Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Hviderusland. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hviderusser og ortodoks kristen fra Polotsk, Hviderusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun i forbindelse med sit arbejde i en bank fra 2006 til 2011 har medvirket til forfalskning af dokumenter, og at hun derfor risikerer 5 års fængselsstraf. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hun frygter, at hendes tidligere ægtefælle, [A], vil foranstalte en uretmæssig retsforfølgelse af hende. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hun i november 2011 udrejste af Hviderusland for at undgå retsforfølgelse for dokumentfalsk, som hun i forbindelse med sit arbejde i en bank havde været nødsaget til at foretage for ikke at miste sit arbejde. Inden sagens afgørelse udrejste ansøgeren fra Sverige til Norge, hvorfra hun rejste tilbage til Hviderusland i august 2012. Efter genindrejsen forsøgte ansøgerens daværende ægtefælle at afpresse hende for 25.000 USD grundet stridighed omkring ejerskabet af ansøgerens lejlighed. I november 2013 udrejste ansøgeren til Holland sammen med sin daværende samlever, idet han havde problemer med de hviderussiske myndigheder. I maj 2014 blev ansøgeren udsendt til Hviderusland. Hun deltog efterfølgende i to retsmøder i Hviderusland i juli og august 2014, idet hun var tiltalt for dokumentfalsk, hvorefter hun undlod at give møde for at undgå domfældelse. I august 2014 brød ukendte personer ind i ansøgerens lejlighed, og hun formoder, at formålet var at plante narkotika for derefter uretmæssigt at kunne retsforfølge hende. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet forklaringen overordnet har været usammenhængende, ligesom den på centrale punkter har været divergerende, herunder divergerende i forhold til de forklaringer, ansøgeren tidligere har afgivet overfor de svenske, norske og hollandske myndigheder i forbindelse med tidligere asylansøgninger. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren under mødet i nævnet har erkendt, at en del af, hvad hun tidligere har forklaret i Norge og Sverige ikke har været i overensstemmelse med sandheden. Indledningsvist bemærkes, at ansøgeren ikke i sit asylskema konkret har forklaret om konflikten omkring retssagen. Hun har i sit asylskema således anført, at myndighederne i Hviderusland fabrikerer sager, og at hun frygter fængselsstraf men uden at redegøre for, at hun rent faktisk er tiltalt i en straffesag for kreditbedrageri med risiko for, at hun som den eneste bliver gjort ansvarlig, fordi bankens ledere i dag indtager betydningsfulde poster og har de rigtige forbindelser. I oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren alene forklaret, at hendes chef i banken foreslog hende at sige op, inden nogen fandt på at gøre hende til syndebuk for uregelmæssighederne også uden at forklare nærmere om, hvad der lå heri eller fortælle om den allerede verserende retssag mod hende. Ud over de divergenser, der er henvist til i Udlændingestyrelsens afslag, har ansøgeren yderligere forklaret divergerende med hensyn til, om hun mødte op til retsmøder i straffesagen mod hende. Hun forklarede i asylsamtalen [i] november 2015, at hendes forældre mødte op på hendes vegne i retten [i] april 2014, mens hun var i Holland, og at hun efter at være kommet retur til Hviderusland, selv mødte op i retten [i] juli og [i] august 2014, men at hun ikke mødte op til retsmødet i oktober samme år. I samtalen med advokaten forklarede hun, at hun ikke mødte op til retsmødet [i] juli 2014. I forbindelse med mødet i nævnet forklarede hun først, at hun ikke mødte op i retten, men da hun blev foreholdt forklaringen til asylsamtalen, ændrede hun forklaring til, at hun tog hen til retsbygningen [i] juli 2014, fordi hun ville vide, hvad der skete, men at hun ikke gik indenfor for at deltage i retsmødet. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende med hensyn til indbruddet i hendes lejlighed, idet hun i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at det var hendes eksmand, [A], som alarmfolkene havde set forsøge bryde ind, og at han på vej derfra tabte en lille pakke med marihuana, som hun formoder, han ville plante i lejligheden. I asylsamtalen forklarede hun, at hun frygtede, at det var KGB, der havde været i lejligheden for at plante noget. I forbindelse med mødet i nævnet har hun på ny forklaret, at hun antager, at det var hendes eksmand, der af økonomiske årsager skaffede sig adgang til lejligheden, som han ville forsøge at overtage. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Hviderusland vil være i en konkret og individuel risiko for at blive udsat for overgreb efter udlændingelovens § 7, stk.1, eller at hun risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, og stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse.” Bela/2016/6/CHHA
