Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bengali og muslim af trosretning fra Dhaka, Bangladesh. Ansøgeren har været medlem af partiet Bangladesh National Party siden 2002. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter at blive dømt til døden eller at blive slået ihjel af medlemmer af regeringspartiet Awami League, idet der er blevet rejst en falsk anklage mod ham. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2007 blev anklaget af en tidligere kollega ved navn [A] for at have dræbt hendes kæreste ved navn [B]. Anklagen blev støttet af den lokale leder af Awami League. Efter at ansøgeren blev orienteret om anklagen imod ham, flyttede han til byen [C], hvor han boede hos en ven i lidt over to år. Efterfølgende flyttede ansøgeren til byen [D], fordi hans arbejdsplads i [C] lukkede. Ansøgeren boede i [D] i tre år, hvor han blandt andet arbejdede som fisker på sin egen båd. Efterfølgende flyttede ansøgeren til [E], fordi han ikke mente, at det var sikkert at blive i [D]. Han boede i [D] i omkring et år, hvor han arbejdede og boede i en lokal øvrighedspersons private hjem. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Overordnet set bemærker nævnet, at forklaringen mangler sandsynlighed. Det må således anses for påfaldende, at [A] – som kun var 16 år – angiveligt frier til ansøgeren, som var 21 år, hvorefter [A] kort tid efter ansøgerens bryllup selv indledte et forhold til en mand, og at hun først efter, at denne er afgået ved døden, fandt anledning til at hævne sig på ansøgeren, fordi han oprindeligt afslog at gifte sig med hende. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende, idet han først under nævnsbehandlingen oplyste, at [A] var til stede, da fem andre personer opsøgte hans hjem og fremsatte den falske anklage. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt hans fader ved henvendelse på politistationen fik papirer udleveret med sigtelser mod ansøgeren og tre øvrige personer. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at faderen havde fået kopi af anklagen, mens han under nævnsbehandlingen forklarede, at hans fader ikke fik papirer med. Først da han blev foreholdt denne divergens, ændrede han forklaring til, at hans fader havde fået papirer med. Nævnet har endvidere lagt afgørende vægt på, at ansøgeren, efter at han blev bekendt med den falske anklage, har opholdt sig i syv år i nærområdet omkring Dhaka, hvor han har haft ansættelse i eget navn hos en lokal øvrighedsperson, uden at dette har givet ham anledning til problemer, ligesom nævnet har lagt afgørende vægt på, at det må anses for usandsynligt, at ansøgeren under disse omstændigheder ikke har søgt oplyst, hvordan sagen mod ham og de øvrige har udviklet sig. Nævnet finder herefter, at ansøgerens forklaring må anses for konstrueret til lejligheden. Nævnet bemærker, at der under sagen er fremlagt dokumenter, der angives at være udstedt af myndighederne i Bangladesh, som giver udtryk for, at ansøgeren har været sigtet for drab. Når henses til, at nævnet i sin helhed har tilsidesat ansøgerens forklaring som konstrueret, og når henses til, at Udenrigsministeriet i notat af 30. januar 2014 vedrørende dokumentudstedelse i Bangladesh har oplyst, at det er muligt mod bestikkelse at få udstedt dokumenter, da korruption også er udbredt i retssystemet, finder nævnet ikke anledning til at udsætte sagen med henblik på en ægthedsvurdering. Efter det anførte finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er i individuel og konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bang/2016/2/LAJ
