Nævnet stadfæstede i februar 2006 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Aserbajdsjan, født 1936 (M) og 1939 (K). Ansøgerne indrejste og søgte asyl første gang i april 2003, men frafaldt kort tid efter asylansøgningen. Indrejst på ny i marts 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgerne begge er født og opvokset i Baku. Den mandlige ansøgers fader var etnisk armenier, mens moderen var aserbajdsjaner. Den kvindelige ansøgers forældre var begge aserbajdsjanere. Ansøgerne havde som asylmotiv henvist navnlig til, at de fra 1990/1991 ikke længere havde arbejde grundet den mandlige ansøgers etniske herkomst, og at den mandlige ansøger var udsat for vold dels i 1991, hvor ukendte personer trængte ind på bopælen, og hvor den mandlige ansøgers ben blev brækket, dels formentlig i 1993, hvor den mandlige ansøger i en bus fik brækket sin finger af nogle unge mennesker. Ansøgerne havde forklaret, at de indtil udrejsen i 2002 jævnligt havde modtaget trusler og været udsat for chikane. Oplysning eller anmeldelse om overfaldene til politiet i 1991 og 1993 havde været forgæves. Efter en vurdering af ansøgernes oplysninger til sagen og under nævnsmødet nævnet bemærkede nævnet, at der for nævnet forelå nogen usikkerhed om, i hvilke perioder ansøgerne opholdt sig i Dagestan. Ansøgernes forklaringer herom havde ikke nærmere kunnet præciseres. Men nævnet lagde til grund, at ansøgerne i perioden fra 1991 havde opholdt sig i Baku eller i et sommerhusområde ved Baku og fra 1994 i perioder dels i Dagestan dels i sommerhusområdet ved Baku eller i Baku. Den mandlige ansøger havde til samtalen med Udlændingestyrelsen blandt andet forklaret, at ansøgerne kom tilbage fra Rusland i 1995 eller 1996, og at der blandt andet blev fremsat telefontrusler, fordi han stod i telefonbogen. Nævnet bemærkede, at den mandlige ansøger havde forklaret, at han ændrede sit navn i 1963, således at såvel fornavn som efternavn var aserbajdsjansk. Ansøgerne udrejste i november 2002 legalt og med ægte pas til Frankrig, hvorefter den mandlige ansøger opholdt sig i Tyskland i flere måneder indtil indrejsen i Danmark i april 2003. Den kvindelige ansøger vendte omkring årsskiftet 2002/2003 tilbage til Baku, men udrejste på ny legalt og uden problemer sammen med ansøgerens søn og svigerdatter til Frankrig i april 2003. Nævnet anså denne udrejse for sammenhængende med ansøgernes oplysninger om salg af deres lejlighed i Baku. Ansøgerne frafaldt deres asylansøgning i Danmark, men søgte om asyl på ny i april 2005, efter de havde fået enten afslag på asyl eller var blevet nægtet opholdstilladelse i henholdsvis Sverige og Norge. Nævnet ville ikke afvise, at ansøgerne havde været udsat for voldsepisoder i 1991 og 1993 som forklaret, og endvidere for forskellige former for chikane og trusler. Men nævnet lagde vægt på, at ansøgerne i lange perioder måtte anses for at have haft ophold i eller ved Baku uden at være udsat for overgreb, herunder chikane eller trusler, af et omfang eller af en karakter, som kan sidestilles med forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7. Ingen af ansøgerne havde været politisk aktive eller havde haft konflikter med de aserbajdsjanske myndigheder, og ingen af ansøgerne, der nu havde nået pensionsalderen, havde indtaget nogen profileret position. Efter en samlet vurdering af ansøgernes ovennævnte forhold fandt nævnet herefter ikke, at det kunne antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan i dag ville risikere en forfølgelse som omfattes af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Aser/2006/1
