Nævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bosnien-Hercegovina. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren er etnisk bosnier og ateist fra Sarajevo, Bosnien-Hercegovina. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bosnien-Hercegovina frygter for sin sikkerhed, da han er homoseksuel. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han i en periode på 30 år har været udsat for verbal chikane og hetz af ukendte personer fra sit lokalområde i Sarajevo grundet hans seksuelle orientering. Ansøgeren har politianmeldt overgreb begået mod ham den […], den […]. og den […] 2013. Ansøgeren udrejste af Bosnien-Hercegovina i [foråret] 2014 og vendte, efter han fik afslag på asyl i Tyskland, tilbage til landet i [efteråret] 2016. Ansøgeren opholdt sig i Bosnien-Hercegovina i omkring én måned, hvor han blev udsat for et enkelt overgreb af tre ukendte personer. Ansøgeren udrejste herefter på ny af Bosnien-Hercegovina. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet ved vurderingen af sagen, i overensstemmelse med pkt. 206-212 i UNHCR’s Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelsen af flygtningestatus, har taget hensyn til, at ansøgeren har oplyst, og fremlagt lægerapporter hvoraf fremgår, at han har en IQ på 62. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker dog, at ansøgerens oplysninger om overfald og diskriminering dækker en periode på i hvert fald 30 år. På baggrund af de væsentlige politiske ændringer, der i denne periode er sket i ansøgerens hjemområde, og på baggrund af baggrundsoplysningerne, herunder om nyere ændringer i lovgivningen i Bosnien-Hercegovina, finder Flygtningenævnet, at alene oplysningerne om, hvad der er foregået i de senere år, kan tillægges asylretlig relevans. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i hvert fald én gang har været udsat for et meget alvorligt voldeligt overfald. Ansøgeren har forklaret, at han talrige gange tidligere har været udsat for overfald, men det må efter forklaringerne lægges til grund, at en del af episoderne har været udelukkende af verbal karakter. Flygtningenævnet må endvidere lægge til grund, at politiet i hvert fald i ét tilfælde har indkaldt ansøgeren til konfrontation med henblik på udpegelse af mulige gerningsmænd. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren har været i stand til at opholde sig i Bosnien igennem stort set hele sit liv. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at de beskrevne episoder, som ansøgeren har været udsat for, hver for sig eller til sammen, har den fornødne karakter og intensitet, til at dette kan sidestilles med asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7. Såfremt ansøgeren ved en tilbagevenden til Bosnien-Hercegovina forsat vil blive udsat for overfald, må han henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. I den forbindelse bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren selv har oplyst, at han på intet tidspunkt har været udsat for chikane fra myndighedernes side på grund af sin seksualitet. Nævnet bemærker, at det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, at om end forholdene for LGBT-personer efter omstændighederne kan være vanskelige, er homoseksuelle forhold lovlige, og at der ikke foreligger oplysninger om risiko for overgreb fra myndighedernes side rettet mod LGBT-personer. Det fremgår videre, at de bosniske myndigheder støtter LGBT-rettigheder, og at hadforbrydelser og anden diskrimination af LGBT-personer er kriminaliseret ved lov. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at de generelle forhold for homoseksuelle i Bosnien-Hercegovina i sig selv kan begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Bosnien-Hercegovina vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bosn/2018/1/JHB.
