Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig og en kvindelig statsborger samt et barn fra Armenien. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske armeniere og kristne fra Yerevan, Armenien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive slået ihjel af en regionalchef i Syunik ved navn […] og hans mænd. Inden ansøgerens udrejse af Armenien kørte han to journalister til en demonstration i sin taxa. Der opstod optøjer mellem demonstranterne og myndighederne på vejen dertil. Journalisterne filmede [regionalchefen i Syunik] under urolighederne, og [regionalchefen i Syunik] tror, at ansøgeren er i besiddelse af videooptagelsen. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger forklaret, at han [i vinteren] 2015 kørte to journalister ved navn […] og […] fra Yerevan til Nagorno-Karabakh i sin taxa. Journalisterne skulle filme ved en demonstration, som var arrangeret af […] for at mindes folkemordet på armenierne, som fandt sted for 100 år siden. Turen var lang, og den var aftalt to-tre dage i forvejen. Et stykke foran ansøgerens taxa kørte en varevogn med udstyr, som skulle bruges til demonstrationen. Et stykke efter taxaen kørte en bilkortege med mindst 15 biler. Mellem Goris og Lachin mødte ansøgeren og journalisterne en vejafspærring, hvor politi og specialstyrker var til stede. De kørte igennem uden at blive stoppet. Da bilkortegen senere kom til vejspærringen, blev de alle stoppet, og der opstod tumult. Forinden var ansøgeren og journalisterne kørt ind på en sidevej, og de to journalister var begyndt at filme urolighederne. Politiet slog på og ødelagde flere af bilerne i kortegen. Ansøgeren holdt sig tæt ved sin taxa. Pludselig kom de to journalister løbende tilbage og sagde, at ansøgeren skulle skynde sig at køre dem tilbage. Dette gjorde ansøgeren, men de skulle gennem politiafspærringen. Da de passerede, blev hans bil beskadiget af vagterne. På vejen tilbage fortalte journalisterne, at de havde filmet […], som er regionalchefen i Syunik, mens han stod og overværede urolighederne. Fordi ansøgerens bil blev beskadiget, meldte ansøgeren episoden til politiet, hvilket var nødvendigt for at få forsikringen til at dække skaderne på bilen. På et ukendt tidspunkt i [vinteren] 2015 blev ansøgeren indkaldt af myndighederne til afhøring. Han blev spurgt ind til episoden [i vinteren] 2015, hvorefter han fik lov til at gå. Næste dag om aftenen blev ansøgeren overfaldet af nogle personer foran opgangen til sin lejlighed. Han blev slået og sparket, og overfaldsmændene sagde til ansøgeren, at han skulle ”udlevere”. Politiet blev tilkaldt, og ansøgeren anmeldte overfaldet. Ansøgeren blev i [foråret] 2015 indkaldt til endnu en afhøring hos politiet. Ansøgeren blev ved denne afhøring spurgt om det samme som ved den første afhøring. Ansøgeren blev ikke slået eller lignende under afhøringerne. I mellemtiden havde ansøgeren selv forsøgt at opsøge de to journalister. Ansøgeren hørte fra [den mandlige journalists] ven, at han havde hængt sig selv i fængslet. [Den kvindelige journalist] havde også begået selvmord og var blevet fundet i floden […]. På et ukendt tidspunkt i slutningen af [foråret] 2015 blev ansøgeren indkaldt til endnu en afhøring. Denne gang blev han tilbageholdt i længere tid end normalt. Han blev også anklaget for diverse forbrydelser, herunder tyveri og røveri. Ansøgeren blev løsladt samme dag, hvorefter han flygtede sammen med sin familie til […], hvor de boede hos ansøgerens farbror. Farbrorens søn, […], arbejdede for politiet i byen, og han søgte på ansøgerens navn i det elektroniske system, hvoraf der ikke fremgik nogen sager, hvor ansøgeren var indblandet. I slutningen af [sommeren] 2015 skulle ansøgeren mødes med sin fars ven, […], i Yerevan. [Ansøgerens fars ven] havde en høj stilling i fængselsvæsnet og kunne måske hjælpe ansøgeren. Ansøgeren tog derfor tilbage til Yerevan. Mødet blev ikke til noget, idet [ansøgerens fars ven] alligevel ikke var i byen. I stedet skulle de mødes næste dag. Ansøgeren besluttede sig derfor for at køre et par ture i sin taxa for at tjene lidt penge, inden de skulle mødes. På taxaholdepladsen […] henvendte to mænd sig til ansøgeren, selvom det ikke var hans tur. De ville gerne have en bil med tonede ruder, hvilket ansøgerens bil havde som den eneste. Ansøgeren kørte de to mænd til en fabrik, hvor en jeep kørte dem i møde. Den ene mand i taxaen trak en pistol og truede ansøgeren til at stige ud af bilen. Ansøgeren blev slået, hvorved han faldt til jorden. En anden mand, som kom fra jeepen, trak en kniv og stak ud efter ansøgeren. De hældte benzin på ansøgerens bil og satte ild til den. På et tidspunkt stoppede de, og den ene af mændene sagde til ansøgeren, at de næste gang ville sætte ild til ansøgerens familie, hvis han ikke afleverede videooptagelsen. Ansøgeren løb herefter fra stedet. Ansøgeren tog tilbage til sin familie i […], og de udrejste sammen på et gyldigt visum en uges tid senere. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet lægger til grund, at den mandlige ansøger inden udrejsen var taxavognmand. Endvidere lægger nævnet til grund, at begivenheden [i vinteren] 2015, hvor der var uroligheder i forbindelse med en demonstration, faktisk har fundet sted. Nævnet kan ikke lægge den øvrige del af den mandlige ansøgers forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om centrale punkter i sit asylmotiv. Han har under asylsamtalen [i vinteren] 2016 oplyst, at han ikke vidste, hvor journalisterne boede, men under nævnsbehandlingen har han oplyst, at han kendte deres adresse. Han har endvidere under asylsamtalen forklaret, at han ikke vidste, hvad det var, overfaldsmændene ønskede, at han skulle udlevere dagen efter den første afhøring til politiet, mens han under forklaringen i nævnet har oplyst, at de krævede optagelserne fra turen [i vinteren] 2015 udleveret. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvordan han blev bekendt med omstændighederne ved [den kvindelige journalists] dødsfald, idet han under asylsamtalen har oplyst, at han ikke husker, hvordan han fandt ud af hendes selvmord, mens han under nævnsbehandlingen har oplyst, at politifolkene omtalte omstændighederne ved selvmordet, netop med henblik på, at han skulle høre om det. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det må anses for usandsynligt, at ansøgeren alene tager tilbage til Yerevan for at tale med sin fars ven og benytter lejligheden til at køre taxa, når dette sammenholdes med, at ansøgeren har forklaret, at han formodede, at han var overvåget, og under nævnsmødet yderligere har forklaret, at de små forhold medførte, at det var almindeligt kendt, at han opholdt sig på taxapladsen. Nævnet finder endvidere, at det må anses for usandsynligt, at [regionalchefen i Syunik] ikke har skaffet ansøgeren af vejen set i lyset af, at begge journalister er døde. Yderligere finder nævnet det usandsynligt, at ansøgerne lader gå en vis periode efter det angivelige seneste overfald, og indtil familien udrejser. Nævnet lægger til grund, at den kvindelige ansøgers asylmotiv i det hele er afledt af den mandlige ansøgers asylmotiv. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Armenien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2016/26/SSM
