Nævnet stadfæstede i marts 2011 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
”At ansøgeren er etnisk hazara fra Urozgan-provinsen, hvor han boede, indtil han efter det oplyste som femårig udrejste med sin familie til Teheran i Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af folk fra sin landsby i Urozghan-provinsen, idet hans moder har angivet tre bestemte Mujahedin-kommandanter og vist talibanerne, hvor de pågældende boede. Kommandanterne og deres sønner var imidlertid flygtet, men talibanerne skød i hvert af de tre huse en ældre mand. Herefter truede kommandanternes familier med at slå ansøgerens familie og herunder ansøgeren ihjel den dag, kommandanterne og sønnerne returnerede til området. Ansøgeren flygtede sammen med sin familie omkring tre uger efter til Iran i 1999, men omkring tre år før ansøgeren udrejste omkring årsskiftet 2009/2010 af Iran, blev hans fader deporteret af de iranske myndigheder til Afghanistan. Faderen er blevet slået ihjel af familiens fjender, idet faderens fasters søn, [….], eller hans familie har fortalt ansøgerens families fjender, at faderen var i Afghanistan. Indenfor den sidste måned forud for ansøgerens udrejse blev han to gange overfaldet af fasterens søn og henholdsvis to og tre af fasterens søns afghanske venner. Fasterens søn var vred over, at ansøgeren havde vundet over ham i en kampsportsturnering. Under det andet overfald bar den ene af de afghanske mænd en stor kniv, men faderens og ansøgerens ven, [….], kastede et redskab i hovedet på den på pågældende, der derfor faldt om, hvorefter ansøgeren og vennen stak af. Vennen har efterfølgende fortalt ansøgerens moder, at han genkendte den afghanske mand, som han havde ramt med et redskab, som værende en slægtning til en af de Mujahedin-kommandanter, som moderen havde angivet i familiens hjemby. Den følgende morgen forlod ansøgeren Teheran, og han har siden fået telefonisk at vide af sin moder, at vennen er blevet slået ihjel af fasterens søn og hans afghanske venner. Ansøgeren frygter endvidere ved en tilbagevenden at blive tvangsrekrutteret af Taliban og tvunget til selvmordsaktion. Ved vurderingen af ansøgerens forklaring af sit asylmotiv lægger nævnet vægt på, at ansøgeren til asylskemaet har forklaret udførligt om de nærmere omstændigheder i hændelsesforløbet på det tidspunkt, hvor ansøgeren ifølge sine oplysninger var fem år, og hvor faderen blev udsat for overgreb af Taliban, hvorefter moderen sammen med ansøgeren påviste tre huse, hvor Taliban dræbte tre ældre fædre til Mujahedin-kommandanter. Ansøgeren har intet nævnt om sin egen konflikt med fasterens søn, uanset at denne konflikt var årsag til ansøgerens udrejse fra Teheran ultimo 2009 eller primo 2010. Nævnet finder ikke, at ansøgerens forklaring om, at han havde kløe eller havde det psykisk dårligt, kan anses for en rimelig forklaring på dette forhold. Nævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring om konflikten med fasterens søn fremstår usandsynlig på flere punkter. Nævnet finder det ikke sandsynligt, at fasterens søn skulle forsøge at øve grov vold mod ansøgeren, herunder med en motorcykelkæde, sammen med flere andre personer, fordi ansøgeren havde vundet over ham i en sportsbrydekamp. Navnlig fremstår det usandsynligt, at fasterens søn 14 dage efter det første overfald skulle have fået to afghanere fra ansøgerens hjemegn til sammen med ham at angribe ansøgeren herunder med en kniv, og at vennen, som var til stede, men som var udrejst fra ansøgerens hjemegn i 1997 to år før ansøgerens familie, herefter skulle have genkendt de to afghanere som kommende fra hjemegnen i Afghanistan. Ansøgeren har endvidere forklaret usikkert og divergerende om hvilken kontakt, der var mellem ansøgerens familie og fasterens søns familie i den periode fra 1999, hvor begge familier boede i Teheran, og hvor i hvert fald ansøgerens fader ifølge det oplyste til samtalen med Udlændingeservice havde jævnlig kontakt til fasterens søns familie i syv eller otte år. Det fremstår også på den baggrund usandsynligt, at fasterens søns familie skulle have givet besked til Mujahedin-kommandanternes familier om faderens returnering til Afghanistan omkring årsskiftet 2006/2007 med den følge, at faderen var blevet slået ihjel. Endelig fremstår det for nævnet som helt ubestyrket, at vennen i 2010 skulle være blevet dræbt i en navngiven by af Mujahedin-kommandanternes familiemedlemmer eller forbindelser, fordi vennen havde ramt den afghaner, der havde en kniv, med et redskab i hovedet, da vennen hjalp ansøgeren med at undslippe i forbindelse med det andet overfald. Nævnet finder derfor samlet, at ansøgerens forklaring om væsentlige dele af asylmotivet ikke kan lægges til grund. Uanset at nævnet lægger til grund, at ansøgerens familie udrejste i 1999 eller muligt tidligere grundet en konflikt i forbindelse med Talibans overgreb, finder nævnet ikke, at denne konflikt på nuværende tidspunkt kan anses for at indebære, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer efterstræbelse. Nævnet lægger herved vægt på, at konflikten fandt sted, da ansøgeren var barn, at ansøgerens fader i mellemtiden anses for død, og at ansøgeren efter nævnets opfattelse ikke sidenhen kan anses for at have været udsat for efterstræbelse i anledning af konflikten. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har konflikt med fasterens søn med den baggrund og det indhold, som ansøgeren har forklaret om til samtalen med Udlændigservice og i nævnsmødet. Nævnet finder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan kan anses for at være i særlig risiko for konflikt med Taliban eller for at blive hvervet til selvmordsbomber, idet nævnet ikke finder, at ansøgeren kan anses for at have haft nogen former for konflikter eller udeståender med Taliban. Det er indgået i nævnets vurdering af ansøgerens forklaring, at ansøgeren har fremstået som en person, der er født i 1991, og som fuldt ud har været i stand til at svare på spørgsmålene med forståelse af svarenes betydning for hans asylsag, og som også har formuleret sig skriftligt i asylskemaet. Samlet finder nævnet herefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb, umenneskelig behandling eller straf efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingeservices afgørelse.” afgh/2011/17
