Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Armenien. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etnisk armeniere og kristne af trosretning fra [landsby], Armenien. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive anholdt af politiet eller KGB, idet de ikke bryder sig om udfaldet af en sag, som ansøgeren har efterforsket. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers konflikt. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han var betjent i det armenske politi i Yerevan. [I foråret] 2014 fik han besked på at køre til Nagorno-Karabakh, hvor han skulle efterforske en sag om en dræbt soldat. Soldaten skulle angiveligt være blevet dræbt af aserbajdsjanere ved frontlinjen. Efter at have set gerningsstedet, mødtes den mandlige ansøger med en soldat, der hed [A], som er nevø til [B]. Den mandlige ansøger gav [A] 20.000 armenske dram, som han skulle bruge til at bestikke en officer. Officeren skulle bestikkes, således at [A] kunne møde den mandlige ansøger uden for kasernen. Efter mødet, mødtes den mandlige ansøger med sin chef og to KGB-agenter, som fastholdt, at soldaten var blevet dræbt af aserbajdsjanere. [I foråret] 2014 fortalte den mandlige ansøger sin chef, at han ikke mente, at dette var korrekt. Den mandlige ansøgers chef svarede hertil, at det var KGB’s sag og ikke politiets. Sagen blev herefter lukket. [I foråret] 2014 mødtes den mandlige ansøger igen med [A] og en anden soldat ved navn [C]. De havde fortalt, at [D] i beruset tilstand havde skudt soldaten. De havde vist den mandlige ansøger en videooptagelse, der dokumenterede, at liget var blevet flyttet. Samme dag fortalte ansøgeren [E] om oplysningerne. [E] kaldte den mandlige ansøger landsforræder og bad sine livvagter om at anholde ham. De kørte den mandlige ansøger til politistationen, hvor den mandlige ansøger havde bedt en af sine kollegaer om at gemme en granat på toilettet. På politistationen blev den mandlige ansøger hentet af KGB-agenter. Mens de kørte i en bil, truede den mandlige ansøger dem med granaten og han bad dem om at forlade bilen. Den mandlige ansøger udrejste herefter af Armenien. Den mandlige ansøger har på flere punkter forklaret upræcist og divergerende om begivenhederne forud for indrejsen i Danmark blandt andet om den håndgranatattrap, som han truede KGB folkene med, om antallet af møder med [A], om mødet med [C], om kontakten til sin chef [F] efter udrejsen, om KGB folkenes kontakt til den butik i Georgien, hvorfra ansøgeren ringede, om opholdet i Georgien, og om de nedgravede beviser i ansøgerens have. Endvidere fremstår den mandlige ansøgers beskrivelse af flugten, herunder hvordan han kom i besiddelse af håndgranatattrappen, usandsynlig, ligesom ansøgerens oplysninger om sine arbejdsopgaver fremstår upræcise. Ansøgerens oplysninger bærer præg af manglende viden om politiefterforskning, ligesom ansøgeren på flere punkter har svaret afglidende om sine arbejdsopgaver. Ansøgeren kan end ikke angive adressen på sit tjenestested, selvom han må antages at være mødt på arbejde dagligt det pågældende sted. Hertil kommer, at ansøgerne og den mandlige ansøgers moder har forklaret indbyrdes divergerende og upræcist om, hvornår [i foråret] 2014 den mandlige ansøger var i Nagorno-Karabakh for at efterforske soldatens død. Da den mandlige ansøger heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Det kan herefter ikke lægges til grund at den mandlige ansøger skulle være efterstræbt af myndighederne af de af ham anførte grunde. Oplysningerne om myndighedernes tilbageholdelse af den kvindelige ansøger kan på denne baggrund ikke føre til nogen ændret vurdering. Idet den kvindelige ansøger i øvrigt ikke har noget selvstændigt asylmotiv, kan det ikke lægges til grund, at ansøgerne har været forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til Armenien risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Arme/2016/21/SHH
