Nævnet stadfæstede i august 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh, født i 1983. Indrejst i maj 2005. Ansøgeren er tilhænger af ahmadiyya-religionen. Flygtningenævnet udtalte, at nævnet efter en vurdering af ansøgerens forklaring fandt, at forklaringen på flere punkter gav anledning til tvivl, navnlig fordi ansøgeren, der efter sine oplysninger havde opholdt sig i godt 10 år på et ahmadiyya kontor, ikke kunne give en uforbeholden forklaring om konkrete oplysninger om forholdene på kontoret, blandt andet om kontorets fuldstændige adresse. Nævnet bemærkede videre, at ansøgeren forklarede forskelligt om, hvorvidt han var kommet til kontoret som 8-årig eller som oplyst for nævnet som 10 til 12-årig. Det bemærkedes, at ansøgeren var udrejst i april 2005 efter det oplyste som 21-årig. Ansøgeren forklarede endvidere forskelligt om, hvorvidt han havde været officielt medlem af ahmadiyya-trosretningen. Nævnet ville imidlertid ikke afvise, at ansøgeren igennem en periode i sine ungdomsår havde opholdt sig på det omhandlede ahmadiyya-kontor. Ansøgeren havde udført interne opgaver af praktisk art på kontoret, herunder havde sørget for forplejning til tilstedeværende, og på gaden havde han jævnligt uddelt brochurer eller papirer vedrørende ahmadiyya-religionen. Ansøgerens forklaring først for nævnet om, at han endvidere havde skrevet slagord og havde været betroet til at indkalde tilhængere til møder, fandt nævnet fremstod udbyggende og kunne ikke lægges til grund. Ansøgeren var ved flere lejligheder blevet udsat for skældsord og trusler fra tilfældige folk på gaden og i nogle tilfælde udsat for vold. Ved en lejlighed fik han hældt brændbar væske over hovedet. Ansøgeren havde anmeldt voldsepisoderne og hændelsen med den brændbare væske til politiet, der havde lovet at tage sig af anmeldelserne. Ansøgeren oplyste, at de omhandlede voldsepisoder og episoden med den brændbare væske havde fundet sted i tiden indtil november eller december 2004, og at politiet ikke havde foretaget videre i anledning af anmeldelserne, hvor gerningsmændene dog ikke havde været konkretiserede. Nævnet lagde vægt på, at politiet havde modtaget anmeldelserne, og fandt, at ansøgerens aktiviteter i det hele måtte anses for at være begrænsede. Ansøgeren havde ikke haft konflikt med myndighederne, og de omhandlede voldsepisoder og episoden med den brændbare væske ansås for episoder af enkeltstående og mere tilfældig karakter, hvorom ansøgeren måtte søge myndighedernes beskyttelse. Ansøgeren havde ikke været udsat for yderligere overgreb inden udrejsen, og havde i øvrigt ikke haft konflikter med bestemte religiøse grupperinger. Han havde ikke været politisk aktiv eller indtaget nogen profileret position. Det fremstod for nævnet som uafklaret, om ansøgeren havde været egentlig registreret medlem af ahmadiyya-religionen på det omhandlede kontor og nævnet lagde vægt på ansøgerens forskellige forklaringer om medlemskab, ligesom ansøgerens forklaringer om medlemskortet (bilag 20) ikke fandtes overbevisende. Selv om der efter baggrundsoplysningerne kunne foreligge vanskelige forhold for tilhængere af ahmadiyya-religionen, fandt nævnet ikke, at ansøgeren var uden mulighed for at søge myndighedernes beskyttelse ved en tilbagevenden til Bangladesh. Samlet fandt nævnet herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller umenneskelig eller nedværdigende behandling omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkedes, at nævnet ikke fandt grundlag for at udsætte sagen på fremskaffelse af dokumentation for ansøgerens forhold i Bangladesh, som mere subsidiært påstået af den beskikkede advokat. Bangla/2006/2
