Nævnet stadfæstede i juli 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh, født i 1972. Indrejst i november 2003. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren er hindu og fra Chittagong. Han havde efter sin forklaring været politisk aktiv i organisationen Bangladesh, Hindu, Buddhist, Christian Unity Council. Ansøgeren havde som væsentligste asylmotiv henvist til, at han som følge af sine politiske aktiviteter var blevet forfulgt af islamiske fundamentalister, idet han og familien fra juni 1997 til februar 2003 var blevet opsøgt, og at blandt andet ansøgerens søstre var blevet voldtaget, brødrene slået, ligesom den ene broder havde begået selvmord som følge heraf. Ansøgeren har fra sin ankomst til Danmark forklaret og beskrevet detaljeret, hvorledes han og familien skulle være blevet forfulgt af islamiske fundamentalister. På enkelte punkter har der været uoverensstemmelser, men Flygtningenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at han havde været aktiv i den lovlige organisation, Bangladesh Hindu, Buddhist, Christian Unity Council. Flygtningenævnet lagde endvidere til grund, at islamiske fundamentalister i Chittagong-området som følge heraf havde terroriseret ansøgeren og dennes familie, herunder med vold, voldtægt og afbrænding af familiens bolig. Ved afgørelsen af, om dette kunne føre til, at ansøgeren meddeltes asyl efter udlændingelovens § 7, jf. lovbekendtgørelse nr. 685 af 24. juli 2003, lagde Flygtningenævnet blandt andet vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring havde haft en mindre betydende rolle lokalt i en i øvrigt lovlig organisation. Det lagdes videre til grund, at ansøgeren ikke siden 1998 havde haft problemer med myndighederne, og at han i efteråret 2003 udrejste legalt af Bangladesh. Det lagdes endelig til grund, at ansøgerens moder, broder og søster problemfrit fra februar 2003 til ansøgerens udrejse i efteråret 2003 havde haft ophold i Dhaka-området. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at han - trods de angivne henvendelser - ikke ville kunne have fået myndighedernes beskyttelse, idet han ikke effektivt havde søgt sådan beskyttelse, herunder eventuelt ved klage til overordnet myndighed. Hvis ansøgeren mente, at det ikke var muligt at opnå myndighedernes beskyttelse i lokalområdet, måtte Flygtningenævnet henvise ansøgeren til at tage ophold i en anden del af Bangladesh. Ansøgeren havde derfor ikke sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Bangladesh ville være i risiko for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk.1, ligesom han ikke havde sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til sit hjemland risikerede dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Bangla/2004/1
