeren. I forhold til Bosnien-Hercegovina finder Flygtningenævnet, at ansøgerens eventuelle mellemværende med et lån til en bosnisk bank er et privat forhold, som ikke er asylbegrundende. Ansøgeren har i øvrigt ikke oplyst om konflikter med de bosniske myndigheder, som kan begrunde asyl, ligesom de generelt vanskelige forhold i Bosnien-Hercegovina heller ikke kan begrunde asyl. Den omstændighed, at de danske myndigheder har henvendt sig til de bosniske myndigheder, kan i hvert fald på denne baggrund ikke føre til nogen ændret vurdering. Efter det ovenfor anførte er der ikke fundet grundlag for at udsætte sagen, herunder heller ikke på iværksættelse af en torturundersøgelse af ansøgeren. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at ansøgeren ved en tilbagevenden til Montenegro eller Bosnien-Hercegovina risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, som affattet ved lovbekendtgørelse af 23. juni 2000. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bosn/2012/4
