Nævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Armenien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er kristne af trosretning fra Jerevan, Armenien, og de har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Den mandlige ansøger har som asylmotiv i forhold til Armenien henvist til, at han ved en tilbagevenden til Armenien frygter at blive slået ihjel af de armenske myndigheder, idet han har truet med at offentliggøre filmoptagelser fra en demonstration i Jerevan i foråret 2008, hvor flere civile blev slået ihjel. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv i forhold til Armenien henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv i forhold til Armenien henvist til, at den mandlige ansøger sammen med sin fader i forbindelse med præsidentvalget i 2008 deltog i flere demonstrationer i Jerevan. Foråret 2008 udviklede en demonstration sig til uroligheder, hvorefter flere personer, heriblandt den mandlige ansøgers fader, blev slået ihjel af de armenske myndigheder. I løbet af de efterfølgende seks måneder henvendte den mandlige ansøger samt dennes moder og søster sig adskillige gange til myndighederne med henblik på at få faderens lig udleveret. Endvidere ledte den mandlige ansøger efter sin fader på hospitaler og i lighuse. I løbet af den samme periode deltog familien i flere demonstrationer, hvor de sammen med de resterende demonstranter protesterede over, at de havde mistet deres familiemedlemmer, og at de ikke kunne få ligene udleveret. Omkring et år efter faderens død, opsøgte den mandlige ansøger viceanklageren i Jerevan. Den mandlige ansøger truede med at offentliggøre filmoptagelser fra urolighederne ved demonstrationen i foråret 2008, herunder de begåede drab på civile, ligesom han truede med at kontakte europæiske menneskerettighedsorganisationer, ambassadører og internationale domstole. To dage senere blev familiens bopæl opsøgt af personer fra den nationale sikkerhedstjeneste. De ransagede bopælen og tog familiens videokamera, mobiltelefoner og nogle cd’er. Den mandlige ansøger fik at vide, at han havde 24 timer til at forlade Armenien, og såfremt han ikke efterkom dette, ville han få sammen skæbne som sin fader. Samme aften forlod familien deres bopæl og udrejste af Armenien. De indrejste i Italien, hvor de blev meddelt subsidiær beskyttelse og var bosiddende fra […] 2009 frem til deres udrejse til Danmark. Ansøgerne har ydermere henvist til, at den mandlige ansøgers søster fortsat bliver opsøgt af det lokale politi, som spørger efter den mandlige ansøger. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv i forhold til Italien henvist til, at de ikke ønsker at vende tilbage, fordi de er henvist til at leve under dårlige forhold og uden muligheder for at få et fast arbejde. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv i forhold til Italien henvist til, at ansøgerne og den mandlige ansøgers moder blev indkvarteret i en lejlighed, som tilhørte Røde Kors, efter de blev meddelt opholdstilladelse i Italien. På et tidspunkt blev de bedt om at fraflytte lejligheden, hvorefter de var nødsaget til at bosætte sig i en forladt bygning. Endvidere modtog de ingen økonomisk støtte i forbindelse med, at deres datter blev født, og den mandlige ansøger blev en gang fysisk og verbalt overfaldet af nogle ukendte personer. Ansøgerne har ydermere henvist til, at den mandlige ansøger på intet tidspunkt har haft et fast arbejde i Italien, men at han arbejdede som daglejer i nogle timer om dagen. Hertil kommer, at myndighederne truede med at tvangsfjerne deres datter med den begrundelse, at ansøgerne var uden bopæl og indtægt. Den mandlige ansøger har forklaret upræcist på flere punkter blandt andet vedrørende om det antal dage, der forløb fra besøget hos viceanklageren, om det nærmere forløb af besøget hos viceanklageren, om myndighedernes efterfølgende ransagning på bopælen, herunder om hvornår på dagen ransagningen fandt sted, om hvem der åbnede for myndighederne og om den mandlige ansøgers kontakt til […]. Dernæst har den mandlige ansøger og dennes moder samt hustru forklaret indbyrdes divergerende om, hvorvidt myndighederne under ransagningen foreviste legitimation, og om de trusler, der blev fremsat over for den mandlige ansøger. Endvidere har den mandlige og kvindelige ansøger forklaret upræcist om, hvornår den mandlige ansøger fortalte den kvindelige ansøger om besøget hos viceanklageren. Den mandlige ansøger har som asylmotiv påberåbt sig, at myndighederne truede med at slå ham ihjel, hvis han ikke forlod landet inden for 24 timer. Herefter udrejste ansøgerne. På denne baggrund fremstår det usandsynligt, når den mandlige ansøger hævder, at myndighederne fortsat skulle lede efter ham. Det skal videre bemærkes, at myndighederne på daværende tidspunkt endnu ikke havde undersøgt det materiale og de effekter, der blev beslaglagt under ransagningen, og at den mandlige ansøger har oplyst, at han ikke var i besiddelse af noget belastende materiale. Hertil kommer, at det i øvrigt fremstår usandsynligt, at myndighederne ville tillade den mandlige ansøger at udrejse uden nærmere undersøgelse af hans forhold og gennemgang af beslaglagt materiale. Endelig har ansøgerne forklaret, at den mandlige ansøgers søster ikke har været udsat for overgreb, selvom hun på samme måde som den mandlige ansøger deltog aktiv i eftersøgningen efter den mandlige ansøgers fader. Hertil kommer, at den mandlige ansøger har oplyst, at han truede viceanklageren med at offentliggøre filmoptagelser af uroligheder under demonstrationen, hvor myndighederne slog civile ihjel. Ifølge det foreliggende baggrundsmateriale er der foretaget en række undersøgelser af disse begivenheder, og på denne baggrund fremstår det uforståeligt, at de nævnte optagelser skulle udgøre en sådan trussel for myndighederne, at de skulle reagere som forklaret af den mandlige ansøger. Ansøgerne fremstår i øvrigt helt uprofileret, ligesom begivenhederne ligger tilbage i tid. Da ansøgerne heller ikke over for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster nævnet ansøgernes forklaringer herom. Det kan derfor ikke lægges til grund, at ansøgerne skulle være efterstræbt af myndighederne, af de grunde, som de har anført for Flygtningenævnet. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgerne har været forfulgt ved udrejsen af Armenien, eller de ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7 stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at bliver udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” arme/2015/1
