Nævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre børn fra Albanien. Indrejst i 2013. Den mandlige ansøgers sag var af Udlændingestyrelsen forsøgt behandlet i åbenbart grundløs-proceduren efter udlændingelovens § 53 b, stk.1. Efter den mandlige ansøgers indrejse til Danmark indrejste flere at ansøgers familiemedlemmer, heriblandt den kvindelig ansøger, hvis sag blev behandlet i normalprocedure. Herefter besluttede Flygtningenævnet ligeledes at behandle den mandlige ansøgers sag i normalprocedure. Sagen er sambehandlet med sagerne vedrørende den mandlige ansøgers farbroder og dennes ægtefælle.
Flygtningenævnet udtalte: ”At ansøgerne er etniske albanere og muslimer fra […], Albanien. Ansøgerne har ikke været medlem af politisk eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at den mandlige ansøger er indblandet i tre forskellige blodhævnskonflikter, og at han som følge heraf frygter at blive dræbt. Den kvindelige ansøger frygter at blive dræbt som følge af den mandlige ansøgers konflikt. Den første blodhævnskonflikt begyndte i 1992, hvor der opstod en jordkonflikt imellem den mandlige ansøgers farbroder, […], og […], der var en fjern slægtning til familien. I[ sommeren] 1992 blev [farbroderen] og dennes søn […] dræbt af skud afgivet af [den fjerne slægtnings] søn, […]. Den mandlige ansøgers [andre, red.] farbrødre, […] og […], blev såret. [Den fjerne slægtning] og dennes sønner blev idømt fængselsstraf for drabene. [Den fjerne slægtning] blev løsladt i 1997. [I foråret] 1997 blev han dræbt af den mandlige ansøgers fætter […]. Den anden blodhævnskonflikt begyndte i 1997, hvor den mandlige ansøgers fætters svoger, […], blev kidnappet af medlemmer af […]-familien, som er en familie med betydelig tilknytning til mafiaen. [Fætterens svoger] blev holdt fanget i to dage, hvor han blev udsat for tortur og frastjålet penge. Kort tid efter blev [fætterens svogers] søster kidnappet og sendt til Italien for at arbejde som prostitueret af en mand ved navn […]. [Den pågældende] havde tilknytning til [familien med mafiarelationer]. Som hævn for kidnapningerne dræbte [fætterens svoger] herefter [ham, der havde sendt søsteren til Italien], samt to medlemmer af [familien med mafiarelationer]. [I efteråret] 1997 blev [en anden af, red.] den mandlige ansøgers fætre, […], forsøgt dræbt af skud. Den tredje blodhævnskonflikt startede i 2001, hvor [familien med mafiarelationer] betalte en mand ved navn […] 50.000 D-mark for at dræbe den mandlige ansøgers fætters svoger, […], som hævn for drabene i 1997. Som hævn for drabet på [fætterens svoger] dræbte [fætterens svogers] venner [drabsmanden]. Den mandlige ansøgers fætter, [som var forsøgt dræbt i 1997], blev herefter mistænkt og varetægtsfængselet for drabet på [drabsmanden]. Han blev frifundet og løsladt efter 16 måneder. [Drabsmandens] familie mener imidlertid fortsat, at det var [den mandlig ansøgers fætter], der har begået drabet, og holder derfor den mandlige ansøgers familie ansvarlige herfor. Siden 2003 har [den mandlige ansøgers fætter] løbende forsøgt at få afklaret konflikterne med de tre familier ved hjælp af mægling. I foråret 2004 var den mandlige ansøger og [fætteren] ude og gå, og da de var i færd med at krydse gaden, blev de passet op af en bil, der rullede vinduerne ned og affyrede skud imod dem. [Fætteren] blev i den forbindelse ramt i foden/benet, og efterfølgende indlagt på hospitalet. Lægerne på hospitalet tilkaldte politiet, og [fætteren] fortalte dem, at skudepisoden højst sandsynligt havde forbindelse til en af de tre blodhævnskonflikter, han var involveret i. Politiet gjorde dog ikke yderligere i denne anledning. I [sommeren] 2008 var ansøgerne ude og køre bil, og der blev i den forbindelse skudt efter bilen. Ansøgeren mistede derfor herredømmet over bilen og kørte galt. Den kvindelige ansøger var gravid, og aborterede som følge af ulykken. [I slutningen af] 2012 fik familien igennem en blodhævnsmægler at vide, at de mandlige medlemmer af den mandlige ansøgers familie fortsat var efterstræbt. Den mandlige ansøger udrejste herefter [i begyndelsen af] 2013 med sin fætter