Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armener og kristen af trosretning fra Yerevan, Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive fængslet og henrettet af de armenske myndigheder, idet han besidder oplysninger omkring likvideringer og forbrydelser, som myndighederne står bag, ligesom han frygter at blive slået ihjel af efterretningsofficeren [A], som han havde en konflikt med i 2008. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har kendskab til likvideringer, der er foretaget på ordre fra højtstående myndighedspersoner. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han i slutningen af 2008 var til stede under demonstrationerne i Yerevan i forbindelse med præsidentvalget den [i starten af] 2008. Ansøgeren blev beordret til at gennemføre en rydning af frihedspladsen af sin overordnede, general [B]. [I starten af] 2008 befandt ansøgeren sig på frihedspladsen sammen med sin enhed og en enhed lejesoldater fra Nagorno-Karabakh, som blev anført af efterretningsofficeren [A]. Ansøgeren kom efterfølgende op at skændes med [A], hvilket skænderi endte med, at ansøgeren slog [A], og [A] skød ansøgeren i låret, ligesom ansøgeren blev slået bevidstløs. Ansøgeren blev efterfølgende udstationeret til Nagorno-Karabakh, hvor han gjorde tjeneste frem til [efteråret] 2012. Ansøgeren blev opsøgt på sit kontor og hjemme ved sin ven af [A’s] underordnede, [C]. Ansøgeren flygtede herefter fra Yerevan, hvor han blev tilbageholdt af myndighederne [i starten af] 2013. Ansøgeren blev afhørt og løsladt efter at have skrevet under på en erklæring om, at han ikke ville forlade Armenien. Flygtningenævnet tiltræder, at der ikke i medfør af udlændingelovens § 7 er grundlag for at meddele [ansøgeren] opholdstilladelse i Danmark. Flygtningenævnet finder således, at flere af de oplysninger, som [ansøgeren] er fremkommet med til støtte for sit ønske om asyl, ikke kan lægges til grund, idet han har forklaret uoverensstemmende om en række forhold, ligesom hans forklaringer om flere af sagens centrale forhold fremtræder som konstruerede til brug for asylsagen. Det fremgår således af akter fra [ansøgerens] asylsag i 2013, at hans asylansøgning dengang var begrundet i, at han frygtede, at den armenske regering ville slå ham ihjel, lade ham forsvinde sporløst eller ende på psykiatrisk afdeling, ligesom det var sket for 18 personer fra hans deling. I asylansøgningsskemaet fra [slutningen af] 2015 har han ifølge oversættelsen begrundet sit asylmotiv med, at han arbejdede i den armenske sikkerhedstjeneste, og at hans problemer begyndte, da hans befalingsmand døde, hvorefter to af hans kammerater døde i trafikuheld, én blev dræbt eller ført bort, mens to forsvandt. Baggrunden herfor skulle ifølge asylansøgningsskemaet – der dog ifølge tolken på grund af dårligt sprog kan indeholde misforståelser – være, at [ansøgeren] og hans kammerater kendte for meget til regeringens ”beskidte sager”, hvorfor de var i livsfare. Under sagens behandling i Udlændingestyrelsen er asylmotivet blevet udvidet, således at han specifikt frygter at blive slået ihjel af efterretningsofficeren [A], idet han mistænker, at de armenske myndigheder har givet ham dette som opgave. [Ansøgeren] har herefter fremkommet med forklaringer om en lang række begivenheder, som han mener har bragt ham i et modsætningsforhold til de armenske myndigheder og den pågældende efterretningsofficer. Forklaringerne koncentreres dels om en række handlinger, herunder likvideringer foretaget for de armenske myndigheder, som han i perioden fra navnlig 2004 til 2005 skulle have taget del i, dels om en begivenhed i slutningen februar 2008, som skulle have bragt ham i et modsætningsforhold til efterretningsofficeren [A]. For så vidt angår de likvideringer, som [ansøgeren] har oplyst at have taget del i, bemærkes, at de angiveligt er begået i 2004 og 2005, og at [ansøgeren] har opholdt sig i Armenien helt frem til 2013 uden, at det har givet anledning til nogen konflikt med myndighederne i Armenien. Han blev således ifølge sin egen forklaring – samme dag som sin udrejse – afhørt af de armenske myndigheder og efterfølgende løsladt mod at afgive en erklæring om, at han ikke ville udrejse af landet. Dette forløb, der ifølge hans forklaring havde sammenhæng med, at han blev mistænkt for at være desertør og have mistet et maskingevær, tyder ikke på, at de armenske myndigheder skulle have planlagt at likvidere ham som følge af en særlig viden, som han skulle besidde. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at der er grund til at betvivle [ansøgerens] fortælling om blandt andet hans deltagelse i likvideringer for de armenske myndigheder og bombningen i 2012 af omkring 80 personer, der deltog i en bryllupsfest i nærheden af byen […]. Der foreligger således ingen oplysninger, der kan understøtte, at de pågældende – ret spektakulære – begivenheder har fundet sted, og fortællingerne lider i øvrigt under, at [ansøgerens] generelle troværdighed er meget begrænset. Nævnet bemærker i den forbindelse, at [ansøgeren] har ændret forklaringer flere gange undervejs i samtaleforløbet med udlændingemyndighederne, ligesom han undervejs har givet modstridende forklaringer om sin identitet. Hertil kommer – som anført – at der ikke er noget, der tyder på, at han som følge af sin viden om sådanne forhold, er efterstræbt af de armenske myndigheder. [Ansøgeren] har også om de begivenheder, der knytter sig til det angivelige modsætningsforhold til efterretningsofficeren [A], forklaret uoverensstemmende på en række punkter. Han har således forklaret forskelligt blandt andet om begivenhederne [i starten af] 2008, herunder om hans enhed var indkvarteret samme sted som [A’s] enhed, og således om baggrunden for, at han efter aktionen mødtes med [A]. [Ansøgeren] har også forklaret forskelligt om, hvorvidt det var i 2009 eller 2012, at han første gang mødte [C], der spurgte, om han ikke var død endnu, ligesom han i øvrigt har forklaret uoverensstemmende om en lang række af de begivenheder, der skulle have fundet sted med tilknytning hertil. Han har også forklaret forskelligt om, hvor han [i starten af] 2013 blev bragt hen af myndighederne, ligesom han har forklaret forskelligt om sin udrejse af Armenien. Nævnet bemærker, at udover divergenserne i [Ansøgerens] forklaringer er der også andre omstændigheder, der peger i retning af, at i hvert fald dele af hans fortælling ikke er selvoplevet. Under hans tidligere asylsag forklarede han, at han ikke havde noget pas ved udrejsen, mens han under denne sag har forklaret, at han før udrejsen hentede sit pas og rejste legalt ud af landet. [Ansøgerens] forklaring under sin tidligere asylsag om, at hans pas var blevet frataget ham, stemmer bedst overens med de oplysninger, der er tilgået nævnet om, at personer i militærtjeneste får inddraget deres pas, hvilket også er tilfældet for personer, der som ham skulle være mistænkt for en forbrydelse. Endelig bemærker nævnet, at [ansøgeren] ifølge sin egen forklaring ikke har haft nogen direkte kontakt til efterretningsofficer [A] siden konfrontationen [i starten af] 2008, og at hans frygt for forfølgelse fra hans side i det hele bygger på antagelser og formodninger. Samlet set finder Flygtningenævnet, at [ansøgerens] forklaringer på flere afgørende punkter er så utroværdige og usandsynlige, at de ikke kan lægges til grund, hvorfor [ansøgeren] således ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2017/6/SHH
