Nævnet stadfæstede i april 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2011.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren angiver at være etnisk rohingya og muslim fra landsbyen […], Burma. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Burma frygter at blive dræbt af myndighederne, idet han er etnisk rohingya. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter at tage ophold der, idet han ikke er bangladeshisk statsborger. Ansøgeren har til støtte herfor henvist til, at repræsentanter fra Nasaka opsøgte familiens landsby i Burma og chikanerede dem og andre rohingyaer, hvorfor familien omkring 1991/1992 var tvunget til at flygte fra Burma til Bangladesh. Under opholdet i Bangladesh blev ansøgeren udsat for chikane fra lokalbefolkningen og fra de bangladeshiske myndigheder, idet han ikke havde lovligt ophold. Ansøgeren blev tilbageholdt to gange af det bangladeshiske politi, men blev begge gange løsladt samme dag med hjælp fra sin arbejdsgiver. Ansøgeren har endelig henvist til, at han udrejste fra Bangladesh, da han havde vanskeligt ved at overleve, idet ansøgerens arbejdsgiver var flygtet fra Bangladesh som følge af politiske konflikter. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sin identitet og sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved blandt andet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på en række punkter fremstår usandsynlig, og at den ud fra en samlet vurdering fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har fundet det usandsynligt, at ansøgeren, der efter sin forklaring har arbejdet som gadesælger og til dels på et værksted fra 2001 til 2011, og som de seneste år har tjent 200 taka om dagen, skulle være i stand til at betale en agent 500.000 taka i det væsentlige fra egen opsparing i forbindelse med udrejsen. Flygtningenævnet har endvidere fundet det usandsynligt, at ansøgeren skulle have forladt sin familie som 10-årig for at leve som gadesælger langt væk fra familien. Flygtningenævnet har endvidere fundet det påfaldende, at ansøgeren og familien alene skulle have boet to år i en flygtningelejr, og at de herefter boede andre steder i Bangladesh, idet det fremgår af baggrundsoplysningerne, at de fleste rohingya flygtninge fra Burma bor i og omkring flygtningelejre i Bangladesh. Ved vurderingen af troværdigheden af ansøgerens forklaring har Flygtningenævnet endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende. Ansøgeren har således i nævnet forklaret, at han har bistået sin arbejdsgiver med at udføre politiske aktiviteter, at hans identitet er kendt af politiske modstandere, og at han frygter problemer som følge heraf. Dette har ansøgeren ikke tidligere forklaret om. Ved vurderingen af troværdigheden af ansøgerens forklaring har Flygtningenævnet også i et vist omfang lagt vægt på ansøgerens sprog og kendskab til forholdene i Burma. Der er til brug for sagen foretaget en sprogtest (omfattende lingvistisk analyse og realiakendskab). Det fremgår bl.a. heraf, at ansøgeren anses for at tale bengali på modersmålsniveau. Sprogbrugen afviger fra normen for rohingya i Burma, og det anses for usandsynligt, at ansøgeren har sproglig baggrund i Burma. Ansøgerens bengali associeres i stedet til Bangladesh. Undersøgelsen taler stærkt imod, at ansøgerens sprogbrug er forenelig med sprogsamfundet i Burma. Det fremgår endvidere, at ansøgerens kundskaber om Burma vurderes at være meget begrænset, og ansøgeren har svaret ukorrekt på en række spørgsmål. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke på en overbevisende måde har redegjort for sine sprogkundskaber og manglende kendskab til blandt andet den by og egn, hvor familien stammer fra. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren efter sin forklaring har boet sammen med sin familie, indtil han var 10-11 år, og at han fortsatte med at have regelmæssig kontakt til familien, indtil han var 17-18 år. Ansøgeren har forevist ”Rohingya Refugee Family Book” med oplysning om bl.a. familiemedlemmer og datoer for udlevering af fødevarer og modtagelse af lægelig behandling m.v. Det fremgår imidlertid af oplysninger fra UNHCR, at den familie, der fremgår af dokumentet, herunder personen […] født i 1990, blev repatrieret fra Bangladesh til Burma i 2000. Det fremgår endvidere af svaret fra UNHCR, at selv om en familiebog er ægte, er besidderen af bogen ikke nødvendigvis den oprindelige ejer af bogen. Det er således almindeligt forekommende, at der handles med sådanne familiebøger omkring flygtningelejrene i Bangladesh, og at det hænder, at flygtninge sælger gamle familiebøger til lokale bangladesher for at købe mad eller andre fornødenheder. Under disse omstændigheder og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke på en troværdig måde har sandsynliggjort, at han er etnisk rohingya fra Burma. Flygtningenævnet forkaster derfor ansøgerens forklaring om sin identitet og asylgrundlag i forhold til Burma. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren herefter må vurderes asylretligt i forhold til Bangladesh. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren er fremkommet med oplysninger, hvorefter der er grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Bangladesh vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bang/2013/4
