Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Hviderusland.. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hviderusser og kristen ortodoks fra Minsk, Hviderusland. Ansøgeren har været aktiv for oppositionen fra 2009-2010, hvor han har delt aviser og flyveblade ud samt deltaget i demonstrationer. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter for sit liv. Ansøgeren ansøgte den [i] december 2010 om asyl i Finland. [I sommeren] 2011 frafaldt ansøgeren sin asylansøgning, idet han ønskede at rejse tilbage til Hviderusland. Ansøgeren søgte [i vinteren] asyl 2012 i Sverige. Efter afslag på asyl udrejste ansøgeren [i sommeren] 2013 udrejste ansøgeren til Hviderusland. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv blandt andet henvist til, at han i efteråret 2013, da han vendte tilbage fra Sverige, blev opsøgt i lufthavnen af to mænd fra den russiske efterretningstjeneste (KGB). Ansøgeren fik udleveret et spørgeskema, hvor han skulle svare på spørgsmål om sit ophold i Sverige. Omkring en til to uger efter genindrejsen blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af fire personer, der udspurgte ansøgeren vedrørende opholdet i Sverige. Ansøgeren blev herved mistænkt for at være spion. Ansøgeren blev herefter opsøgt fem til syv gange på bopælen af myndighederne, der beskyldte ham for at være spion og for at have udtrykt utilfredshed med regeringen. Ansøgeren er endvidere blevet taget med til politistationen tre gange, hvor han blev udspurgt om sine politiske aktiviteter. To gange var ansøgeren tilbageholdt i tre-fire dage, mens han den sidste gang blev løsladt efter afhøringen. Ansøgeren blev under tilbageholdelserne udsat for fysiske overgreb og trusler. Efter den sidste henvendelse i slutningen af 2014 udrejste ansøgeren af Hviderusland. Indledningsvist skal Flygtningenævnet bemærke, at såvel ansøgeren som hans samlever har afgivet forskellige forklaringer om deres navne til de finske, svenske og de danske myndigheder, ligesom ansøgeren har forklaret divergerede om baggrunden for, at han har opgivet forskellige efternavne, idet han i asylsamtalen [i] december 2015 forklarede, at han tog sin mors ungpigenavn i tiden mellem 2011 og 2013, mens han overfor de finske myndigheder den [i slutningen af] 2010 forklarede, at han havde taget sin kones efternavn, da de blev gift. Det er herefter forbundet med nogen tvivl, om ansøgeren har oplyst sin rigtige identitet til de danske myndigheder. Uanset om ansøgeren måtte have givet rigtige oplysninger om sin identitet eller ej, kan Flygtningenævnet ikke lægge forklaringen om asylmotiv til grund, idet den på centrale punkter har været divergerende og udbyggende, hvorfor den forekommer konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således i asylsamtalen forklaret udbyggende i forhold til oplysnings- og motivsamtalen med hensyn til, at han blev opsøgt af KGB allerede i lufthavnen ved tilbagekomsten fra Sverige i 2013 og med hensyn til, at han inden den første udrejse til Finland i 2010 havde fået en dom på 15 dages arrest. Det bemærkes, at han heller ikke ses at have forklaret de finske og svenske myndigheder om denne dom i forbindelse med, at han søgte asyl der i henholdsvis 2010 og 2012. Ansøgeren har videre forklaret divergerende med hensyn til, om den første gang, han blev opsøgt på bopælen af myndighederne, var et par dage efter, at han og samleveren var kommet tilbage fra Sverige, eller det var cirka 1-2 uger senere, om der gik en måned eller 2-3 dage før, han igen blev opsøgt, og om han har været tilbageholdt af myndighederne i længere tid én eller flere gange, og endelig om han er blevet opsøgt 5-7 gange eller 10 gange. Endelig har han forklaret divergerende med hensyn til om, myndighedspersonerne også har afhørt hans samlever eller ej. Det forekommer videre usandsynligt, at ansøgerens samlever flere gange skulle være blevet telefonisk indkaldt til at møde op på politistationen og i et tilfælde have efterkommet ordren uden at fortælle dette til ansøgeren. Det bemærkes i den forbindelse, at samleveren i forbindelse med sin asylsamtale har forklaret, at hun har fortalt ansøgeren herom. Nævnet skal videre bemærke, at divergenserne omhandler centrale dele af asylmotivet, hvorfor det ikke er sandsynligt, at de kan henføres til hukommelsesproblemer. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Hviderusland vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bela/2016/2 /nin
