Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra henholdsvis Armenien og Ukraine. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk […] og […] af trosretning fra […], Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. I forhold til Armenien har den mandlige ansøger som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter, at han eller hans ægtefælle og deres fælles barn vil blive dræbt af sine forældre eller andre […], fordi hans ægtefælle og barn ikke er etniske […]. Ansøgeren frygter endvidere at blive set som landsforræder, idet han ikke er mødt efter genindkaldelse til militærtjeneste. Til støtte for dette har ansøgeren forklaret, at han er etnisk […], og at etniske […] bliver betragtet som andenrangs borgere i Armenien. Ansøgeren har endvidere forklaret, at han sammen med nogle venner deltog i en demonstration [i foråret] 2008. Under demonstrationen pågreb politiet ansøgeren og hans venner, og han blev i den forbindelse slået og tilbageholdt af politiet. Da han blev løsladt gav politiet ham en frist på en uge til at forlade landet, ellers ville de dømme ham for deltagelse i demonstrationer og for offentlig uorden. Seks dage efter sin løsladelse udrejste ansøgeren af Armenien til Rusland. Ti dage efter ansøgerens udrejse af Armenien, opsøgte politiet ansøgerens forældre. Politiet spurgte efter ansøgeren, og ansøgerens forældre forklarede, at ansøgeren var taget til Rusland. Ansøgerens forældre blev ikke opsøgt efterfølgende. Ansøgeren har endelig forklaret, at han i [sommeren] 2014 blev kontaktet af en ven i Rusland, som fortalte ansøgeren, at ansøgeren var blevet genindkaldt til militæret. I forhold til Ukraine har den mandlige ansøger som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden frygter, at hans stamme vil dræbe ham som følge af forholdet til hans ægtefælle, samt at han frygter krigen i Ukraine. Til støtte for dette har ansøgeren forklaret, at han mødte sin ægtefælle i Ukraine i 2011. I [foråret] 2014 ringede ansøgeren til sine forældre og fortalte dem, at han var i et forhold. De sagde, at forholdet var imod ansøgerens og deres religion og folk, fordi ansøgeren var sammen med en, der ikke er etnisk […]. I den forbindelse sagde ansøgerens forældre, at hvis han giftede sig med hans nuværende ægtefælle, ville de dræbe ham. Derefter stoppede ansøgerens kontakt til hans forældre. [I sommeren] 2014 flyttede ansøgeren ind hos sin nuværende ægtefælle. De boede hos ægtefællens forældre. Efterfølgende blev ansøgerens ægtefælle kontaktet telefonisk et for ansøgeren ukendt antal gange af ansøgerens forældre, som truede ansøgerens ægtefælle på livet. Hverken ansøgeren eller hans ægtefælle blev opsøgt af hans familie eller andre fra hans stamme. På et tidspunkt mellem den […] og den […] 2014 udrejste ansøgeren og hans ægtefælle af Ukraine på grund af krigen. Den kvindelige ansøger er etnisk armenier og kristen af trosretning fra Ukraine. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine frygter at blive slået ihjel, fordi der er krig i Ukraine, og fordi hendes ægtefælles forældre ønsker at slå hende ihjel, fordi hun er i et forhold med deres søn. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hun er blevet kontaktet telefonisk flere gange af hendes ægtefælles moder, som i den forbindelse har truet ansøgeren på livet. Flygtningenævnet kan vedrørende den mandlige ansøgers forklaring om sit asylmotiv i forhold til Ukraine ikke afvise, at der er opstået et modsætningsforhold til hans forældre på grund af, at han indledte et forhold til en kristen kvinde. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at truslerne havde et sådan omfang og en sådan karakter som forklaret af ansøgerne. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne har forklaret divergerende og upræcist om, hvornår og i hvilket omfang de telefoniske henvendelser skete. Den mandlige ansøger har således til Udlændingestyrelsen oplyst, at han ikke vidste, om der var tale om mere eller mindre end ti henvendelser, mens han under nævnsbehandlingen har forklaret, at der var tale om fire til seks henvendelser. I det omfang, der har været et modsætningsforhold til den mandlige ansøgers forældre, og at dette har indebåret trusler, finder nævnet ikke, at disse kan antages at have haft en sådan intensitet, at dette kan anses som asylbegrundende, men må anses for at være af privatretlig karakter, som den mandlige ansøger må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse imod. Nævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring om sit asylmotiv i forhold til Armenien til grund. Nævnet har blandt andet lagt vægt på, ansøgeren har forklaret divergerende om varigheden af hans tilbageholdelse i forbindelse med demonstrationen i 2008. Han har således under asylsamtalen forklaret, at han alene blev tilbageholdt i et døgn, mens han under nævnsbehandlingen har forklaret, at han blev tilbageholdt i tre døgn. Vedrørende den mandlige ansøgers genindkaldelse og manglende fremmøde bemærker nævnet, at dette ikke kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af European Commission: Implementation of the European Neighbourhood Policy in Armenia Progress in 2014, at unddragelse fra militærtjeneste medfører maksimalt tre års fængsel. Den mandlige ansøgers konversion til kristendommen samt de generelle vanskelige forhold i Ukraine kan ikke føre til en ændret vurdering. I forhold til konversionen bemærkes særskilt, at der både i Armenien og Ukraine er religionsfrihed. Herefter finder nævnet efter en samlet vurdering, at den mandlige ansøger ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Armenien eller Ukraine vil være i risiko for forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Vedrørende den kvindelige ansøger bemærker nævnet, at hendes asylmotiv i det hele må anses for afledt af den mandlige ansøgers asylmotiv. På den baggrund finder nævnet heller ikke, at den kvindelige ansøger har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Ukraine eller Armenien vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser i forhold til ansøgerne.” arme/2016/1/GKR
