afgh201118

Nævnet stadfæstede i marts 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. Sagen blev sambehandlet med sagen vedrørende ansøgerens datter.

Flygtningenævnet udtalte:

”At ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra en navngiven landsby i Wardak provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har i perioden fra 1998 til sommeren 2010 boet i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at datteren, […], som barn blev forlovet med ansøgerens fætter […]. På grund af problemer med Taliban var ansøgeren og hans familie nødsaget til at flygte til Iran, hvor de opholdt sig i 12 år. Da de vendte tilbage til Afghanistan, således at datteren kunne blive gift med ansøgerens fætter, blev familien vidende om, at fætteren var afgået ved døden. Ansøgerens farbroder bestemte herefter, at ansøgerens datter skulle indgå ægteskab med fætterens storebroder […], hvilket hverken ansøgeren eller hans datter ønskede. Da fætterens storebroder var betydelig ældre end ansøgerens datter, afviste ansøgeren ægteskabet. Farbroderen forsøgte herefter adskillige gange at presse og true ansøgeren til at acceptere ægteskabet. Da ansøgeren fortsat afviste, bortførte farbroderen datteren. En dag, da ansøgeren var ude og gå, gik han forbi fætterens storebroders hus, og han hørte, at der var tumult inde i huset. Datteren havde skåret sig, og ansøgeren kom som følge heraf op at slås med fætterens storebroder. Ansøgeren slog ham i baghovedet med et skaft af træ, hvorefter han faldt om på jorden. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Ved afgørelsen heraf har Flygtningenævnet lagt vægt på følgende forhold: For det første har ansøgeren afgivet en række forskellige forklaringer med hensyn til, om ansøgerens datter blev viet, herunder om der foregik en vielse i hans hjem eller en vielse senere samme aften i farbroderens hjem – eller om der eventuel blev foretaget vielse begge steder. Først ved mødet hos advokaten og i Flygtningenævnet er der sket en tilnærmelse af ansøgerens og hans datters forklaring herom. Særligt ansøgerens datter har på en række punkter ændret sine forklaringer. Ændringer som ikke efter Flygtningenævnets vurdering alene kan forklares med, at ansøgerens datter har været psykisk påvirket af situationen. For det andet har Flygtningenævnet fundet det påfaldende, at der efter ansøgerens tilbagevenden til Afghanistan er passeret så meget inden for kort tid. Det gælder optrapningen af konflikten mellem de to familier, tvangsvielsen og bortførelsen, ægtefællens død, ansøgerens datters selvmordsforsøg, slagsmålet mellem først ansøgerens datter og fætterens storebroder samt slagsmålet mellem ansøgeren og denne og endelig den hurtige flugt fra Afghanistan – alt inden for cirka en måned. For det tredje finder Flygtningenævnet, at det er påfaldende, at ansøgeren netop skulle være kommet til stede, mens ansøgerens datter og fætterens storebroder var alene hjemme og sloges med videre. Ansøgeren har således oplyst, at han i de cirka 10 til 15 dage, der forløb fra ansøgeren blev bortført, ikke hverken ønskede eller havde været i nærheden af farbroderens hus. Hertil kommer, at ansøgerens datter har oplyst, at der normalt altid var flere personer til stede i farbroderens hus i den periode, hvor hun boede der – blot ikke lige den dag, hvor ansøgeren kom. For det fjerde har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren og dennes datter ikke har givet en overbevisende forklaring om deres flugt i 1998 til Iran. Det gælder for eksempel, at ansøgeren og hans familie blot flyttede fra deres ejendom, uden at de hverken med naboer eller familie, herunder farbroderen, havde aftalt noget om pasningen af jord og hus, at de i 12 år boede i Iran uden overhovedet at have kontakt til hverken familie eller venner i Afghanistan, at de tilsyneladende kunne vende tilbage til hus og jord helt problemfrit, og endelig at der er givet lidt divergerende forklaringer om, hvorfor de vendte tilbage til Afghanistan – om det skyldtes de problemer som ansøgeren fik i forhold til de iranske myndigheder, eller om det skyldtes, at familien nu ville leve op til løftet om at få ansøgerens datter gift med fætteren. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for myndighedsforfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren har heller ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan fra farbroderen eller andre vil være i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Herefter, og da de generelt usikre forhold i Afghanistan, herunder for hazarer, ikke kan føre til et andet resultat stadfæster Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse. afgh/2011/18