Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Armenien. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske armenere og kristne. Den mandelige ansøger er fra […], Aserbajdjan, og den kvindelige ansøger er fra Armavi, Armenien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter, at han og hans familie vil blive likvideret af dem, som han skylder penge. Han har til støtte herfor oplyst, at han i [vinteren] 2014 blev tilbudt et job som stedfortræder for vicedirektøren på [en arbejdsplads] beliggende i Jerevan. Han fik tilbudt jobbet af sin ven, […]. Direktøren for [arbejdspladsen] hed […]. [Direktøren] havde både forbindelse til den kriminelle underverden og den armenske mafia, samtidig med at han havde en høj position indenfor politiet. På et tidspunkt skulle der laves nogle kosmetiske reparationer i stueetagen i [arbejdspladsen], som ansøgeren stod for, fordi han tidligere havde arbejdet i byggebranchen og derfor havde kendskab til den slags arbejde. Da arbejdet havde stået på i tre dage, skete der en ulykke, som medførte, at der skete en eksplosion og opstod en brand. Ansøgeren og [hans ven] lavede en aftale om, at de fik en måned til at tilbagebetale de 600.000 euro, som udbedring af skaderne kostede. Ansøgeren og [hans ven] fik skaffet 200.000 euro. [Direktøren] blev meget ophidset, da de ikke kom med alle pengene, og de blev af [direktørens] folk smidt ind til bagagerummet på[direktørens] bil. De kørte omkring tre timer til et ukendt sted. Ansøgeren og [hans ven] blev tilbageholdt og slået i tre dage. [Direktøren] skød [ansøgerens ven] i forbindelse med en diskussion ved afslutningen af tilbageholdelsen, men ansøgeren blev løsladt og fik tre dage mere til at skaffe de resterende penge. [Direktøren] sagde, at han ville slå ansøgeren og hans familie ihjel, hvis han gik til myndighederne eller politiet. Med hjælp fra nogle venner flygtede ansøgeren og hans familie ud af landet. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv i det hele henvist til sin mands asylmotiv, og at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter, at hun og hendes familie vil blive slået ihjel af de folk, som hendes mand tidligere har arbejdet sammen med. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Den mandlige ansøgers forklaring, som den kvindelig i det hele henholder sig til, fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på det usandsynlige i, at den mandlige ansøger får lov til at gå efter at have været udsat for en hårdhændet behandling uden at stille nogen garanti, men blot giver tilsagn om, at han vil skaffe yderligere penge i løbet af tre dage, hvilket har givet ham mulighed for at flygte. Nævnet har yderligere lagt afgørende vægt på, at den mandlige ansøger først i forbindelse med advokatindlægget og derefter i sin forklaring i Flygtningenævnet har kunnet give oplysninger om [direktørens] identitet og dermed gjort gældende, at [direktørens] position i det armenske samfund har gjort det umuligt for ansøgeren at søge myndighedernes beskyttelse. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at den mandlige ansøger og den kvindelige ansøger har forklaret forskelligt om, hvad der skete med [den mandlige ansøgers ven] i forbindelse med, at han blev skudt, idet den kvindelige ansøger under nævnsmødet har forklaret, at [den mandlige ansøgers ven] afgik ved døden, hvorimod den mandlige ansøger har oplyst, at han ikke ved, hvad der efterfølgende er sket med hans ven, […]. Nævnet har i den forbindelse yderligere lagt vægt på, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at den mandlige ansøger ikke efterfølgende har søgt oplysninger om [sin vens] skæbne. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgerne har kunnet opholde sig i halvanden måned i en landsby tæt på Jerevan uden at være blevet opsøgt af [direktøren] eller folk med tilknytning til ham. Nævnet finder herefter ikke anledning til at iværksætte en torturundersøgelse. Efter det anførte har ansøgerne ikke sandsynliggjort, at de opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser.” Arme/2016/32/DH
