Nævnet stadfæstede i juli 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh, født i 1976. Indrejst i november 2003. Flygtningenævnet fandt generelt, at ansøgeren havde forklaret udbyggende og temmelig upræcist om en række af de foreliggende forhold, og Flygtningenævnet bemærkede endvidere, at det forekom påfaldende, at ansøgeren først havde fremlagt dokumenter i sagen henholdsvis i maj og juni 2004. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaringer samt efter indholdet af de fremlagte dokumenter kunne nævnet imidlertid lægge til grund for sagen, at ansøgeren fra 1995 havde været medlem af Awami League, herunder af en lokal central komite, indtil udrejsen i 2003, at en politimand blev dræbt under en demonstration i 1996, som ansøgeren deltog i, at der forelå en politirapport fra februar 1996 herom, hvori ansøgeren er mistænkt for meddelagtighed i drabet, og at der forelå et anklageskrift fra november 1996, hvori ansøgeren figurerer som en ud af cirka 45 tiltalte blandt andet vedrørende det nævnte drab. Efter ansøgerens forklaringer lagde nævnet imidlertid også til grund, at sagen blev henlagt. Ansøgeren sås ikke at have sandsynliggjort, at sagen efterfølgende var genoptaget. De dokumenter, som ansøgeren havde fremlagt i form af politirapport og anklageskrift var efter det oplyste afskrifter hentet fra en domstols arkiv. Efter ansøgerens forklaringer og de foreliggende dokumenter kunne nævnet endvidere lægge til grund for sagen, at ansøgeren havde været frihedsberøvet nogle gange, senest i 2000, og i forbindelse hermed udsat for slag og spark, men at han efter den seneste frihedsberøvelse var løsladt mod kaution, samt at der forelå en politianmeldelse mod blandt andet ansøgeren, som blandt andet var anmeldt for statsstridende virksomhed. Politianmeldelsen nævner endvidere en lang række andre overtrædelser, som ansøgeren skulle være sigtet for i tidsrummet 1988 til 1999. Endelig kunne nævnet lægge til grund for sagen, at ansøgeren havde været udsat for chikanerier og overgreb fra medlemmer af BNP og Jamiat-e-Islami. Flygtningenævnet fandt imidlertid ikke grundlag for at antage, at nogle af disse forhold var asylbegrundende. Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren som nævnt ikke havde sandsynliggjort, at sagen fra 1996 var genoptaget. Ansøgerens antagelse herom hvilede alene på mundtlige oplysninger, og ansøgerens forklaring herom var først fremkommet under nævnsmødet. Flygtningenævnet fandt, at de nævnte chikanerier og overgreb fra medlemmer af BNP og Jamiat-e-Islami alene havde enkeltstående karakter og måtte anses for udslag af almindelig borgerlig kriminalitet. Flygtningenævnet fandt derfor ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i risiko for konkret og individuel forfølgelse af de grunde, der er nævnt i flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet fandt ej heller grundlag for at antage, at nogle af de ovennævnte forhold måtte antages at medføre, at ansøgeren ville være i reel risiko for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold for hinduer i Bangladesh kunne ikke i sig selv begrunde asyl. Bangla/2004/2
