Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Armenien. Indrejst i 2011.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske armeniere og kristne fra Armenien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive dræbt af [A]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at [A] tilbød ansøgeren 100.000 dollars, hvis han tog skylden for drabet på landsbyrådets formand, […].[A] garanterede ansøgeren, at han maksimalt ville komme til at sidde to år i fængsel, og ansøgeren fik en måned til at tænke over det. Den efterfølgende dag tog ansøgeren til politistationen i [by], hvor han i korte træk nedskrev, hvad der var sket. Politimanden læste anmeldelsen og krøllede den sammen. Herefter ønskede ansøgeren at tale med […], som er politimajor og hans gamle nabo fra landsbyen. Han mødtes med [politimajoren], som rådgav ham til ikke at gå videre med sagen. Umiddelbart efter tog ansøgeren til landsbyrådet, hvor han til brødrene […] og […] fortalte, hvad der var sket. De rådede ansøgeren til at flygte fra landet. [I sommeren] 2010 solgte ansøgeren sin lejlighed, idet han med de penge skulle finansiere udrejsen af Armenien. Omkring tre uger efter mødtes ansøgeren med [A] og accepterede hans tilbud. [I efteråret] 2010 blev ansøgeren gift med den kvindelige ansøger. Efter brylluppet blev han ringet op af [A]s nevø, […], som bad om at mødes med ansøgeren. Sammen med [nevøen] tog ansøgeren til [A]s sommerhus, hvor [A] ventede dem. Ansøgeren blev i sommerhuset udsat for vold, og han mistede bevidstheden. Efter omkring fem dage tog ansøgerne til Yerevan, hvor de boede i omkring ti dage hos den kvindelige ansøgers moder. [I slutningen af] 2010 udrejste ansøgerne legalt af Armenien med deres egne ægte pas. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hans broder mellem [fem dage i slutningen af] 2010 blev udsat for fysiske overgreb, og at hans fader omkring seks måneder derefter blev udsat for det samme. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til den mandlige klagers asylmotiv. Den kvindelige klager har oplyst, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter, at ansøgerne og deres børn vil blive slået ihjel af [A]. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen del af ansøgernes forklaring om deres asylmotiv til grund, idet forklaringen fremstår usandsynlig, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder det således usandsynligt, at [A] skulle henvende sig til den mandlige ansøger i 2010 som forklaret, henset til, at den mandlige ansøger ikke havde været i kontakt med [A] siden 2005, hvor ansøgeren efter få måneders ansættelse i [A]s virksomhed havde sagt sin stilling op. Det forekommer i den forbindelse også utroværdigt, at [A] skulle have givet den mandlige ansøger frist indtil slutningen af 2010, henset til at formålet med at få den mandlige ansøger til at påtage sig skylden for drabet var at forøge [A]s nevøs muligheder for at opnå valg som formand for landsbyrådet, hvilket valg angiveligt fandt sted i 2010. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgernes generelle troværdighed er svækket som følge af, at ansøgerne under behandlingen af deres oprindelige asylsager har opgivet falske navne og nationaliteter, ligesom de konsistent under hele sagen fastholdt disse oplysninger samt oplysningerne om asylmotiv og rejserute. Hertil kommer at ansøgernes forklaring om, at de rejste til Danmark, fordi deres visa i Polen var udløbet, og de ikke var klar over, at de kunne søge asyl i Polen, forekommer utroværdig. På den anførte baggrund har ansøgerne ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Armenien vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2016/24/AKM
