Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bangali og sunni-muslim af trosretning fra Bangladesh. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter at blive fængslet og tortureret af myndighederne, idet han er dømt for et mord, han ikke har begået. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [i] 2004 begyndte at fatte interesse for BICS, hvor han begyndte at lære om paritet, dets organisation og ideologi. [I] 2005 blev ansøgeren medlem af BICS. [I] 2006 startede ansøgeren på Memorial College Suja, og [to uger senere] blev han medlem af partiet som studerende, hvor han fungerede som næstformand. [I] 2009 blev ansøgeren vagt til formand for paritet på Molavi Bazar College. [Omkring fem måneder senere] havde studenterpartiet Chartra Leaugue planlangt en reception for parlamentsmedlem samt grupeformand M.A. Shahid fra Awami League. Shaahid var leder af den ene fløj af Awami League, og havde et internt opgør med den anden leder, Moshin, som var distriktsformand for Awami League i Moulavi. Moshin og hans gruppe var ikke inviteret til receptionen, og der opstod slagsmål mellem de to grupperinger. Et medlem af Moshids gruppe affyrede i den forbindelse skud. En af Shahids mænd døde af sine kvæstelser. Ansøgeren var ikke til stede under receptionen eller skudepisoden, idet han deltog i en fodboldkamp i byen Biyani Bazar. Efter fodboldkampen ringede ansøgeren tilbage sin fader, som fortalte, at politiet havde været og lede efter ham på bopælen. Efterfølgende talte ansøgeren også med distriktsformanden, som fortalte, at ansøgeren ville blive anholdt og sigtet for drabet, og derfor rådgav han ansøgeren om at holde sig skjult. To dage efter drabet modtog ansøgerens familie en skrivelse fra politiet, hvori der stod, at ansøgeren var anklaget for drabet. Navnene på de andre anklagede i sagen fremgik tillige af skrivelsen fra politiet. Efterfølgende tog ansøgeren hen til sin moster. Efter at han havde boet hos mosteren i tre dage, ankom politiet til adressen for at lede efter ham. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra stedet. [Tre dage senere] tog ansøgeren til Coxs Bazar i Chittagong, hvor han boede i 11 måneder. Derfra tog han til Dhaka, hvorfra han udrejste til Dubai […].[I begyndelsen af foråret] 2013 faldt der dom i ansøgerens sag, og han blev idømt en livsvarig fængselsstraf. Ansøgeren var på dette tidspunkt i Grækenland. Et flertal i Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har overordnet fundet ansøgerens forklaring usandsynlig. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at han har haft beskikket en forsvarer, som ikke har kunnet fremlægge dokumentation for, ansøgerens påståede alibi under retssager, navnlig når henset til, at ansøgeren under nævnsbehandlingen har oplyst, at hans forsvarer var i besiddelse af dokumentation for ansøgerens deltage i en fodboldkamp 30 kilometer fra gerningsstedet på gerningstidspunktet. Det fremstår endvidere utroværdigt, at forsvareren ikke har appelleret dommen. Flertallet har endvidere lagt afgørende vægt på, at Udenrigsministeriet har oplyst Udlændingestyrelsen om, at retsdokumenterne, som skulle understøtte ansøgerens oplysninger, ikke vurderes at være ægte. Flertallet har i den forbindelse lagt afgørende vægt på, at det af baggrundsoplysningerne, herunder et høringssvar fra Udenrigsministeriet af 30. januar 2014 fremgår, at forekomsten af falske dokumenter er udbredt i Bangladesh og det er muligt at få udstedt dokumenter mod bestikkelse. Flertallet bemærker, at der herefter ikke er anledning til at udsætte sagen med henblik på et ægthedsvurdering eller nærmere undersøgelse af de fremlagte dokumenter, der angives at være udstedt af myndigheder i Bangladesh. Flertallet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bang/2016/3/STR
