Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Hviderusland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk hviderusser og kristen ortodoks af trosretning fra Vitebsk, Hviderusland. Ansøgeren har været medlem af partiet Govori Pravdu. Ansøgeren blev medlem i 2003 og er fortsat medlem. Ansøgeren har hængt en karikatur af præsident Lukasjenko op. Ansøgeren har ikke været højt profileret, og han har ikke oplevet konflikter i forbindelse med sit politiske arbejde. Den kvindelige ansøger er etnisk hviderusser og kristen ortodoks af trosretning fra Minsk, Hviderusland. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Hviderusland frygter at blive slået ihjel af politiet, idet han har haft en episode med nogle personer fra politiet, idet de forlangte penge af ham. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Hviderusland frygter at blive slået ihjel på grund af sin ægtefælles problemer. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om, at den mandlige ansøger har en konflikt med personer inden for politiet i Hviderusland til grund, idet forklaringerne fremstår utroværdige og konstrueret til lejligheden. Nævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han – da han søgte om asyl i Schweiz [i foråret] 2013 - henviste til det samme asylmotiv, som han påberåber sig under denne sag. Det fremgår imidlertid af ansøgerens forklaring til de schweiziske myndigheder, at ansøgerens forklaring om asylmotivet er endog meget væsentlig divergerende fra hans forklaring under asylsagen i Danmark. Nævnet tilsidesætter herved ansøgerens forklaring om, at det er en af de russere, han mødte på asylcenteret i Schweiz, der har brugt eller misbrugt hans historie, som utroværdig. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren i Schweiz er identificeret ved fingeraftryk og foto, ligesom de schweiziske myndigheder har identificeret ham med det alias, som er gengivet i deres samtale med ansøgeren. Til samtalerne hos de schweiziske myndigheder forklarede den mandlige ansøger, at konflikten udsprang af, at han i slutningen af 2011 lånte 20.000 USD af en person ved navn [A]. Han skulle tilbagebetale lånet med renter over fem år. I [starten af] 2012 forlangte [A] imidlertid pengene tilbage. Da ansøgeren ikke kunne betale, blev han udsat for overgreb af [A] og tre mænd, hvorunder han blev stukket i øjet med en skarp genstand. Han kom på hospitalet, hvor han var indtil [foråret] 2012. [A] og mændene opsøgte ham på hospitalet og udøvede vold imod ham, hvorefter han med en vens hjælp holdt sig skjult i en datscha i skoven indtil [starten af ] 2013. Han frygtede, at [A] havde fundet ham, og han flygtede derfor til Europa. Under asylsagen i Danmark har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen forklaret, at konflikten udsprang af et krav fra civilklædte politifolk om betaling af beskyttelsespenge i forbindelse med, at han havde startet en forretning i Vitebsk, og at han ikke ville betale pengene. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at den kvindelige ansøger, der som asylmotiv har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv, og den mandlige ansøger har forklaret indbyrdes divergerende om en række centrale forhold. Den mandlige ansøger har således i oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2015 forklaret, at han i [slutningen af] 2012 på sin bopæl blev stukket i øjet med en kniv. Den kvindelige ansøger har ligeledes i sin asylsamtale [i starten af] 2016 forklaret, at den mandlige ansøgers øje blev ødelagt, da han henvendte sig til politiet første gang, og at det var inden han rejste til Schweiz. Under sin asylsamtale [i starten af] 2016 forklarede den mandlige ansøger først, at han i efteråret 2012 på sin bopæl blev opsøgt af mændene, der slog et søm ind i hans ene øje, så han mistede synet, mens han senere under samtalen forklarede, at det skete i [foråret] 2014, hvor han og den kvindelige ansøger af politiet blev bortført til en garage. Den kvindelige ansøger har til sin asylsamtale forklaret, at bortførelsen til garagen fandt sted i [foråret] 2015, og at de slap væk om aftenen, hvor det var mørkt, og løb og gik hen til den mandlige ansøgers ven, [B]. Straks efter deres ankomst blev der tilkaldt en ambulance, og hun blev kørt på skadestuen og fik ordnet sit sår af en vagthavende læge. De var hos [B] i ca. to uger, inden de flygtede til Danmark. Den mandlige ansøger har til sin asylsamtale forklaret, at bortførelsen fandt sted i [foråret] 2014, at de efter at være sluppet væk tog en bus til en tankstation, hvor [B] hentede dem i bil, og at [B] skaffede en privat læge og kørte dem til lægens private adresse. Den mandlige ansøger forklarede endvidere, at det foregik om dagen, og at han og den kvindelige ansøger herefter gemte sig i Minsk i ca. et år i forskellige lejligheder, inden de udrejste af landet. Under nævnsmødet har den mandlige ansøger forklaret, at de gemte sig i Minsk i cirka en uge efter episoden, og at den fandt sted i 2015. Den mandlige ansøger har endvidere i asylskemaet og til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at ansøgerne inden de blev kørt til garagen blev taget med til en politistation, mens han under nævnsmødet har forklaret, at de blev kørt direkte til garagen. Ansøgerne har endvidere forklaret divergerende om, hvor længe, de har kendt hinanden. Det forhold, at den mandlige ansøger har forklaret den kvindelige ansøgers divergerende forklaringer med, at hun må have været meget nervøs, måske husker forkert eller fortrænger ting, kan ikke føre til andet resultat henset til de mange divergenser om centrale dele af asylmotivet. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund i det hele ansøgernes forklaring om deres asylmotiv og finder det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Hviderusland vil være i risiko for forfølgelse i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bela/2016/5/LAJ
