Nævnet stadfæstede i april 2009 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Rusland/Aserbajdsjan. Indrejst i 2007. I november 2016 besluttede nævnet at genoptage og hjemvise sagen til fornyet førsteinstansbehandling i Udlændingestyrelsen, som følge af, at de pågældende var blevet identificeret som armenske statsborgere. Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse af januar 2017.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske armeniere og kristne af religiøs overbevisning fra [by], Armenien. Den mandlige ansøger har været medlem af Komsomol, som var ungdomsafdelingen for en kommunistisk støttebevægelse, frem til Sovjetunionens opløsning. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive slået ihjel af personerne [A] og [B], idet deres søn, [C], har anklaget dem for at drive ulovlige virksomheder. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv henvist til, at [C] på en ukendt dato i 2002 blev ansat i skattestyrelsen. Hans arbejde bestod bland andet i, at han skulle kontrollere forskellige butikkers overholdelse af loven. I denne forbindelse var [C] i 2002 på et kontrolbesøg i en butik, som var ejet af [A]. [C] fandt, at butikken på nogle punkter overtrådte loven, hvorfor han udskrev butikken en bøde. [A] og [B] anklagede herefter [C] for at være korrupt. [C] forsøgte igennem forskellige myndigheder at få [A] og [B] sagsøgt, men der var ingen, som ville hjælpe. [A] og [B] blev bekendt med, at ansøgeren havde kontaktet myndighederne, hvorfor [C] blev bragt til [B’s] virksomhed og udsat for vold, herunder kastet ud at et vindue fra første sal. [C] blev herefter indlagt på et hospital i halvanden måned, hvorefter han rejste til Rusland for at blive opereret. Ansøgerens søn opholdt sig i Rusland i seks måneder. Da [C] kom tilbage til Rusland, forsøgte han fortsat at få [A] og [B] sagsøgt, hvorfor de truede ham med, at de ville likvidere hans familie, hvis han ikke forlod landet. [I efteråret] 2005 udrejste [C], hans ægtefælle og deres to børn af Armenien. En måned efter udrejste ansøgernes datter ligeledes. Efter [C] var udrejst, begyndte ansøgerne at få problemer med [A] og [B], og de fik blandt andet forbud mod at handle i en butik, hvor de plejede at handle. På en ukendt dato spiste den mandlige ansøger frokost med nogle venner på en café, da [A] og [B] kom ind på caféen og kastede ting fra bordet i hovedet på ham og rev i hans tøj. Fire til fem måneder efterfølende blev den mandlige ansøger på hans mark omringet og udsat for vold af personer med tilknytninger til [A] og [B]. Efterfølgende forsøgte ansøgeren at få nogle af de andre, der havde været på marken til at vidne mod gerningsmændene, hvilket de afviste. [I slutningen] 2006 udrejste ansøgerne af Armenien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om det seneste påberåbte asylmotiv til grund. Ved vurdering af ansøgernes forklaring har nævnet lagt afgørende vægt på, at ansøgernes troværdighed må anses for stærkt svækket ved, at de oprindeligt angav et helt andet asylmotiv, der knyttede sig til det asylmotiv, som deres søn oprindeligt påberåbte sig, og at dette først i forbindelse med politiets udrejsekontrol i [sommeren] 2016 blev opdaget. Nævnet bemærker i den henseende, at ansøgernes søns og svigerdatters forklaringer om deres asylmotiv ikke har kunnet lægges til grund. Da ansøgernes nu påberåbte asylmotiv i det hele er afledt af deres søns og svigerdatters asylmotiv, finder nævnet derfor allerede af den årsag, at ansøgernes forklaring må tilsidesættes. Nævnet har desuden lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende og udbyggende om deres asylmotiv. Såvel den mandlige som den kvindelige ansøger har således forud for nævnsbehandlingen forklaret, at den seneste episode, hvor den mandlige ansøger led overlast, var overfaldet på marken. Under nævnsbehandlingen har den kvindelige ansøger imidlertid forklaret, at bopælen blev opsøgt to gange efterfølgende, hvorunder at den mandlige ansøger blev udsat for vold uden for hjemmet, mens hun var til stede indenfor. Det bemærkes herved at dette står i modsætningsforhold til, at den mandlige ansøger efter hans forklaring havde bragt den kvindelige ansøger til sin faster i en nabolandsby 60 kilometer derfra umiddelbart efter episoden på marken. Nævnet finder efter en samlet vurdering herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved udrejsen har været udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har været i konkret risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2018/5/JEA
