Nævnet stadfæstede i juli 2012 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk hazara fra […] i Afghanistan og shia-muslim af trosretning. Ansøger har opholdt sig illegalt i Iran i perioden 1996 frem til sin udrejse i 2010 kun afbrudt af et kortere ophold i Afghanistan i 2007/2008. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hans far arbejdede som chauffør i Iran i 1990’erne for en virksomhed, som samarbejdede med den iranske hær, og at hans far i 1995 fik en konflikt med sin halvfætter […], som er en magtfuld kommandant for Taliban, idet faren ikke ville sørge for, at halvfætterens bror blev ansat i samme virksomhed. I 1996 indrejste halvfætterens bror i Iran, hvor han blev anholdt og senere henrettet for spionage. Halvfætteren mistænkte ansøgerens far for at stå bag anholdelsen af sin bror, hvorfor ansøgerens far modtog telefoniske trusler fra halvfætteren i et par år. Halvfætteren opsøgte endvidere ansøgeren og hans familie på deres bopæl i Afghanistan og truede dem på livet. I 1996 anmodede ansøgerens far på grund af truslerne sin bror om, at bringe ansøgeren og resten af familien til Iran. Ansøgerens familie blev ikke opsøgt af halvfætteren under deres ophold i Iran. Ansøgeren har videre henvist til, at han i 2007 flyttede tilbage til Afghanistan sammen med sin bror og far, idet de havde fået oplysninger om, at halvfætteren var blevet fængslet af amerikanerne. Efter omkring en måneds ophold blev de overfaldet i deres hus af maskerede og bevæbnede mænd, som tog dem med til en kælder, hvor de blev udsat for grove fysiske overgreb. Senere samme dag ankom halvfætteren, som ville have ansøgerens far til at indrømme sin rolle i henrettelsen af hans bror. Halvfætteren udsatte dem for fysiske overgreb og truede dem. Til sidst forlod halvfætteren lokalet med ansøgerens far. Ansøgeren formoder, at hans fader er blevet dræbt. Det lykkedes ansøgeren og hans bror at flygte med hjælp fra en gammel mand, der var vagt. De blev kørt til Kabul, hvor ansøgerens moster bor. Mosterens ægtefælle og dennes bror hjalp dem herefter med at udrejse til Iran, hvor de bosatte sig. Ansøgeren var efter indrejsen i Iran i kontakt med sin moster, som fortalte, at halvfætteren havde søgt efter ansøgeren og hans bror på hendes bopæl. I 2010 blev ansøgeren anholdt af de iranske myndigheder, idet han opholdt sig illegalt i Iran. Ansøgerens bror betalte bestikkelse for at få ansøgeren løsladt. Ansøgeren var herefter nødsaget til at forlade Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Overordnet bemærkes, at ansøgeren nok har forklaret overensstemmende og detaljeret, men at Flygtningenævnet hæfter sig ved, at der er den samme detaljeringsgrad og nuancering på forklaringen, både for så vidt angår de begivenheder, som ansøgeren har på anden hånd, idet han har fået dem refereret fra sin farbroder og sin moster, og for så vidt angår de begivenheder, som ansøgeren selv har været impliceret i. Det forekommer ikke overbevisende, at ansøgeren først efter flugten har fået kendskab til konflikten med halvfætteren, idet ansøgeren har været omkring 16 år gammel, da familien valgte at flytte tilbage. Forklaringen om, at ansøgeren på intet tidspunkt havde hørt fra sin far eller mor om den konflikt, der var årsag til deres udrejse fra Afghanistan og de eventuelle problemer ved en tilbagevenden, virker ikke overbevisende. Ansøgerens forklaring om de angivelige meget alvorlige overgreb, der skete på både hans fader, broder og på ham selv, har ikke virket selvoplevet. Flygtningenævnet finder det endvidere utroværdigt, at ansøgeren og hans broder skulle kunne opnå bistand til at flygte fra området som forklaret. Det forekommer usandsynligt, at halvfætterens vagt under de anførte omstændigheder skulle have valgt at bistå ansøgeren og hans broder med flugt, ligesom det ikke mindst forekommer usandsynligt, at en flugt til Kabul kunne arrangeres inden for så kort en tidsramme, som ansøgeren har forklaret om. Ansøgeren har i den forbindelse forklaret noget divergerende om, hvilken betydning det havde, at hans ben angiveligt var brækket. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgerens forklaring må anses for konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2012/13
