Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Armenien. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk armenier og kristen af trosretning fra Jerevan, Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive slået ihjel af politichefen, [V1], hans svigersøn, [A], og dennes medhjælper, [V2]. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes søn siden 2008 har haft en ikke-officiel aftale om at leje butikslokaler af [A], som er svigersøn til politichefen [V1]. I [vinteren] 2012 indgik ansøgerens søn og [A] en aftale om, at ansøgerens søn skulle bygge en ny forretning på en af [A’s] grunde, og at huslejen skulle være 250.000 dram i de første 48 måneder. I [sommeren] 2012 krævede [A’s] medhjælper, [V2], at ansøgerens søn fremover skulle betale 1 million dram i husleje. I [vinteren] 2012 måtte ansøgerens søn meddele, at han ikke længere kunne betale, og dagen efter kom [V2] og tog hans varevogn og lukkede hans forretning. [I begyndelsen af] 2013 blev ansøgerens søn overfaldet af [A’s] mænd. [I foråret] 2013 anmeldte ansøgeren det sidste overfald til politiet. Herefter blev ansøgerens bopæl to gange opsøgt af borgmesteren og andre myndighedspersoner, som ville have, at hun trak sin anmeldelse tilbage. [I foråret] 2013 kontaktede ansøgeren en journalist, som skrev en artikel om deres sag. Der blev i den efterfølgende periode ført retssager vedrørende både overfaldet, forretningerne og pengeafpresningen, men ansøgeren fik ikke medhold i nogen af sagerne, fordi [A] havde korrumperet hele processen. I perioden sendte ansøgeren endvidere klagebreve til samtlige ambassader og forskellige myndigheder i Armenien, fordi de ved ulovlig afpresning havde mistet deres forretninger og mange penge. Ansøgeren opholdt sig i Armenien frem til [efteråret] 2014, hvor hun udrejste til Danmark. Det må tillægges vægt, at ansøgeren alene har lidt fysisk overlast, da hun blandede sig i overfaldet på sønnen [i foråret] 2013, og at hun ifølge sin egen forklaring fik et slag og blå mærker på benene. Endvidere har hun oplyst, at hun samme måned blev opsøgt af kommunaldirektøren i selskab med flere andre ledende personer to gange på sin bopæl, hvor man ville true eller presse hende til at tilbagekalde den indgivne politianmeldelse. Endelig har ansøgeren for Flygtningenævnet yderligere oplyst, at hun og hendes søn skulle have modtaget verbale trusler fra [A’s] folk frem til lukningen af den sidste butik [i foråret] 2013. Ansøgerens forklaring herom fremstår dog noget upræcis. Herudover har ansøgeren ikke været udsat for yderligere forhold, og de trusler som hun i øvrigt har forklaret om er alene baseret på andenhåndsoplysninger. Hertil kommer, at ansøgeren var i stand til at opholde sig i hjemlandet frem til udrejsen [i efteråret] 2014, selvom hun gjorde opmærksom på sig selv i form af deltagelse i de verserende retssager samt diverse henvendelser og klager angående den behandling, som hun og hendes søn havde været udsat for. Endelig er der forklaret upræcist om, hvorfor ansøgeren netop udrejste i [efteråret] 2014. Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgerens søn ikke støttede hendes politianmeldelse [i foråret] 2013, at politiet modtog anmeldelsen, og at der blev gennemført retssager på baggrund af anmeldelsen. De konflikter, som ansøgerens søn ifølge hendes forklaring har været involveret i, er almindelig borgerlig kriminalitet. Sammenfattende har de forhold, som ansøgeren har oplyst at have været udsat for ikke haft en sådan karakter og omfang, at det kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Det skal særlig bemærkes, at oplysningerne om ansøgerens søns forhold ikke kan føre til nogen ændret vurdering. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren var forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden til Armenien risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” arme/2016/16/LOD
