Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Armenien. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er kristne af trosretning fra Armenien. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive idømt livsvarigt fængsel, fordi han er deserteret fra militærtjeneste. Til støtte herfor har den mandlige ansøger henvist til, at han i perioden 2010 til 2012 aftjente den obligatoriske toårige værnepligt. Herefter søgte han frivilligt ind som sergent for at tjene penge. Han tegnede en femårig kontrakt med militæret, og [ultimo] 2014 begyndte han at arbejde som sergent på [en] kaserne […]. I løbet af sin ansættelsesperiode og som led i sin uddannelse skulle han udstationeres i tre måneder på [en kaserne i] Nagorno [Karabakh]. En gruppe bestående af fire værnepligtige soldater, som kom fra velhavende familier, styrede denne kaserne. De fire soldater sørgede for, at ansøgeren fik pålagt at udføre de værste opgaver såsom at gøre rent, tømme toiletter og rense soldaternes sko. Soldaterne slog og sparkede ham. Når han vandt i kortspil, fik han ikke de penge, som han havde vundet. Endvidere blev han udsat for chikane, psykisk terror og voldtægtsforsøg. Generelt blev de soldater, der kom fra rige familier, behandlet bedre end de andre soldater. Ansøgeren klagede til sin overordnede, men den pågældende holdt hånden over de fire soldater, som følte sig provokeret over ansøgerens klage. [I foråret] 2015 fik ansøgeren og hans ven […] nok. De forlod kasernen med det formål at desertere. De gik således mod den aserbajdsjanske grænse, men ansøgeren fik kolde fødder, fordi han kom i tanke om sin kone og sit barn. Vennen fortsatte mod Aserbajdsjan, og ansøgeren fortsatte til fods i yderligere fire timer i en anden retning. Ansøgeren kom til en lille landsby, hvor han bankede på døren til et hus, hvor der holdt en bil ude foran. Ansøgeren bad manden i huset om at køre ham til Jerevan mod betaling af 100 USD. Manden kørte ansøgeren hen til ansøgerens ægtefælles morbror, som betalte manden for turen. Morbroren fortalte ansøgeren, at han formodede, at vennen ville blive udsat for tortur i Aserbajdsjan og derfor ville angive ansøgerens navn til de aserbajdsjanske myndigheder. Ansøgeren var således i stor fare, og han ville blive eftersøgt af de armenske myndigheder. Han var til at starte med klar til at tage sin straf, men han ændrede mening, da morbroren fortalte ham, hvor slemt det i virkeligheden var. Morbroren kørte ansøgeren til Tbilisi i Georgien, hvor ansøgeren opholdt sig indtil [slutningen af foråret] 2015. Herefter udrejste ansøgeren til Danmark. Efter han var udrejst, blev hans ægtefælle opsøgt og afhørt om, hvor hans opholdssted var. Deres lejlighed blev ransaget, og hans ægtefælle blev fyret fra sit job i en børnehave. Det er videoer på internettet, som viser hans ven blive interviewet til aserbajdsjansk TV, og hvor vennen fortæller om chikanen på kasernen, og at han flygtede sammen med sin ven […]. Endvidere fremgår det af internettet, at vennen blev placeret i et fængsel i Aserbajdsjan og efterfølgende kom på en lukket, psykiatrisk kaserne i Armenien. Vennen blev via Røde Kors fangeudvekslet tilbage til Armenien. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter, at myndighederne vil slå hende og hendes ægtefælle ihjel som følge af hendes ægtefælles konflikt. Endvidere har den kvindelige ansøger henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Armenien som følge af kamphandlingerne mellem Aserbajdsjan og Armenien. Til støtte herfor har den kvindelige ansøger henvist til, at hendes hus i sommeren 2015 to gange blev ransaget af militærpersoner, og at hun blev fyret fra sit job i en børnehave som følge af sin ægtefælles konflikt. Det må tillægges vægt, at den mandlige ansøger på en række punkter har forklaret upræcist om hændelsesforløbet forud for udrejsen blandt andet om selve flugten fra kasernen sammen med [vennen], om morbrorens kendskab til [vennen]s videregivelse af oplysninger om ansøgeren til de aserbajdsjanske myndigheder, om årsagen til forskelsbehandlingen af den mandlige ansøger på kasernen i Nagorna Karabakh, om muligheden for at de armenske myndigheder skulle blive bekendt med [vennen]s oplysninger om ansøgeren, og om ansøgeren er eftersøgt af den nationale sikkerhedstjeneste. Den mandlige ansøgers forklaring om baggrunden for, at han blev dårligt behandlet på kasernen, og om baggrunden for at myndighederne – bortset fra deserteringen – skulle efterstræbe ham, beror i det hele på uunderbyggede formodninger. Ansøgeren har over for Flygtningenævnet ikke på overbevisende måde været i stand til at underbygge berettigelsen af disse formodninger. Det skal særligt bemærkes, at baggrunden for og om omstændighederne i forbindelse med Youtube-optagelserne er uoplyste. Hertil kommer, at det ifølge den armenske tolk, som tolkede i Udlændingestyrelsen, er anført, at det ikke er ansøgerens armenske efternavn, der bliver nævnt i Youtube-videoen med [vennen]. Dernæst er ansøgerens armenske efternavn i øvrigt et almindeligt efternavn i Armenien. Endelig fremstår den mandlige ansøger i øvrigt helt uprofileret i forhold til deltagelse i politiske aktiviteter, og der er ikke holdepunkter for at antage, at han af denne årsag skulle være kommet i myndighedernes søgelys. Det skal videre bemærkes, at den kvindelige ansøger var i stand til at ud- og indrejse legalt af Armenien i forbindelse med sit besøg hos den mandlige ansøger i Georgien i [foråret] 2015. Når der endvidere sammenholdes med forklaringerne fra den kvindelige ansøger, kan Flygtningenævnet efter det foreliggende alene lægge til grund, at den mandlige ansøger er deserteret fra kasernen i Nagorno Karabakh uden at have medbragt våben. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger kan det ikke antages, at desertering i et tilfælde som det foreliggende vil medføre en uforholdsmæssig sanktion. På denne baggrund kan det ikke lægges til grund, at ansøgerne var forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til Armenien risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser.” arme/2016/29/ceb
