Nævnet stadfæstede i juni 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig og en kvindelig statsborger fra Aserbajdsjan. Indrejst i 2011.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgerne er etniske armeniere fra henholdsvis […] og […] i Aserbajdsjan. Begge ansøgere forlod Aserbajdsjan, da de omkring 1988/1989 var cirka fem år. Den mandlige ansøger boede herefter i Armenien og i[…]. Fra 2000 boede han i Rusland. Den kvindelige ansøger har boet i Rusland siden 1988. Ansøgerne blev gift i Rusland i 2008 og udrejste sammen i 2011. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har forklaret, at de ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan frygter at blive forfulgt på grund af deres armenske herkomst. Ved en tilbagevenden til Rusland, hvor de alene har opholdt sig illegalt, frygter ansøgerne at blive udsat for racistisk motiveret vold fra skinheads og liggende grupper. De henviser herved til, at de flere gange har været udsat for chikane fra sådanne grupper. I 2008 blev den mandlige ansøger overfaldet så voldsomt, at han var sygemeldt fra sit arbejde i flere måneder. I 2009 holdt fulde mænd tillige den kvindelige ansøger fast med henblik på at voldtage hende. Da nogen kom forbi, slap hun imidlertid væk. Hun talte med politiet om volden, men fik at vide, at myndighederne ikke ville fortage sig noget, da de opholdt sig illegalt i landet. De russiske myndigheder har flere gange afslået at legalisere deres ophold. Den mandlige ansøger frygter endvidere at vende tilbage til Armenien, blandt andet fordi de økonomiske forhold er dårlige i Armenien, hvor han i øvrigt mod sin vilje vil blive tvunget til at aftjene værnepligt. Flygtningenævnet lægger ansøgernes forklaringer til grund. Begge ansøgere er født i Aserbajdsjan og det må lægges til grund, at de er registreret i dette land. Ansøgerne har endvidere samstemmende forklaret, at de fortsat er aserbajdsjanske statsborgere. De skal derfor asylretligt vurderes i forhold til Aserbajdsjan. Efter det for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsmateriale om forholdene i Aserbajdsjan kan det ikke lægges til grund, at de generelt vanskelige forhold for etniske armeniere i Aserbajdsjan har en sådan karakter, at disse i sig selv kan begrunde asyl. Den mandlige ansøger forlod Aserbajdsjan efter krigshandlinger, som hans fader havde deltaget i, og som blandt andet medførte, at to af hans bedsteforældre omkom. Det skyldes også krigen, at den kvindelige ansøger forlod Aserbajdsjan med sin familie. Der er ikke oplysninger om, at ansøgerne dengang eller senere – hverken på grund af deres egne eller deres familiers forhold – er kommet i søgelyset hos aserbajdsjanske myndigheder eller organisationer med videre. Det er herefter ikke sandsynliggjort, at der er en reel konkret risiko for, at ansøgerne vil blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan. Den mandlige ansøger har forklaret, at han som etnisk armenier forventer at kunne få armensk statsborgerskab. Herefter, og da Flygtningenævnet må antage, at ansøgeren – der opholdt sig i Armenien og […] fra 1989 til 2000 – på ny vil kunne tage ophold i Armenien, finder nævnet, at ansøgeren tillige skal vurderes asylretligt i forhold til Armenien. De af den mandlige ansøger anførte omstændigheder om, at de økonomiske forhold i Armenien er vanskelige, at han ved en tilbagevenden til landet skal aftjene værnpligt, at ansøgeren og hans hustru er født i Aserbajdsjan, samt at hustruen aldrig har boet i Armenien, medfører ikke efter nævnets opfattelse, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Armenien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Uanset om den kvindelige ansøger, som anført af Udlændingestyrelsen, tillige er statsborger i Rusland, finder Flygtningenævnet, at hun har en sådan tilknytning til Rusland, hvor hun har boet i næsten hele sit liv, at hun også skal vurderes asylretligt i forhold til Rusland. Det må formodes, at hun på ny kan tage ophold der. De chikanerier og det enkelte grove overfald i 2009, som skinheads har udsat hende for, findes ikke at have haft en sådan intensitet og omfang, at dette er asylbegrundende. Det indgår i vurderingen, at pågældende skinheads ikke har identificeret ansøgeren nærmere inden udøvelsen af chikanen med videre, men mere generelt har chikaneret og overfaldet personer med et kaukasisk udseende. Ansøgeren vurderes heller ikke at risikere forfølgelse på grund af sit ægteskab, hvorved det bemærkes, at ægtefællen ligeledes alene har været udsat for tilfældig chikane og et enkelt groft overfald fra skinheads, samt at han alene har været tilbageholdt i få timer af politiet i forbindelse med manglende papirer. Herefter, og uanset at etniske mindretal generelt set har vanskelige forhold i Rusland, er det ikke sandsynliggjort, at den kvindelige ansøger ved en tilbagevenden til Rusland vil være i risiko for konkret at blive udsat for konkret forfølgelse eller overgreb omfattet of udlændingelovens § 7 stk. 1 eller 2. Ansøgerne opfylder herefter ikke betingelserne for at opnå asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse herom. For så vidt angår eventuel tvangsmæssig udsendelse er det, i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen påstand, en betingelse, at der forinden er etableret mulighed for, at ansøgerne kan indrejse til et af de lande, som de er vurderet asylretligt i forhold til, at det pågældende land har accepteret at modtage vedkommende og dennes samlevende ægtefælle, samt at vedkommende har meddelt ikke at ville benytte sig for muligheden for sådan frivillig udrejse. aser/2012/5
