Nævnet stadfæstede i januar 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2013.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra Mazar-e Sharif. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået af ihjel af de personer, med hvem han og hans familie havde en jordkonflikt. Han har i den forbindelse henvist til, at hans fader på et tidspunkt købte et stykke jord af en mand ved navn […], der døde kort tid efter. Efterfølgende kom to af sælgerens brødre samt en af disses sønner, […], til faderen og gjorde krav på jordstykket. Der opstod i den forbindelse slagsmål mellem parterne, og ansøgerens broder skød i den forbindelse sælgerens søn. Ansøgeren, hans fader og broder flygtede hen til en af faderens venner. De forsøgte her at løse konflikten med sælgerens brødre. Det blev besluttet, at brødrene skulle have jorden, og at de måtte få en af pigerne fra ansøgerens familie. Da ansøgeren, faderen og broderen gik af sted for at mødes med dem, blev de beskudt. Faderen og broderen blev i den forbindelse dræbt. Ansøgeren valgte derfor at flygte ud af Afghanistan. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring på visse punkter forekommer usandsynlig, herunder i forhold til at sælgerens brødre ikke involverede sig i ejendomshandlen på aftaletidspunktet, når ansøgeren oplyser, at de var bekendt med forhandlingerne, at ansøgeren angriber en af brødrene med slag, selvom brødrene var vrede og bar våben, og selvom ansøgeren forklarer, at alle var bange for brødrene på grund af deres forbindelse til organiseret kriminalitet. Det forekommer endvidere mindre sandsynligt, at brødrene i den måned, hvor ansøgeren og hans familie opholdt sig i[…], ikke forsøger at opsøge til familiens bopæl. Nævnet konstaterer endvidere, at ansøgeren har afgivet skiftende forklaringer for så vidt angår, hvor mange geværer, der var til stede i konflikten, hvem der slog ham med geværskæftet, og hvor lang tid der gik, fra ejendomshandlen til episoden på marken, der førte til sælgerens søns død. Endelig bemærker nævnet, at ansøgeren har udbygget historien på væsentlige punkter, herunder vedrørende den pige, som skulle indgå i forsoningsaftalen, selve forsoningsaftalens indhold samt at han blev bekendt med, at det var brødrene, der dræbte hans fader og broder, idet han var til stede under deres efterfølgende ransagning af naboens hus, hvor de ledte efter ham. Af ovennævnte grunde, og idet hans forklaring har savnet detaljering samt forekommer overordnet og ikke selvoplevet, lægger nævnet ikke ansøgerens forklaring til grund, også selvom nævnet er opmærksomt på, at ansøgeren er analfabet, har en speciel dialekt og har været medicineret. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at det på mødet fremlagte dokument kan tillægges betydning, idet det drejer sig om en person med et andet navn. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i reel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, skt. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2014/2