og fætterens søn. Den kvindelige ansøger udrejste med ansøgerens to børn i [foråret] 2013. Flygtningenævnet lægger trods diverse uoverensstemmelser vedrørende centrale dele af asylmotivet til grund, at den mandlige ansøgers familie i en vis udstrækning har haft en konflikt med personer fra familierne […], […] og […] samt […]. Nævnet bemærker i den forbindelse, at den mandlige ansøger under nævnsmødet har forklaret, at familien besluttede at udrejse, efter de havde modtaget advarslen fra den gamle mand [i slutningen af] 2012, mens den kvindelige ansøger forklarede, at baggrunden for, at hun fik udstedt pas i [efteråret] 2012, var, at familien havde besluttet at udrejse på det tidspunkt. Det bemærkes i den forbindelse videre, at den mandlige ansøger forklarede, at deres familie står bag de seneste drab i konflikten, mens hans farbror forklarede, at det ikke er deres familie, der står bag de seneste drab i konflikten. Uanset det er lagt til grund, at der har været konflikter, finder Flygtningenævnet imidlertid ikke, at den mandlige ansøger har en central rolle i konflikterne, eller at konflikterne har en sådan intensitet, at de kan danne baggrund for asyl. Nævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger ikke er blevet opsøgt af familierne eller har været udsat for overgreb eller konkrete trusler fra familierne, men at det alene bygger på hans egen formodninger, at familierne efterstræber ham. Det bygger således på den mandlige ansøgers egen formodninger, at det var de nævnte familier, der forfulgte ham og hans fætter og beskød dem i 2004, og at det var de nævnte familier, der forfulgte ham og hans hustru og beskød dem i 2008. Nævnet har ved vurderingen af konfliktens intensitet tillige lagt vægt på, at de sidste drab i konflikten ligger tilbage i 1997 og 2002, og at politiet har efterforsket drab i konflikten, ligesom der er foretaget domfældelse af diverse gerningsmænd, som tillige har afsonet deres straffe, samt at den mandlige ansøger, efter han havde opholdt sig i Italien i 2004, hvor han ikke ansøgte om asyl, tog ophold i Albanien indtil sin udrejse [i begyndelsen af 2013]. Det kan ikke føre til et andet resultat, at nogle drengebørn i en af de involverede familier nu er kommet i 20-års-alderen, og at ansøger frygter, at de nu er blevet gamle nok til at udføre blodhævn mod ham. Nævnet finder i øvrigt, at den konflikt, der eventuelt stadig eksisterer, er af privatretlig karakter, og at ansøgerne må henvises til at søge myndighedernes beskyttelse, såfremt de skulle blive udsat for konkrete trusler elle overgreb. Det fremgår af baggrundsmaterialet vedrørende Albanien, herunder rapport fra Migrationsverket i Sverige om blodfejder i Albanien af 14. juni 2013, at de albanske politi- og anklagemyndigheder har oprettet særskilte enheder, som håndterer konflikter relateret til blodfejder og blodhævn, ligesom det albanske indenrigsministerium har udarbejdet en handlingsplan til bekæmpelse af blodfejder. Det fremgår tillige af rapporten, at involverede personer kan søge hjælp hos myndighederne og frivillige, ligesom de kan tage ophold i andre dele af Albanien. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge ansøgernes forklaring om udstrækningen af konflikten med familierne til grund for sagen. Det kan ikke føre til et andet resultat, at ansøgeren må formodes at kunne skaffe en erklæring fra den mægler, der har mæglet mellem nogle af familierne, og som angiveligt viderebragte en advarsel fra en unavngiven familie. Det bemærkes i den forbindelse, at det fremgår af baggrundsmaterialet, at breve fra blodhævnskomiteer med videre florerer i stor stil. Flygtningenævnet har derfor heller ikke fundet anledning til at udsætte sagen på indhentelse af den pågældende erklæring. Da den kvindelige ansøger alene har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv, er det efter ovennævnte bevisvurdering ikke sandsynliggjort, at den kvindelige ansøger har et asylmotiv. Den påberåbte subjektive frygt kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgerne findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” alba/2014/1
