Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Azerbajdzhan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske armeniere og kristne af trosretning. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiver henvist til, at de ved en tilbagevenden til Azerbajdzhan frygter at blive slået ihjel, at de ved en tilbagevenden til Ukraine frygter politiet, militæret og militsen, og ved en tilbagevenden til Rusland er de usikre på situationen i landet. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiver henvist til, at de i 1990 på grund af krig udrejste fra Azerbajdzhan til Rusland. De boede i Rusland indtil 2012, hvorefter de flyttede til Ukraine, hvor de tog ophold indtil sommeren 2014. Endvidere har ansøgerne henvist til, at de i sommeren 2014 blev opsøgt af russiske soldater […] i Ukraine. De russiske soldater ville have, at den mandlige ansøger skulle åbne for en container, hvori de kunne læsse kasser med våben i. I forbindelse hermed blev den mandlige ansøger udsat for fysiske overgreb, fordi han ikke åbnede containeren. Den følgende dag blev ansøgerne opsøgt af de ukrainske myndigheder, og den mandlige ansøger blev igen udsat for fysiske overgreb. De ukrainske myndigheder anholdt ansøgerne, deres to børn og en russisk soldat, som havde holdt øje med containeren. Dagen efter blev den kvindelige ansøger og børnene løsladt. Den mandlige ansøger var i en uge tilbageholdt på en politistation af de ukrainske myndigheder, og han blev i denne periode jævnligt udsat for fysiske overgreb. På den syvende dag blev han bragt til en politileder, og den mandlige ansøger skrev i den forbindelse under på en erklæring uden at kende til dets indhold. Umiddelbart herefter blev han løsladt. En uge senere flyttede ansøgerne til […] Rusland, hvor de fik husly hos en ældre dame. De boede hos den ældre dame i omkring en måned. I slutningen af denne periode blev den ældre dame opsøgt af det russiske militær, som spurgte efter den mandlige ansøger, der ikke var hjemme. Umiddelbart herefter rejste ansøgerne til Rostov i Rusland, inden de udrejste til Danmark. Begge ansøgere har forklaret, at de og deres familier forlod Azerbajdzhan i 1990, og dermed før Azerbajdzhan indførte statsborgerskab. Der er endvidere enighed om, at begge ansøgere og deres familier har boet i Rusland fra 1990 til 2012 og dermed i 1992, hvorfor ansøgerne må formodes at have eller kunne få statsborgerskab i Rusland. Ansøgerne har forklaret, at de har boet i Rusland i den angivne periode uden at have oplevet problemer med myndighederne bortset fra, at den mandlige ansøger har oplyst, at han er blevet standset af politiet og er blevet forespurgt om opholdstilladelse. Ansøgerne har forklaret om en episode i Ukraine, hvor de var anholdt, og hvor den mandlige ansøger i forbindelse med sin løsladelse underskrev en erklæring, hvis indhold han ikke kender. Asylgrundlaget angives at være at de efter tilbageflytningen til Rusland er blevet forsøgt opsøgt af det russiske politi. Politiet talte alene med deres udlejer, der senere refererede samtalen til den kvindelige ansøger, der igen fortalte herom til den mandlige ansøger. Ingen af ansøgerne har i deres asylansøgningsskemaer angivet at have problemer i Rusland. Den mandlige ansøger har under samtalen med Udlændingestyrelsen i vinteren 2014 oplyst, at politiet alene spurgte efter ham. Han har ikke oplyst yderligere om henvendelsen. Han har under samtalen med Udlændingestyrelsen i sommeren 2015 forklaret, at politiet kun spurgte efter ham, og at der ikke blev sagt mere. Han har under sin forklaring for nævnet oplyst, at politiet spurgte efter dem begge, og at det vedrørte noget, som han havde underskrevet. Den kvindelige ansøger har under sin samtale med Udlændingestyrelsen i vinteren 2014 oplyst, at politiet alene spurgte efter ægtefællen, og at henvendelsen vedrørte en erklæring. Hun har under sin samtale med Udlændingestyrelsen i sommeren 2015 forklaret, at politiet spurgte efter både hende og hendes ægtefælle, men at det ikke blev oplyst, hvorfor politiet opsøgte dem. Hun har under sin forklaring for nævnet oplyst, at der blev spurgt efter dem begge, og at det vedrørte deres problemer i Ukraine. Nævnet finder det påfaldende, at politiet ikke har opsøgt den kvindelige ansøger, der var hjemme, ligesom det forekommer påfaldende, hvis politiet skulle have oplyst om grundlaget for henvendelsen til naboen. Endelig finder nævnet det usandsynligt, at de ukrainske myndigheder skulle have givet oplysninger om en erklæring til det russiske politi. Da det alene beror på ansøgernes formodning, at henvendelsen fra det russiske politi har sammenhæng med den påståede episode i Ukraine, findes ansøgerne ikke at have sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Rusland risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” aser/2015/2
