Nævnet stadfæstede i august 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøger er afghansk statsborger, født og opvokset i landsbyen […], der er beliggende i distriktet […] i i Paktiaprovinsen, etnisk pashtun og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger og har ikke været politisk aktiv. Ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter ansøgeren at blive dræbt af Hezb-e-Islami, fordi han ikke har overtaget pladsen efter sin storebror, der var aktiv for Hezb-e-Islami, ligesom Hezb-e-Islami mistænker ham for at have angivet distriktskommandanten, […] til myndighederne. Ansøgeren har til sagen oplyst, at hans storebror for cirka tre år siden sammen med cirka 300 personer fra Hezb-e-Islami deltog i et angreb på ansøgerens landsby. Angriberne blev drevet på flugt af regeringsstyrker og amerikanske soldater. Broderen forsøgte sammen med cirka 20 andre personer at flygte i en bil, der blev beskudt og ødelagt af amerikanerne. Cirka seks måneder efter angrebet tog ansøgerens far hen til Hezb-e-Islamis base for at få bekræftet, at broderen var blevet dræbt. På basen sagde man til faderen, at ansøgerens bror ikke var blevet dræbt, men var flygtet, og at ansøgeren skulle tage hans plads. Cirka 10 dage efter faderens henvendelse til Hezb-e-Islami opsøgte fire personer, hvoraf to var slægtninge til faderen, familiens bopæl og sagde, at faderen skulle udlevere ansøgeren til dem. Forinden havde ansøgeren skjult sig i stalden uden for familiens hus. Efterfølgende sendte faderen ansøgeren hen til en af sine venner i Jalalabad, hvor ansøgeren opholdt sig i cirka syv måneder. I denne periode rettede personer fra Hezb-e-Islami flere gange henvendelse på familiens bopæl og spurgte efter ansøgeren. Efter at en af personerne fra Hezb-e-Islami opsøgte faderens ven i Jalalabad og forlangte at få ansøgeren udleveret, sendte faderen ansøgeren til en anden af sine slægtninge i Kabul. Ansøgeren boede hos den pågældende i cirka 15-16 måneder. Efter at ansøgeren havde opholdt sig i Kabul i cirka otte-ni måneder blev distriktskommandanten fra Hezb-e-Islami anholdt, og Hezb-e-Islami gav ansøgeren skylden for anholdelsen. Da faderens slægtning modtog trusler fra Hezb-e-Islami, turde han ikke længere have ansøgeren boende. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaringer til grund for sagen, men bemærker dog, at der er visse divergenser. Ansøgeren har til samtalereferatet forklaret, at det var en navngiven person, som truede ansøgerens faders slægtning. Under nævnsbehandlingen har ansøgeren derimod forklaret, at den navngivne person skrev et trusselsbrev til faderens slægtning, og at en anden navngiven person opsøgte faderens slægtning i basaren og spurgte efter ansøgeren. Efter ansøgerens forklaringer lægger Flygtningenævnet til grund for sagen, at det kun har været familiemedlemmer til ansøgeren, som har opsøgt henholdsvis faderens ven og faderens slægtning. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at eftersøgningen af ham har været af en sådan intensitet, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet må antages for at være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren efter sine egne oplysninger har kunnet opholde sig i Afghanistan i næsten to år inden udrejsen uden at have været udsat for overgreb.” afgh/2011/39
