Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Armenien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk armener og kristen ortodoks fra Jerevan, Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger er etnisk armener og kristen ortodoks fra Kirovabad, Aserbajdsjan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive slået ihjel af politiet eller af de mennesker, som den mandlige ansøgeren har arbejdet for. Til støtte herfor har den mandlige ansøger forklaret, at han arbejdede som taxachauffør i Armenien. I [primo] 2011 begyndte han ofte at køre ture med en mand ved navn […], og ansøgeren fortalte ham om sin datter […] og hendes medfødte hjertefejl. En operation ville koste 5.000 dollars. [Manden] tilbød efter et par måneder, at ansøgeren kunne køre ture med soldater fra kasernen i […] og tjene ekstra penge. Ansøgeren skulle undervejs spørge soldaterne ind til konflikten i [et område] og spørge ind til, hvilke våben og udstyr de brugte. Herefter skulle han give oplysningerne videre til [manden], som ville give ansøgeren penge. Det gjorde ansøgeren i alt fire gange. Ultimo marts eller primo april 2011 fik ansøgeren til opgave af [manden] at køre en tur med en officer ved navn […]. Ansøgeren havde kørt med ham én gang før ved en af de fire føromtalte ture fra kasernen i […]. Denne gang skulle han give ansøgeren nogle dokumenter. Som en del af aftalen afleverede ansøgeren dem efterfølgende til [manden]. Ansøgeren begyndte herefter at prøve at undgå [manden], fordi han godt vidste, at det var ulovligt, det de gjorde. [Manden] opsøgte alligevel ansøgeren fire dage efter turen med [officeren] og sagde, at det var for sent for ansøgeren at bakke ud. Primo […] 2011 kørte ansøgeren igen med [officeren] og [manden], og ansøgeren fortalte, at han ønskede at stoppe. De stod ud af bilen, hvor ansøgeren blev truet, slået og sparket. Resten af [måneden] opsøgte [manden] ansøgeren flere gange, når han kørte taxa. På turene truede han ansøgeren og advarede ham om, at han ikke skulle gå til politiet. Den [medio] 2011 tilbød [manden] ansøgeren, at han kunne slippe for ham, hvis ansøgerens ægtefælle udførte en opgave for ham. Hun skulle fragte en pakke fra Armenien til Tyrkiet. Ansøgeren afviste i første omgang. Den [medio] 2011 opsøgte [manden] ansøgernes bopæl. De talte om hans plan, og ansøgeren indvilligede på den betingelse, at ansøgeren selv tog med sin ægtefælle til Tyrkiet. Efter nogen diskussion accepterede [manden] betingelsen. Senere fandt ansøgeren ud af, at [manden] forinden havde truet hans ægtefælle med at slå hele familien ihjel, hvis hun ikke udførte opgaven. Om aftenen den [medio] 2011 tog ansøgeren og hans ægtefælle med en bus mod Tyrkiet. De mødtes forinden med [manden], som gav dem 500 dollars og en kuglepen, som de skulle aflevere til en mand ved navn […] i Tyrkiet. Næste morgen kl. 9 ankom de til byen Rize. Før de stod ud af bussen, kom en kvinde ind i bussen og spurgte efter dem. De fulgte med hende hen til en bil, hvor to mænd stod. Den ene var [manden de skulle mødes med i Tyrkiet], som ansøgeren gav kuglepennen til. Han sagde, at de skulle køre med dem og modtage tøjet, som var betalingen for, at ansøgeren og hans ægtefælle havde transporteret kuglepennen. Ansøgeren blev mistænksom og nægtede at sætte sig ind i bilen. Ansøgeren blev skubbet. Han sagde, at de kunne beholde tøjet – det accepterede de og kørte deres vej. Før ansøgeren og hans ægtefælle skulle med bus tilbage til Armenien, mødtes de med deres nabos søster, som hed […]. De tog hjem til hende. De var nervøse for at tage tilbage til Armenien. [Naboens søster] ringede til deres nabo […], som fortalte, at politiet havde været på ansøgeren og ægtefællens bopæl. To timer senere ringede de igen til [naboen], og hun fortalte, at [manden] var blevet anholdt, og ansøgerens mor var blevet taget med af politiet. Senere kom [naboens søsters] mand, […], hjem. Han fortalte, at der var blevet anholdt folk ved grænsen til Georgien. Klokken 18 samme aften tog [naboens søsters mand], ansøgeren og hans ægtefælle med til en af [naboens søsters mands] bekendte ved navn […]. Her kunne de bo, mens de ventede på, at tingene skulle løse sig. Den [medio] 2011 kom [naboens søster] og [hendes ægtefælle] med to af ansøgeren og hans ægtefælles børn. De fortalte samtidig, at deres datter, […], var død den [medio] 2011. Ansøgeren formoder, at hun døde som følge af myndighedernes tortur og afhøring af hende. Dagen efter hun døde, faldt ansøgerens mor, som også hedder […], om med hjertestop. Hun døde også. Ansøgeren formoder, at hun døde af chokket over, at hans datter døde. Ansøgeren tror ikke, at [naboens søster] og [hendes ægtefælle] fortalte alt, hvad de vidste for at skåne ansøgeren og hans ægtefælle. Den [medio] 2015 forlod ansøgeren, hans ægtefælle og deres to børn Tyrkiet og rejste til Danmark. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om asylmotivet til grund. Ansøgernes forklaringer har divergeret fra gang til gang under sagens behandling, og forklaringerne har også været indbyrdes divergerende. Når ansøgerne er blevet foreholdt divergenser, har de forsøgt at indrette deres forklaring. Forklaringerne er ligeledes blevet udbygget i løbet af sagens behandling. Ansøgernes forklaringer under nævnsmødet har båret præg af at være afglidende, når ansøgerne er foreholdt divergenser og udbygninger, således at ansøgerne har forsøgt at undgå at svare direkte på konkrete spørgsmål. Divergenserne og udbygningerne har blandt andet drejet sig om følgende: karakteren af den mandlige ansøgers opgaver for [manden], herunder officerens rolle, ægtefællens rolle i forbindelse med smuglingen af kuglepennen, hændelsesforløbet da ansøgerne kom frem til Rize, og hvad der var sket med den ældste datter og moren/svigermoren. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgernes forklaringer er usandsynlige og virker konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger vægt på, at den kvindelige ansøger angiveligt ikke fortalte den mandlige ansøger, at [manden] truede hende med en kniv, og den kvindelige ansøger har først for Flygtningenævnet forklaret, at [manden] også truede barnet med en kniv. Ligeledes er det usandsynligt og utroværdigt, at ansøgerne ikke – i de omkring tre uger der gik, før børnene kom til Tyrkiet - forsøgte at finde ud af, hvad der var sket med børnene og moren/svigermoren. Det forekommer endvidere usandsynligt, at de to børn ikke af egen drift fortalte, hvad der var sket. Det er tilsvarende usandsynligt og utroværdigt, at ansøgerne ikke i de år, de boede i Tyrkiet, på nogen måde forsøgte at finde ud af, hvilken skæbne der var overgået den ældste datter og moren/svigermoren. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Armenien vil risikere for overgreb eller forfølgelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk.1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse..” Arme/2016/33/col
