afgh201220

Nævnet meddelte i september 2012 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar fra Afghanistan. Den kvindelige ansøger indrejste i 2010 med parrets tre børn. Den mandlige ansøger indrejste i 2011.

Flygtningenævnet udtalte:

”At ansøgerne er etniske hazara og shia-muslimer. Indtil 2001 boede de i Kabul, hvor den mandlige ansøger arbejdede som bager. Ansøgerne har senest fra 2006 boet i […]i Ghazni provinsen. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv oplyst, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af den mandlige ansøgers farbroder eller dennes sønner. Ansøgerne har om deres asylmotiv nærmere forklaret, at deres ældste datter, […], var lovet bort til den mandlige ansøgers farbroders søn, […]. Da Taliban kom til magten, flygtede familien i 2001 til Iran, hvor de boede i Bam i cirka fem år. I 2003 omkom to af ansøgernes børn under et jordskælv, herunder datteren, der var lovet bort. I 2006 blev ansøgerne deporteret tilbage til Afghanistan af de iranske myndigheder. Omkring seks måneder efter hjemkomsten kom den mandlige ansøgers farbroder, idet han henviste til deres aftale om, at ansøgernes datter skulle giftes med hans søn. Farbroderen ønskede nu, at hans søn i stedet skulle giftes med ansøgernes datter, der er født i 1996, hvilket datteren dog ikke ville acceptere. Farbroderen har i den efterfølgende periode på omkring tre og et halvt år indtil udrejsen i […] 2010 opsøgt bopælen to gange for at anmode om datterens hånd, og hans søn, […], har opsøgt bopælen fire gange. Familien er i forbindelse med disse besøg blevet truet på livet. Da truslerne intensiveredes i takt med, at datteren blev ældre, besluttede familien at flygte til Iran. Ansøgerne har videre forklaret, at de i Iran, hvor de opholdt sig cirka en måned i Bam, blev opsøgt af en mand, som var udsendt af farbroderens søn, idet manden advarede den mandlige ansøger og opfordrede ham til at lade sin datter blive gift med farbroderens søn. Endvidere har farbroderens søn ringet og truet familien, mens de opholdt sig i Bam i Iran. Flygtningenævnet finder, at ansøgernes forklaringer om hændelsesforløbet indtil udrejsen fra Afghanistan til Iran i formentlig […] måned 2010 har fremstået konsistente, selvoplevede og troværdige, hvorfor forklaringerne herom lægges til grund. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder endvidere, at det også kan lægges til grund, at ansøgerne, da de i cirka en måned i 2010 opholdt sig i Bam, på foranledning af farbroderen og farbroderens søn blev opsøgt af en baluchi-person, der truede dem, og at farbroderens søn derpå telefonisk kontaktede den mandlige ansøger og igen truede familien på livet. Flertallet lægger vægt på, at ansøgerne efter tilbagekomsten til svigerfaderens efterladte jord i Ghazni-provinsen i 2006 over en periode på godt tre år blev udsat for trusler af stigende alvor på baggrund af farbroderens søns krav på den yngre datter, […]i stedet for den afdøde datter, […]. Ved den sidste henvendelse gentog farbroderens søn […], der var ledsaget af flere for ansøgerne ubekendte personer, trusler på livet mod ansøgerne og deres børn. Ansøgerne flygtede kort efter til Bam i Iran, hvor de tidligere havde boet. I Iran blev ansøgerne imidlertid opsøgt og truet af en baluchi-person, der var sendt af farbroderen og farbroderens søn[…], og yderligere truet telefonisk af farbroderens søn[…]. Flertallet lægger videre vægt på, at ansøgernes situation har været afgørende præget af de alvorlige trusler sammenholdt med, at ældrerådet og lokalsamfundet ved ansøgernes bopæl i Ghazni-provinsen støttede farbroderen og farbroderens søn[…]s krav på datteren […]. Flertallet bemærker, at ansøgerne har forsøgt at imødegå truslerne både ved at forsøge at blive i området i Ghazni, tilbyde betaling og derefter ved at tage ophold i Bam, men at ansøgerne fortsat blev truet på livet. Flertallet bemærker endvidere, at der om den kvindelige ansøger foreligger lægelige udtalelser om hendes alvorlige psykiske helbredsforhold og behov for behandling. Flertallet finder derfor, at ansøgerne ikke kan henvises til på den ovennævnte baggrund at tage ophold i Kabul, selvom begge ansøgere har boet der indtil 2001. Flertallet har herved endvidere lagt vægt på, at ansøgerne ikke har nogen familie eller andre nært knyttede personer, som vil kunne yde ansøgerne bistand, og at ansøgerne henset til truslernes vedvarende, konkrete og alvorlige karakter også i Kabul vil være i risiko for, at ansøgerne udfindes af farbroderen og farbroderens søn […], og at truslerne virkeliggøres. Flertallet finder derfor efter en samlet vurdering, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling af en karakter, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og at ansøgerne derfor har krav på opholdstilladelse efter denne bestemmelse.” afgh/2012/20